Hylene lyder i det fjerne, og han ved, at tiden arbejder imod dem. I skoven høres kun deres hurtige åndedræt og lyden fra de tørre blade, som de løber på. Deres ånde efterlader fragmenter af tåge i luften. De danner spor ligesom deres fodaftryk, men de har intet valg. De må fortsætte. Gispende. Hurtigere!
   Hun synker pludselig sammen på den kolde jord, mens han holder hendes hånd så fast, at han standses med et ryk. Hun stønner og tager sig til maven. Han ser sig omkring. Endnu ikke noget spor af deres forfølgere. Hun kan ikke kæmpe mere, så han trækker hende hen bag et stort egetræ.
   "Det skal nok gå...", hvisker han - måske mest til sig selv. Han kunne godt bruge trygheden fra de overvågningssystemer et moderne hospital kunne tilbyde. Hun smiler, men hendes øjne er blanke, og linierne i hendes pande tegner tydelige pile, der peger op i himlen. Et skrig afløser smilet.

Senere ændres lyden fra kvindens skrig til et spædbarns. Han kysser sit lille barn og lægger det på kvindens nøgne bryst.
   "Det er en lille, smuk pige...", hvisker han. I dette øjeblik kan intet ramme ham. Der eksisterer kun hans lille familie under træet. Babyen hager sig instinktivt fast i moderens bryst. Han smiler.
   Den fredfyldte stund afbrydes af en påtrængende lugt, som blander sig med muld, tørt løv, fugt og andre dufte i skoven. Han kender den specielle lugt alt for godt. Almindelige mennesker ville ikke bemærke den svage forandring i duftene, måske ville de tænke på jern. Men hans næse er trænet til at kende dufte ned i de mindste nuancer, og han ved, at lugten stammer fra blod.
   Han ser ned på jorden, der hurtigt bliver mørk og klistret.
   "Nej...", hvisker han og undersøger jorden i håb om, at han tager fejl. "Nej!", udbryder han nu højt og ser på sine fingre, der er blevet røde af hendes styrtblødning. Hun ligner nu én, der sover trygt med ansigtet smilende vendt mod sin datter. Men huden er blevet ligbleg, og hendes krop ligger uhyggeligt stille. "NEJ!", råber han med ansigtet vendt mod himlen, mens livet siver fra hans elskede ned i jorden.
   Den store mængde blod gør dødstruslen større. Han rejser sig på stive ben, og tvinger sig selv til hurtigt at tage sjalet fra kvinden, samt den beskyttende amulet, der i årevis har holdt farerne på afstand. Han må minde sig selv om, at hendes krop allerede er et tomt hylster, der nu ironisk slutter sin rejse dér under livets krone af spæde grønne blade.
   Mens han vikler sjalet om babyen, indser han i et øjebliks klarhed, at færten fra moderens kraftige blodtab vil forvirre deres forfølgere, så han kan nå at flygte og få datteren i sikkerhed.
   Lyden af blade afløses snart af gruset i udkanten af byen. Lyskeglerne er byens forrædere, mens han løber på fortovene. Ved hans vejs ende må han bestige den stejle stentrappe, hvor han lægger bylten på det øverste trin, lige under det oplyste skilt hvorpå der står: "Anima Humana Securitatem".
   "Her vil du være i sikkerhed.", mumler han og mørke pletter på sjalet afslører, at hans øjne flyder over af sorg.
   "Du bærer din moders klæder og hendes beskyttende amulet,". Han vikler den alt for store halskæde om bylten. "- du skal også bære hendes Navn.". Kuglepennen danner hastigt det ene ord: "Lupina" på en lap papir, som han gemmer under stoffet.
   Han træder ud af lyset og ind i nattens mørke. Noget glimter på hans kind, da månelyset rammer ham. Han kan høre gråden, der nu stråler ud af bylten på det store klosters kolde trappe.