Han havde stået sådan længe. Her ved lygtepælen. Den virkede beroligende på ham, sådan som den kastede sit kolde lys ned på vejen, vejen som strakte sig uendelig langt i begge retninger gennem det øde landskab. Han kunne godt lide lygtepælen. Der ville være en lang vandring forude bare for at nå til den næste lille lys-oase. Han havde ikke lyst til at slippe den, havde ikke lyst til at bevæge sig ud i mørket.
Det var jo ikke fordi han var bange for mørket, på disse kanter kunne der ikke være meget liv gemt deri. Han kunne bare ikke give slip. Armen hvilede på lygtepælen, og hovedet hvilede på armen. Han begyndte at studere sine sko, hver en syning var dækket af sand. Det sveg i fodsålerne, han trængte til at sidde ned. Men han ville ikke, han ville gå. Han skulle bare lige give slip på lygtepælen. Hvis han bare kunne fastholde denne tryghed. Denne varme, han følte.. Han vidste, at lyset – rationelt set – ikke kunne give ham varme, men det var alligevel nøjagtig, hvad han oplevede. Han kunne ikke give slip.
Han ville ikke kigge op, ville ikke se på vejen. Han havde prøvet det, det var derfor han nu stod, som han gjorde. Han havde følt en overmandende træthed ved synet af denne Midgårdsorm. Det var en uoverskuelig opgave, som han valgte ikke at påtage sig lige nu. Der måtte være en anden løsning. Måske, hvis han blev stående længe nok, ville alting ordne sig! Måske ville han blive samlet op, måske ville et hus vise sig i horisonten, bare et eller andet, som kunne afholde ham fra at skulle ud på den vej.
Han frøs. Han frøs ved tanken om at være fanget ved vejen, låst fast. Lygtepælen var hans ven, hans faste holdepunkt. Den var hans støtte og trøst. Han kendte hver en knast og revne i den. Han kunne mærke dens overflade helt ind i sjælen. Han frøs også, fordi de sidste varmende solstråler var forsvundet. Nu var de alene, ham og lygtepælen. Han kiggede op i skæret, missede med øjnene. Det var en høj mast, noget, han ikke tidligere havde lagt mærke til. Den var forbundet med de andre lygtepæle langs vejen. Den var også holdt fanget, fanget i normer og principper om dannelse. Han tilbød, at tage den med sig, men lygtepælen ignorerede ham. Det kunne jo heller ikke lade sig gøre, den måtte opfylde sine pligter, hvor den stod – han tilgav den.
Men hvis den nu kunne komme med, så ville han ikke være bange. Hvis de to sammen kunne følges ad på vejen... Nej, det var umuligt. Den var solidt plantet, og han måtte forlade den, hvis han ville videre. Han kunne ikke blive der for evig, det ville slå ham ihjel. Det havde aldrig været meningen, at han skulle være strandet her. Ah, til helvede med meninger, det var jo hans liv. Og hvis det skulle blive hans død, så måtte det bare være sådan. Han ønskede ikke at give slip.
En let svimmelhed var begyndt at indtræde og han lod den gøre det. Han kiggede forsigtigt på de andre lygtepæle, alle de mulige fremskridt. Han fandt den sidste, han kunne se, og fulgte den næsten helt ned til jorden, men ikke helt ned, for tænk, hvis han skulle komme til at se vejen. Det kunne han ikke gøre igen. Måske var der en by for enden af vejen? Eller måske noget andet godt? Han rettede sig forsigtigt op, strakte sig og lænede sig denne gang med ryggen op af pælen mod horisonten. Måske var der mere her i livet end det lygtepælen kunne give ham? Rigtig varme? Et måltid mad, vand! En kvindes bløde, følsomme hud?
Hvorfor blev han hængende? Når han kiggede på den sidste lygtepæl, følte han, at han burde søge dertil. Han ville gerne. Han havde også forsøgt at forlade lygtepælen nogle gange, men aldrig var han kommet længere væk, end lyset rakte. Det var som om lyset trak ham tilbage, før foden ramte den sorte jord. Egentlig vidste han godt, at det var ham selv, der valgte at blive. Det var sådan set heller ikke vejen, han var bange for. ...Men hvad var det så? Øjnene flakkede, fulgte hver en lygtepæl, han ville komme til at møde på sin vandring. Han vendte sig i foragt mod sin ven.
Hans ven, indså han nu, var ikke en ven. Den havde bedraget ham, stukket ham i ryggen, da han regnede med dens støtte. Den havde fastholdt ham i en situation, han slet ikke ønskede at være i. Hans største frygt for at forlade denne lygtepæl var, at der var så mange flere, han skulle løsrive sig fra, før han ville komme til at nå sit mål. Det var ikke den, det var dem alle sammen, højt knejsende, lokkende med deres kunstige lys og kolde overflade.
Nej, det var ham. Han var svag, han frygtede sin svaghed, frygtede at skulle tage kampen op bare én gang til. Men han måtte gøre det, han var nød til at prøve. Hvis han kunne forlade denne lygtepæl, kunne han gøre det igen. Han kiggede en sidste gang op i lyset, viftede farvel med hånden, vendte sig...
Og gik.