"Mor, hvad er klokken nu?"
   Annemette sukkede dybt.
   "Den er syv minutter i tolv, skat," svarede hun med tilkæmpet ro. "Så der er gået hele to minutter, siden du spurgte sidst."
   Hendes fem-årige datter nikkede tilfreds.
   "Klokken tolv skal vi altså holde mund i to minutter," bekendtgjorde hun.
   Annemette nikkede træt. Hun havde godt hørt noget om, at der skulle være to minutters stilhed for London-ofrene, men lige nu fandt hun det yderst tvivlsomt, at det virkelig skulle lykkes Josefine at holde munden lukket så længe. I så fald ville det være første gang i en lille uendelighed.
   Nu er du ikke rimelig, irettesatte hun sig selv. Det er ikke Josefines skyld, at Kenneth er et egoistisk svin.
   "Se her, Josse!" sagde hun og spændte sit ur om datterens spinkle håndled. "Når begge visere peger lige op i luften, så er klokken tolv. Og så skal du være stille, indtil den store viser har rykket sig to takker."
   Hun følte sig fristet til at sige, at det var den lille viser, der skulle rykke sig to takker, men mindede igen sig selv om, at det ikke var pigens skyld. Hvis bare Kenneth for pokker kunne prøve at overholde deres aftaler. Det var ham, der skulle have Josefine i denne uge.
   Hun vendte tilbage til sin mobiltelefon og nikkede bare til Josefine, da hun sagde et eller andet om én, der hed Sammy og sprang af sted igen. Hun måtte finde en eller anden, der kunne aflaste hende lidt her.
   Ikke, at Josefine var et vanskeligt barn, men nu havde hun haft ferie i to uger og Annemette følte det, som om hun var blevet snakket ind i ørerne uafbrudt i samfulde fjorten dage. Det eneste, hun ønskede, var et par dage uden børnesnak.
   Hun så efter datteren og fandt hende på den anden side af sandkassen i samtale med en mørklødet mand.
   Mobilen bippede bydende og hun vendte ryggen til dem. Yes! Farmor kunne godt tage hende. Hvor skulle de mødes og hvornår?
   Først da aftalen var på plads, kom hun atter i tanke om barnet. Pigen sad stadig på bænken, men nu var hun alene.
   Annemette lagde telefonen i lommen og rejste sig. De måtte hellere se at komme af sted.
   "Josse," kaldte hun og fik øjenkontakt med datteren hen over sandkassen.
   Pigen sendte hende et bebrejdende blik og pegede ivrigt på uret.
   Hun nikkede og gjorde i stedet tegn til, at Josefine skulle komme med. De kunne vel være stille i to minutter, mens de gik. Pigen rystede på hovedet og pegede med tommelfingeren på bænken bag sig, hvor der stod en rygsæk.

En rygsæk ...

Tiden gik i stå, og selv følte hun, at hun bevægede sig i slowmotion, da hun begyndte at løbe over mod Josefine.
   Josefine.
   Lille Josefine, som hun netop havde gjort så meget for at finde pasning til.
   Så hun selv kunne holde fri.
   Hvad fanden havde hun tænkt på?
   Hun nåede bænken, flåede sin datter op i armene og begyndte at løbe. Tasken udstødte en hyletone og hun kastede sig til jorden, mens hun forsøgte at dække barnet med sin krop.

Der skete intet.

"Mor," klynkede Josefine under hende. "Du maser mig."
   En hulken undslap Annemettes sammensnørede bryst og langsomt løftede hun hovedet for at se, hvad der skete. Manden, som Josefine havde snakket med, kom løbende til og da han knælede ved siden af dem, så hun i hans ansigt, at hun ikke behøvede at forklare.
   Tårerne talte deres tydelige sprog.

Annemette slap ikke sin datters hånd, da de gik fra legepladsen fulgt af mandens ulykkelige undskyldninger. Josefine snakkede som et vandfald og aldrig havde hendes stemme haft en smukkere klang i Annemettes ører.

Heal The World
   Make It A Better Place
   For You And For Me
   And The Entire Human Race
   There Are People Dying
   If You Care Enough
   For The Living
   Make A Better Place
   For You And For Me
   (Michael Jackson)