Vi har dem alle, siger de kloge. Dæmoner altså. Nogle har mange, andre har få. Nogle har måske bare en lillebitte pjevset undskyldning for en dæmon, men giver den så meget plads og opmærksomhed, at den styrer "værtens" liv totalt. Andre har dæmoner så store og stærke, at de kontrollerer alt, hvad værten gør, men uden at de selv kan se dem.
Men fælles for dem alle er, at de er med til at skabe vores personlighed og vores adfærdsmønster. I mange situationer reagerer vi enten på grund af dem eller på trods af dem.

"Tænk, hvad Stewie Wonder havde kunnet udrette, hvis han ikke var blind!" var der engang én, der sagde til mig.
Formodentlig med den mening, at når manden kunne frembringe så fantastisk musik uden at kunne se, hvad ville han så ikke have kunnet gøre, hvis han kunne se.
Måske ingenting? Havde han kunnet se og kunnet spille fodbold med de andre børn, ville han måske være blevet almindelig lønslave og aldrig have opdaget, at han var et musikalsk multitalent. Måske fandt han oprindeligt sin interesse for musik, fordi han havde problemer med at se fodbolden?

En anden sagde til mig:
"Tænk, hvad vi kunne være blevet til, hvis vi havde fået en anden opvækst!"
Med den mening at vi begge har fået en lille dæmon i dåbsgave, der hvisker til os, at vi ikke skal have for høje tanker om vores formåen. Ikke fordi vi så vil blive jordet af Janteloven, men simpelthen fordi det ikke er interessant.
Vores forældre har måske troet, at de sagde:
"Vi er glade for, at du klarer dig godt, men selv om det går dårligt, skal du vide, at vi elsker dig alligevel."
Men det kan godt være lidt svært for et barn at gennemskue, når ordene kommer ud som:
"Ja, det skader jo ikke noget at drømme. Og flyt dig så! Du står i vejen for fjernsynet."
Det er hverken vanrøgt eller børnemishandling, og for mig havde det den enorme fordel, at jeg voksede op uden skyggen af præstationsangst. Man kan jo ikke fejle, for det er alligevel ikke interessant, hvordan man klarer sig. Modsat var det for mig heller ikke muligt at fastholde en præstationslyst, for det er jo alligevel ikke ...
Tænk, hvad jeg kunne være blevet til, hvis det havde været interessant!
Måske var jeg blevet dyrlæge, journalist eller atomfysiker. Eller måske ville jeg være bukket under for præstationsangst og have valgt en løbebane uden udfordringer for at undgå at lide alle helvedets kvaler, når jeg følte, at jeg ikke slog til.

Efter sigende er mit absolut stærkeste menneskelige træk empati.
Det kan jeg takke mine dæmoner for. Ingen er så gode til at lytte som de, der føler, at de ikke selv har noget at sige. Og ingen kan leve sig så meget ind i et andet menneskes følelser som de, der føler, at de ikke har ret til deres egne.
Nåja, så er jeg i øvrigt ret god til at analysere folks reaktioner og kan næsten tankelæse. En evne man opbygger ved at vokse op med forældre, som ikke kommunikerer, men nøjes med at reagere. Den ene med lynhurtige skift fra Dr. Jekyll til Mr. Hyde og den anden med skuffelse, hvis man gjorde noget forkert.
Lyder det som en koncert for solo-violin? Så skru ned for radioen!
Der er så mange oplevelser og mennesker, som jeg måske aldrig ville have stiftet bekendtskab med, hvis jeg havde været anderledes. Venskaber af den slags, hvor det er umuligt at afgøre, hvor den ene sjæl ender og den anden begynder. Følelser så stærke, at de kan flå sjælen i stumper og stykker.

Det paradoksale er, at jeg i dag har knyttet mig til mine dæmoner.
Jeg kender dem jo. Jeg ved, hvor de stammer fra og kan se dem, når de arbejder. Jeg kan modarbejde dem, når de forsøger at fortælle mig, at jeg ikke kan få, hvad jeg gerne vil have. Jeg har modarbejdet dem og fået, hvad jeg vil have. Men i stedet for at sætte dem på gaden én gang for alle og dermed blive herre i eget hus, klynger jeg mig til dem, for der er stadig en enkelt af dem, som jeg ikke har fået skovlen under.
En virkelig stærk satan, som enhver misbruger har stiftet bekendtskab med. Den dukker ikke op, før man tager kampen op mod dens fæller, men så! Pludselig er den der, stryger dig over håret og hvisker:

"Hvem er du egentlig uden os?"

Det er den, der får mange alkoholikere og stofmisbrugere til at falde i, netop som afvænningen ser ud til at lykkes. Og det er den, der får folk til at gå tilbage til dårlige forhold eller opgive det, der ellers ville kunne forbedre deres liv væsentligt. For når man har levet det meste af sit liv med en dæmon, så er den så filtret ind i personligheden, at den vil efterlade et hul. Og hvad skal man proppe i det hul?
Sådan et hul er utrygt. Man kan jo falde ned i det og slå sig slemt. Måske opdage, at hullet fylder hele sjælen. At man har bygget hele sit liv på en løgn. At man ikke er noget selv.
Jeg fyldte hullet med fred i sin tid, men glemte at forsegle dækslet.
Mit misbrug er de stærke følelser. Dem, der opstår på kanten af afgrunden og udspringer af desperation. Afgrunden må jeg holde mig fra for ikke at miste alt, men desperationen ...

"Hvem er du egentlig uden os?"