"Det er de sidste øl."
   Ole sagde det i et henkastet tonefald, der formodentlig skulle afværge den let forudseelige panik. Som regel var han god til den slags små manipulationer.
   Engang fik Theis et par flasker i hovedet på et værtshus. Hvorfor var der ingen, der vidste, ligesom der heller ikke var nogen, som så, hvem der gjorde det. For Theis betød det heller ikke noget. Blodet fossede fra hans hoved, og han var tydeligt omtumlet, men han kom alligevel på benene med det udtalte formål at finde sin angriber og få ham til at fortryde sin handling.
   Ole standsede ham.
   Hvordan han gjorde det, ved jeg ikke. På mindre end to minutter fastslog han til Theis' rædsel, at denne skulle på skadestuen, fik overbevist både Theis og mig om, at jeg holdt Theis hen, fik lagt en midlertidig dæmper på Suzys hysteri, og fik selv ringet efter en taxi.
   Ole var god til at skabe ro.
   Dog er der en væsentlig forskel på at kunne håndtere voldsepisoder og så at kunne håndtere alvorlige krisesituationer, som når otte mennesker løber tør for øl på den forkerte side af lukkeloven. Til alt held var der én, der kom i tanke om, at de på den nærmeste tankstation aldrig havde forstået den omtalte lov. I hvert fald ikke den del, der omhandlede at lukke for alkoholsalget ved butikkernes lukketid.
   Det blev hurtigt bestemt, at Theis og jeg skulle opsøge denne tankstation og proviantere.

Dengang gik vi altid.
   Byen havde ellers en, efter sigende, udmærket bybus, men vi benyttede den aldrig. Vi ville hellere bruge tre gange så lang tid på at gå end vi ville vente på bussen. Som om det var vigtigere at holde sig i bevægelse end at komme hurtigt frem. Denne aften var målet dog ikke længere væk, end at vi knapt en halv time senere kunne påbegynde tilbageturen med den eftertragtede kasse øl imellem os.
   For en sikkerheds skyld besluttede vi at foretage et par stikprøvekontroller af indkøbet på hjemturen. Dette havde samtidig den praktiske effekt, at det lettede byrden en smule. At det også resulterede i, at tempoet blev drastisk nedsat, kunne vi sagtens leve med.
   Det var en kølig og stjerneklar aften, vi havde gaderne for os selv, og himlen gav en smagsprøve på, hvad uendelighed er. Da vi ikke længere skulle nå noget, gik der derfor ikke lang tid, før vi begge gik med nakken lagt tilbage og studerede fremmede sole.
   Den slags var Theis god til. Han var som Guns'n'Roses' musik. I manges ører hård, støjende og aggressiv, men, for de der gad lytte, også vemodig, eftertænksom og fuld af længsel. Jeg burde vide det, for jeg har hovedparten af deres LP'er.
   Da vi var cirka halvvejs, slog vi os ned på kassen og drak endnu en øl, mens vi højlydt diskuterede, om den meget klare stjerne ret fremme var Nordstjernen. At vi var på vej i stik østlig retning, faldt os ikke ind. I stedet begyndte vi at skændes om, hvem af os den tilhørte. Theis mente, at det var hans, for "det havde den altid været", mens jeg mente, at man ikke bare kunne reservere en stjerne.
   Til sidst blev vi enige om, at dele den, men på betingelse af at ingen af os delte den yderligere med eventuelle kærester eller andre tilløbere. Derefter hankede vi atter op i ølkassen og fulgte vores Nordstjerne østpå, mens vi talte om mere jordbundne ting som livet i almindelighed, og i særdeleshed hvordan vi skulle undgå at blive slået ihjel af de andre for den lange ekspeditionstid.

Som den opmærksomme læser nok har regnet ud, blev vi ikke slået ihjel af de andre, men lever begge endnu. Min halvdel af stjernen er stadig udelt, men jeg holdt op med at følge den, da jeg fik styr på mine verdenshjørner. Om Theis har delt sin halvdel, ved jeg faktisk ikke. Jeg ved bare, at han stadig følger stjernen, selv om den altid fører ham mod øst, når han tror, at han går mod nord.
   Alligevel tager jeg af og til mig selv i at være lidt misundelig på ham. I det mindste holder han sig i bevægelse.