Jeg finder det sært, at folk ynker mig for min død.
   De samme mennesker, der ikke havde så meget som et venligt blik til overs for mig, da jeg var i live, bøjede sig over mit lig og mumlede:
   "Stakkels pige."
   "Så ung og fuld af liv, men nu så skændigt revet bort."
   "Hvilken uretfærdig skæbne. Hvilken uforståelig død."
   Besynderligt.
   Da jeg var iblandt dem og tiggede dem om forståelse og kærlighed eller i det mindste bare lidt krummer fra deres bord, havde de kun skældsord og spark at give. Nu har de medlidenhed med mig for min død, men forstår ikke, at den er det smukkeste, der er sket mig. I døden fandt jeg alt det, som de og livet ikke var villige til at give mig.
   Nu tager jeg det selv.
   Nu vil de erfare, at deres medlidenhed kommer for sent og intet tæller.
   Men til de af jer, der af et godt hjerte prøver at forstå, hvorfor jeg lod mit liv rinde ud ... Med jer vil jeg dele min historie.