Hun går ud i haven og står et øjeblik på terrassen. Solen bager og havemøblernes hvide plastik skærer hende i øjnene. "Gid vi snart ku' få nye havemøbler," ønsker hun. Måske i træ, denne gang. Hun kaster et blik rundt på det stykke af haven, som hun kan se fra terrassen. Pæne bede, ingen ukrudt. Stauderne blomstrer, de hvide roser i de nye potter ser kønne ud ved siden af teaktræs-bænken Hækken ind til naboerne blev ikke klippet ordentligt sidste gang. Hun ryster lidt irriteret på hovedet, og minder sig selv om at hun skal have ham til at gøre det om. Naboernes side af hækken er pæn og lige, deres egen er alt for høj og skæv.
Han parkerer den mørkeblå Ford i indkørslen. Det er varmt, begge vinduerne er rullet helt ned. Han ruller omhyggeligt vinduerne op, inden han træder ud på gruset. Det ku' jo blive regn i nat, tænker han håbefuldt. Han er svedig og træt, mærker trætheden helt ind til marven. Ser på sine fingre, mens han går hen mod fordøren, de er fulde af rifter og revner. Han håber hun har lavet mad, så han snart kan komme i seng. Gruset knaser under hans støvede træsko.
Hun er nået ned til det nederste stykke af haven. Deres have går helt ned til en å, 2 ænder svømmer dovent med strømmen. Eftermiddagssolen er på det sidste og kaster lange skygger. Det er utroligt varmt, træerne skærmer for vinden. Hun tørrer sveden af panden og stryger et par fugtige totter væk. Som hun står der, er alle udefrakommende lyde væk. Hun hører kun den svage klukken fra åen og føler sig ensom. Hun ærgrer sig igen over at han ikke har ferie sammen med hende. Altid skal hun gå her alene. Alting skal hun klare helt alene.
Han træder ind i entreen. Smider tasken fra sig på gulvet. Der breder sig et fint, hvidt støvlag på vinylgulvet omkring tasken. Han lægger ikke mærke til det. Han bøjer og strækker sine fingre. "De er slemme i dag," tænker han. "Satans," mumler han. Han tager sin termoflaske op af tasken og går forbi vaskemaskinen og tørretumbleren, ud i køkkenet. Der dufter svagt af skyllemiddel. Bordene er rene og tomme, som sædvanlig. Huset er stille, bortset fra den summende lyd af insekter. Han kaster et utålmodigt blik op på uret, beslutter sig for at gå i bad. Han bøjer og strækker sine fingre med besvær igen og minder sig selv på at han skal huske at smøre dem. Så ville de måske ikke gøre alt for ondt i nat.
Hun betragter ænderne, mens hun tænker på sin liste. "Hvis vi nogensinde skal få ført nogle af de ting ud i livet, er vi nødt til at gøre noget ved dem," tænker hun og bestemmer sig for at præsentere ham for den i aften. Når han altså engang gider komme hjem. De fleste af punkterne på listen, er opgaver. Men hun har også skrevet de ting på hun så længe har ønsket sig. Bordplader, maling til lågerne, nyt vinyl på gulvet i entreen og køkkenet, nye gardiner til stuen. Hun forestiller sig hvordan hendes køkken kommer til at se ud, forestiller sig hvordan det bliver endnu bedre at invitere folk hjem. Igennem hendes lyse, venlige køkken. Hun glæder sig over at de i det mindste fik købt de Stelton-dele sidste måned. Askebægret, salatsættet, sovse-skeen. Han havde syntes det var vanvittigt, hun blev irriteret over hans smålighed. Stod det til ham, skulle alting vel købes ind i genbrugsbutikken nede i Søndergade. Eller allerhøjst i Bilka. I virkeligheden vidste hun at han var ligeglad med de ting. Hun havde opgivet at få ham til at forstå hvor meget det betød.
Han lader det varme vand løbe ned over sig. Han vasker håret og kroppen og skruer ned for varmen. Det kølige vand strømmer ned over ham og han bliver stående længe indtil han mærker musklerne slappe af. Han stiger ud af brusekabinen og rækker over efter et håndklæde i den nøje opstillede stak på den rustfrie reol. Han spekulerer på hvor hun mon er henne og tørrer duggen af spejlet med det tykke frottéhåndklæde. Et rødt ansigt med mørkt strithår og skægstubbe stirrer tilbage på ham med trætte øjne. Han sprøjter deo under armene, tager bare en tilfældig i hans skuffe som hun har fyldt op med et forskelligt udvalg af forskellige mærker af dufte. Han glemmer at smøre sine hænder.
Soveværelset er lyst og en svag brise får de lyse, tynde gardiner til at blafre en smule. Han trækker gardinerne for, sollyset skal holdes ude hvis han skal kunne sove. Han finder et par boksershorts i skabet, som er helt fyldt op med tøj han ikke selv har valgt. Det meste går han ikke i. Han finder en slidt, grå t-shirt nederst i bunken, som dufter af vaskepulver. Eller skyllemiddel, hvad ved han. Håndklædet ligger stadig på klinkegulvet i badeværelset. Han kaster et blik på den brede, sengetæppedækkede dobbeltseng og har den største trang til at smide sig i den. Det var længe siden de havde ligget i den, på samme tid.
Hun er langt væk i drømmerier om det nye køkken og Stelton, da hun svagt hører en telefon ringe oppe fra huset. Hun smider det græsstrå fra sig, som hun ubevidst havde stået og snoet om sin finger, og begiver sig op mod huset.
Stilheden i stuen brydes pludseligt af telefonen. Det giver et sæt i ham og avissiderne rasler svagt. Han samler avisen i den ene hånd og rækker den frie hånd over mod telefonen. Han kan lige akkurat nå røret derfra hvor han sidder. Han løfter røret.
Stranden er næsten tømt for mennesker. Hist og pist ligger der dog stadig folk og solbader, mest enlige. Børnefamilierne er for længst taget hjem og er begyndt på aften-rutinen. Solen er på vej ned bag nogle høje træer, de kaster lange skygger ned over området. De går hånd i hånd i vandkanten. Vandet bølger dovent om deres bare fødder. I deres frie hånd bærer de deres fodtøj. Over skulderen bærer hun en strandtaske. Hun er brun og slank. Den hvide top sidder stramt og når kun akkurat ned til den rødblomstrede nederdel. Han har rullet de mørke lærredsbukser op og afslører et par hvide ben. Slipset og arbejdsmappen har han ladet ligge i bilen. De sætter sig i sandet med front mod hinanden. Hænderne kan ikke slippe hinanden. De kigger hinanden ind i øjnene. Alvorligt.
- Jeg kan ikke klare det mere. Hans stemme er lav.
- Heller ikke mig. Hun vender hovedet og kigger ud over havet. Langt borte ser hun et stort skib. De havde snakket om det så mange gange før. Han hvisker desperat:
- Hvad skal vi gøre? Hun driver mig til vanvid!
Hun vender hovedet og kigger ham direkte i øjnene.
- Du ved jeg har det ligesådan. Han siger mig intet, jeg... elsker ham ikke mere.
Han stryger hende blidt over kinden med en blød, velplejet hånd. - Elsker du mig?
- Tumbe! Det ved du jeg gør! Hun giver ham et kærligt dask på armen.
Han smiler og nikker. Ja, det ved han at hun gør. Netop derfor ved han at de er nødt til at gøre det nu, hvis det nogensinde skal blive til noget.
- Så lad os gøre det! Nu! Hans stemme er ivrig og han griber begge hendes hænder.
- Mener du det?
- Ja!
- Jamen...
- Det skal være nu! Kan du ikke se det? Det her går ikke længere. Jeg elsker dig, du elsker mig. Hvorfor skal vi vente?
Hun nikker. Mærker et gys ned af rygraden og sommerfuglene i maven.
- Ok! Hun fniser nervøst.
De rejser sig på samme tid og rækker ud efter hver deres mobiltelefon.