Solen var på vej ned bag de højeste huse og vinterens tidlige mørke var ved at sænke sig over East End, da jeg som en søvngænger låste døren bag mig og for måske sidste gang gik gennem de smalle stræder. Jeg brændte af feber og mit åndedræt lød hvæsende og besværet. Den kolde nat i gyden havde alligevel krævet sit offer og min krop kæmpede med en begyndende lungebetændelse.
   Jeg ænsede det ikke.
   Vidste ikke engang, om jeg var vågen eller stadig lå halvt bevidstløs på min seng og kun oplevede dette i febervildelser.
   Der var ikke mange mennesker i gaderne og de, der var, færdedes i små grupper. Frygten for gamle Jack lurede endnu. Måske var jeg den eneste, der vidste, at han ikke længere var en trussel? Der gik et stykke tid, før det gik op for mig, at den bekymring, jeg læste i forbipasserendes ansigter, skyldtes mig selv. Folk kastede et enkelt blik på mit blege ansigt og veg så uden om. Bange for, at jeg skulle smitte dem.
   Et øjeblik følte jeg en dyb, knugende sorg over at blive udstødt på denne måde. Vel havde jeg aldrig haft mange nære venner, faktisk var Mary Jane nok min eneste rigtige veninde, men jeg havde altid følt mig accepteret i kvarteret. Nu vendte alle mig ryggen og overlod mig til min egen skæbne udelukkende for at redde deres eget skind.
   Så hørte jeg atter den dragende, uimodståelige stemme, der havde fået mig til at stå ud af sengen og forlade mit værelses trygge rammer.
   "Bare lidt endnu, lille Lavinia. Jeg ved, at du er træt og næsten ikke orker mere, men jeg har brug for dig, min elskede."
   Mr. Cain.
   Lyden af hans stemme gav mig nye kræfter og det lykkedes mig at vakle de sidste yards op til den bredere Commercial Street.
   Så udmattet var jeg, at jeg ikke engang hørte lyden af hovslag mod brostenene, før en hest vrinskede bag mig og en stemme kommanderede holdt. Forskrækket trak jeg mig ind til en husmur, hvorfra jeg stirrede undrende på køretøjet.
   Det var ikke en almindelig drosche, men en rigtig karet af den slags, der ellers aldrig kommer dybere ind i East End end til karetmagernes gade. Både vognen og de to heste var sorte som natten, mens alle beslag og spænder skinnede som sølv. Selv kusken var sort som ibenholt, men da han smilede til mig, åbenbarede han kridhvide, fejlfri tænder.
   "Miss Lavinia?" forhørte han sig venligt.
   Jeg nikkede. Rystet, men mærkeligt nok ikke overrasket.
   "Jeg kommer fra Lord William af Kains slægt," fortsatte kusken. "Herren kan endnu ikke forlade sin bolig, men han bad mig hente Dem."
   Jeg nikkede igen og lod viljeløst den sorte kusk hjælpe mig op i kareten. Mens han omsorgsfuldt pakkede mig ind i et tykt tæppe og bekymret mumlede noget om mit helbred, spurgte jeg forsigtigt:
   "Hvad mente De med, at Mr. Cain ikke kan forlade sin bolig endnu? Er han syg?"
   Manden så overrasket på mig og derefter mod vest, hvor solens sidste stråler netop anedes på himlen. Så smilede han igen.
   "De skal ikke bekymre Dem, Miss Lavinia. Herren kender ikke til sygdom og han vil uden tvivl stå klar til at modtage Dem på trappen, når vi ankommer. Snart vil De også have det meget bedre."

Den venlige kusk fik ret. Jeg faldt i søvn i de bløde sæder og da kareten holdt stille, var det Mr. Cain selv, der vækkede mig og hjalp mig ned på gaden. Fuldstændig beruset af hans tilstedeværelse lod jeg ham lede mig op ad havegangen til et kæmpestort, hvidt hus med så mange spir og balkoner, at det svimlede for mig.
   Det blev en pragtfuld aften.
   Jeg følte mig som en dronning, da Mr. Cain omgående tilkaldte tjenestefolk, der gav mig et varmt bad og fantastiske, nye klæder. Selv blev han siddende i et lille forværelse og ventede på, at han kunne følge mig til bords i salonen. Som alt andet i Mr. Cains hus var salonen stor, smuk og overdådigt oplyst af et utal af olielamper. Da jeg satte mig til bords derinde, var det svært for mig at tro, at det stadig var mørk nat udenfor.
   "Spis, min elskede!" opfordrede min velgører og skænkede vin i krystalglasset ved min tallerken.
   Selv lænede han sig bare tilbage i stolen og betragtede mig med et uransageligt blik.
   "Skal De ikke selv spise, Mr. Cain?" spurgte jeg forlegent.
   Egentlig havde jeg slet ikke lyst til mad. Selv om jeg var sulten og aldrig havde set så dejlig mad før, var jeg stadig generet af smerter i hals og bryst og var ikke sikker på, om jeg ville kunne få en bid ned.
   "William!" irettesatte han mig. "Vi er ikke fremmede og bør ikke tiltale hinanden som fremmede. Vi har delt både din varme og din livskraft. Vi er ligeværdige, Lavinia."
   Åh, hvor de ord varmede mit hjerte, der for kort tid siden havde følt sig så alene i denne kolde verden. Det føltes, som om det svulmede i mit bryst og sendte blodet igennem mine årer med en brusende kraft, som jeg aldrig tidligere havde følt.
   Jeg bemærkede, at han ikke havde besvaret mit spørgsmål og stadig hverken spiste eller drak, men selv om jeg ikke forstod det, nævnte jeg det ikke igen. I stedet underholdt han mig med historier fra hele verden, mens jeg spiste en smule og fik mere vin.
   Han havde været så mange steder og oplevet så mange ting, at det var uforståeligt for mig, hvordan han havde nået det hele på så kort et liv. Jeg lod mig så fuldstændigt opsluge af hans behagelige stemme og milde latter, at jeg glemte både mig selv og de generende sygdomstegn.
   Først over midnat så han pludselig angerfuldt på mig og udbrød:
   "Men lille Lavinia, hvorfor har du dog ikke sagt, at du trænger til hvile? Og hvad er jeg dog for en elendig undskyldning for en gentleman, at jeg sidder og snakker, mens min elskede er ved at falde ned fra stolen af træthed."
   Han ringede med en lille klokke og bad en stuepige om at følge mig til mit værelse og sørge for, at jeg fik, hvad jeg havde behov for.
   "Selv må jeg desværre forlade dig for en tid," sagde han beklagende, "men mine tjenestefolk vil gøre alt, hvad du beder om og jeg vender tilbage så hurtigt, som det er muligt."
   Jeg må have set bekymret ud, for han greb min hånd og knugede den kærligt, da han tilføjede:
   "Jeg lover, at det er sidste gang, vi skilles. Fremover skal vi altid være sammen."

Det var ikke muligt for min elskede William at vende hurtigt tilbage.
   De første uger måtte jeg bruge al min energi på at bekæmpe lungebetændelsen, men mine tanker forlod ham aldrig og ofte, når natten begyndte at falde på, følte jeg, at han søgte kontakt med mig i mine tanker. Efterhånden som jeg blev rask, virkede dagene længere og længere og uroen i mit hjerte voksede time for time, indtil omkring solnedgang, hvor hans trøstende stemme dukkede op i mit sind.
   Julen kom og gik og jeg var stadig alene i det store hus. Det vil sige; tjenestefolkene var der og præcis som William havde lovet, adlød de mit mindste vink. Jeg vinkede nu ikke ret tit, for da jeg først var rask nok til at forlade sengen, følte jeg mig faktisk lidt fjollet ved ikke selv at gøre alle de ting, som jeg altid havde været vant til at gøre. Men selv om tjenestefolkene behandlede mig med venlighed, var de også ret reserverede og jeg begyndte at savne nogen at snakke med.
   En eftermiddag et par dage før nytår bevægede jeg mig derfor for første gang ud i byen. Til at begynde med nød jeg bare at mærke den friske luft i lungerne og solen i mit ansigt, men det varede ikke længe, før jeg blev opmærksom på, at folk omkring mig så skævt til mig. Først troede jeg, at det skyldtes min baggrund, men da jeg tilfældigt fik øje på mit spejlbillede i en stor butiksrude, forstod jeg, at det ikke kunne være tilfældet.
   Tiden i huset på Regent Street havde gjort mig godt. Jeg så sundere ud end nogensinde før og da jeg var iklædt en af de mange kjoler, som William havde købt til mig, lignede jeg ikke den hore fra East End, som jeg egentlig var. Alligevel skyede det pæne borgerskab mig som pesten.
   Langsomt krøb ensomheden atter ind i mit hjerte og jeg begyndte at gå hjemad. Hurtigere og hurtigere gik jeg, mens ansigterne på forbipasserende syntes mere og mere fremmede og ondsindede. Da jeg kun var ganske få meter fra lågen ind til Williams hus, blev min vej blokeret af en kvinde klædt i en prangende kåbe med pelskanter.
   "Nå, sådan ser hun ud, den lille hore," gjaldede hun og hendes stemme lød som et tågehorn i mine forskrækkede ører. "Hun tror vel ikke, at hun kan narre os med sine fine kjoler og næsen i sky? Næh, vi ved skam godt, hvor Mr. Cain har hentet hende."
   Jeg stirrede overrumplet på hende. Hvis jeg havde mødt hende for en måneds tid siden på en beværtning i East Side, skulle jeg nok have forstået at svare hende igen, men den sidste tid var jeg kun blevet behandlet med venlighed og omsorg og denne kvindes åbenlyse fjendtlighed kom fuldstændig uventet.
   "Se ikke sådan på mig, tøs!" fortsatte hun arrigt og hendes ord sved som en piskesnert i mit ensomme hjerte. "Du tror, at du er vores ligeværdige, men vi ved udmærket, hvad der foregår i det hus. Hvordan du sælger din krop til den ... morder."
   Det sidste ord spyttede hun ud med en sådan afsky, at jeg krøb uvilkårligt sammen.
   Hun lo ondskabsfuldt.
   "Ja, nu er hun nok ikke så kry mere. Vi ved alle, at hun har solgt både sin krop og sin sjæl og vil brænde i Helvedes evige ild sammen med sin herre."
   Hun så ud, som om hun havde mere at sige, men hun nåede det aldrig, for i det øjeblik fyldtes luften med en besynderlig pibende lyd. Vi drejede begge hovedet efter den og i silhuet mod den nedgående sols sidste stråler, så vi et både fantastisk og skræmmende syn.
   En enorm mørk sky steg op bag husene og nærmede sig hurtigt.
   Det var flagermus.
   Hvor de kom fra, ved jeg ikke. Måske fra det nærliggende Hyde Park. Måske fra en fabriksskorsten. Under alle omstændigheder burde de slet ikke være vågne på denne tid af året, men det var de. De burde heller ikke være aggressive, men alligevel dykkede hele flokken ned imod os og angreb den ubehagelige kvinde med pibende skrig.
   Et øjeblik stod jeg som forstenet og forventede, at de også ville kaste sig over mig, men så rev jeg mig løs og efterlod den rædselsslagent kæmpende kvinde til sin skæbne. Selv løb jeg hurtigt op ad havegangen og kastede mig ind gennem døren, som jeg smækkede bag mig.
   Gispende af rædsel lænede jeg mig op ad dørens inderside og lyttede til kvindens skrig, der langsomt forstummede. Så begyndte jeg at græde.

"Lavinia? Lille elskede Lavinia ... hvorfor græder du?"
   Williams bløde stemme trængte langsomt igennem min egen hulken og jeg løftede langsomt hovedet imod ham. Han stod på trappen og iagttog mig med bekymring i sine smukke øjne, men da jeg rakte ud efter ham, skyndte han sig hen til mig og lagde armene om mig.
   Med rystende stemme fortalte jeg ham om de beskyldninger, som kvinden var kommet med og hvordan flagermusene havde angrebet hende.
   "Jeg beklager," sagde William og strøg mig trøstende over håret. "Jeg kunne ikke komme selv, før solen var borte."
   Der gik et øjeblik, før betydningen af hans ord gik op for mig. Så smilede jeg, da jeg forstod, hvilken fantastisk magt min elskede havde. Jeg burde måske være blevet bange eller have følt afsky for ham, men det gjorde jeg ikke. Og hvorfor skulle jeg? Ingen havde nogensinde behandlet mig så godt som han.
   Han trak mig ud fra sig og så mig granskende ind i øjnene.
   "Vil du stadig være min?" spurgte han.
   Jeg nikkede.
   "Du vil aldrig mere få solen at se," advarede han. "Mennesker vil forfølge dig, når de får mistanke om din sande natur og blodets varme må du stjæle fra dine ofre."
   Jeg nikkede igen.
   "Det forstår jeg."
   Han smilede kærligt til mig og for første gang gjorde han ikke forsøg på at skjule sine spidse hjørnetænder. Så smukke og skinnende hvide. Jeg smilede tilbage og blottede min hals.

Jeg finder det sært, at folk ynker mig for min død.
   Men de, der af nysgerrighed og sensationslyst deltog i min begravelse, kunne selvfølgelig heller ikke vide, at jeg kun ventede på solnedgang for atter at kunne forlade min sarkofag i Williams familiegravsted.
   Så snart horisonten havde slugt den gloende ildkugle, der nu kan forvandle mig til aske, stod min elskede op og skubbede det tunge låg til side, så jeg kunne begynde min nye tilværelse. Døden var ikke en ubetinget rar oplevelse, men den ligger nu bag mig og jeg er fuld af fortrøstning for fremtiden.
   William og jeg skal på bryllupsrejse til Europa.
   Jeg tror, at 1889 bliver et godt år for os.