Hun måtte banke flere gange på døren før den blev åbnet af en lille spinkel mand i slutningen af fyrrene, som kiggede spørgende på hende.
"Goddag. Mit navn er Mikala" sagde hun høfligt.
Manden toj brillerne som han havde holdt i hånden og satte dem op næsen, for bedre at kunne se. Pludselig var det som om han genkendt hende og det spørgende blik, blev erstattet af overraskelse.
"Du er Willys datter, ikke?"
"Jo"
"Ja, jeg ventede jo ikke lige frem besøg i dag" sagde han beklagende og kiggede ned af sig. Han var hjemmesko og et par gamle slidt bukser og lignede, som lige var trådt ud af badet, med det våde hår og håndklædet, som var svunget over skulderen.
"Forstyrrer jeg?" spurgte hun en smule forlegen.
"Nej nej. Kom endelig indenfor" sagde venligt og slog ud med armene i en høflig gestus. Da hun havde tørret skoene af i måtten trådte hun indenfor i entreen, som var malet fuldstændig i hvidt. Ikke et eneste par sko eller andre ting lå og flød rundt omkring i entreen. Omhyggelig med ikke at svine noget til, stillede hun skoene på en hylle på væggen.
"Vi kan sætte os i køkkenet. Jeg har lige lavet kaffe"
Mikala nikkede og fulgte med ham ude i køkkenet, hvor hun satte sig på en stol. Mens han fandt krus, frem for skabet lod hun blikket glide rundt i rummet. Køkkenet var samme stil som entreen. Lige så stilrent og ordentligt og hun undrede sig over hvordan det var muligt at holde et hus så pænt.
"Min kone kan godt lide når der er ... orden i tingene" det gav et sæt i hende da han forsigtigt stillede en kop dampende varm kaffe foran hende.
"Ja, det ganske pænt" var det eneste passende hun lige kunne komme i tanke om.
"Var det Mikala du sagde du hed?" Hun nikkede.
"Ja, jeg beklager. Det med hukommelsen det kniber allerede. Det er ikke sådan at blive ældre" klukkede han og tog en slurk af sin kaffe.
"Det er efterhånden længe siden at jeg har set dig. Du er godt nok vokset lidt siden da" Mikala mindes de få gange hun som lille havde været med faren på besøg hos Verne, men minderne var efterhånden så gamle at det kun var en svag erindring. Hun nikkede.
"Ja, det er virkelig. Jeg kommer i dag, fordi jeg tror du kan hjælpe mig"
Verne rynkede panden let "Og hvad skulle det så være?"
"Jo, ser du..." Mikala følte sig ubehagelig til mode og vidste ikke rigtig hvordan hun skulle få det sagt.
"Ja?"
"Det drejer sig om min far" sagde hun endelig. Verne kløede sig i panden og kiggede eftertænksomt på hende. Han tog en slurk kaffe mere og gav sig god tid inden han svarede.
"Hvordan tror du jeg kan være behjælpelig med det?" spurgte han tålmodigt med en vis undren i stemmen.
"Du arbejdede med sagen om Erik Sadiz, ikke?" Smilet blegnede en smule og han fik et mere alvorligt udtryk i ansigtet, da han svarede.
"Jo. Det er rigtig nok" Mikala nikkede og overvejede, hvordan hun bedst mulige skulle formulere sig.
"Jeg faldt tilfældigvis over en artiklen omhandlende mordet på Erik" Verne rejste sig op og fandt en teske frem fra skuffen, som han rørte rundt i kaffen med.
"Hvad mener du helt præcist med at du "faldt over den?"
"Jeg hørte navnet nævnt i en sammenhæng og tænkte, at det kunne være spændende at finde ud af lidt mere om episoden. Så vidt jeg forstod, blev gerningsmanden aldrig fundet"
"Nej, det har du ret i. Vi prøvede ellers ihærdigt, men..." Verne tøvede.
"Men hvad?" spurgte hun nysgerrigt. Verne trak på skuldrene.
"... vi havde vel ikke rigtige nok spor gå efter. Gerningsmændene havde ganske enkelt været for omhyggelige" Han koncentrerede sig om at røre rundt, så der dannede sig små ringe i kruset. Mikala kunne ikke forklare hvorfor, men på en eller anden måde havde hun en følelse af, at han ikke fortalte hele sandheden.
"Kom i slet ikke frem til noget" spurgte hun undrende. "Jeg mener der måtte da være noget i kunne grave frem"
"Vi fandt da frem til noget, men det var ikke tilstrækkeligt. Det var mest baseret på gisninger og det kommer man jo ikke så frygtelig langt med i min branche"
"Hvad fandt i så ud af?" spurgte hun nysgerrigt.
"Du kender sikkert den offentlige udlægning af sagen, som var utrolig omdiskuteret i medierne?"
"Ja. Historien dækkede jo forsiderne i flere uger."
"Den populære og offentlige historie var, at den unge studerende Erik Sadiz blev på brutal vis myrdet. En historie som rystede hele byen og som også endte med at brede sig til mere en blot lokalegnen, hvor ulykken havde fundet sted. Selv de store aviser i storbyen skrev ihærdigt om det. Motivet var uforklarligt og der var stort set ingen bevismateriale i sagen. Politiet gjorde alt hvad de kunne, men måtte til sidst give op uden rigtig at være kommet videre med sagen. Mordet på Erik Sadiz forblev et mysterium." han rystede på hovedet. "Stakkels forældre" Der var noget i udlægningen af historien, som fortalte hende, at han rent faktisk kom videre i sagen, men at han af en eller anden grund ikke fortalte om det.
"Men du havde en teori. I fandt ud af mere, gjorde i ikke?" Han mødte hendes øjne, men slog så blikket ned og rystede på hovedet.
"Det var en af de sværeste sager i den tid, jeg har været hos politiet. Jeg begriber ganske enkelt ikke, hvordan gerningsmændene formåede at være så omhyggelige."
"Men en dygtig politimænd måtte da kunne grave noget frem" pressede hun på. Han trak ganske let på smilebåndet, smigret over komplimentet, men det dækkede ikke over det seriøse udtryk hans øjne havde antaget. Rynkerne omkring øjnene fik ham til at se bekymret ud, og de syntes endnu tydeligere i skæret fra det skarpe lys, som blev kastet over rummet.
"Vil du have mere kaffe" sagde han pludselig og rakte hånden ud mod hendes glas.
Hendes krus var stadig helt fyldt og den mørke væske var blevet kold. "Øhh, nej ellers tak" sagde hun og håbede ikke, at han havde bemærket, at hun slet ikke havde rørt kaffen. Han nikkede blot og begyndte, at vaske koppen af med ryggen til hende.
"Men hvad har det egentligt med din far at gøre?" tonen var stadig venlig, men havde fået en mere skarp klang.
"Det ved jeg ikke" svarede hun ligeud. "Det er det jeg prøver at finde ud af"
"Jeg tror ikke jeg kan hjælpe dig med det, Mikala. Ærlig talt, så forstår jeg ikke hvad det har med Erik Sadiz at gøre."
"Vil du ikke nok prøve at hjælpe mig?" næsten viskede hun. Langsomt satte han kruset fra sig og vendte sig om mod hende.
"Det står ikke i politiets magt bare sådan at give oplysninger ud til højre og venstre" tonefaldet var næsten beklagelig, men tilstrækkeligt bestemt, til at hun vidste, at det ikke ville nytte at presse ham. Men alligevel vidste hun, at hun ikke kunne herfra uden at vide, hvad det var, som han ikke ville fortælle hende.
"Har du nogen ide om, hvordan det er at miste nogle og ikke vide hvad der er sket med dem." spurgte hun og prøvede at appellere til hans samvittighed. Efter lidt tøven rystede han næsten umærkelig på hovedet.
"Nej, det ved jeg ikke. Men jeg forstår godt, at du prøver at finde ud af det. Men jeg kan ikke hjælpe dig. Jeg har ikke svaret" Det provokerede Mikala at han nægtede at hjælpe hende. Godt nok kendte hun ikke manden foran hende ret godt, men hun huskede ham mere venlig og åben, som hun havde set da hun ankom.
"Jeg vil heller ikke have dig til at give mig svaret. Jeg vil blot, at du skal hjælpe mig" ubevidst hævede hun tonefaldet en smule. Efter hans udtryk at dømme, var vreden i hendes stemme heller ikke til at tage fejl af.
Han satte sig på stolen med et opgivende udtryk, og lagde en beroligende hånd på hendes skulder, som sitrede ganske let af vrede.
"Du er nød til at forstå, at jeg gerne vil, men at jeg ikke kan. Det gør mig virkelig ondt med din far, det gør det virkelig, men jeg kender svaret lige så lidt som du gør. Oplysningerne om mordet på Erik Sander, kan jeg ikke give dig. Jeg tror heller ikke de vil hjælpe dig, for den sags skyld" Mikala ville gerne tro ham. Gå derfra og vide at der ikke fandtes nogen ledetråde, som ville afsløre sandheden. Men hun kunne ikke tro ham, for der var dele af det han sagde, som hun vidste ikke var sandt. Det lå ikke til hende at give op, og det havde hun ikke tænkt sig at gøre. Det handlede ikke længere kun om hendes far, men også om at finde ud af hvem Sander i virkeligheden var og hvilken forbindelse han havde til hende. Men lige nu vidste hun, at hun ikke vil få noget ud af ham.
"Så må jeg hellere se at komme hjem ad" sagde hun og rystede hånden af hendes skulder.
Han nikkede blot og rejste sig, for at følge hende ud til døren.
"Du kan jo ringe... hvis du pludselig skulle komme i tanke om noget" sagde hun. Han nikkede igen og rakte ud efter håndtaget på hoveddøren.
"Det skal jeg nok. Du må hilse din mor og... pas godt på dig selv, Mikala.
Da Mikala gik derfra var hun fyldt med en blanding af frustration og dyb forvirring. Hun vidste, at hun burde have spurgt mere ind til sagen. Samtalen havde på den ene side gjort hende mere forvirret end før, fordi han benægtede at sagen havde noget med hendes far at gøre og på den anden side bekræftet, at det var rigtig at grave i dette, fordi der var noget, som på en eller anden måde ikke helt var som det skulle være. Hvad det var, kunne hun dog ikke sætte fingeren på, men hun var fast besluttet på at grave dybere for at finde svaret, men lige nu vidste hun ikke, hvordan hun skulle komme videre. Det var svært at få noget ud af politimanden, men det var endnu sværere at få svar fra Sander. Især når hun ikke rigtig vidste hvad hun præcist ønskede at spørge ham om. Han virkede så mystisk, som om han gemte på en masse svar, som han ikke havde i sinde at nogen nogensinde skulle få.