Mit liv er ikke en køn fortælling, men heller ikke anderledes end så mange andres. Derfor vil jeg undlade at fortælle om min opvækst, da denne hovedsageligt var præget af slid, fattigdom og håbløshed. I stedet vil jeg springe direkte til det år, hvor min skæbne tog en uventet drejning.
   Året var 1888.
   Det var sidst på efteråret og Jack the Rippers skygge lå som en kvælende dyne over London. Aldrig havde der lydt så mange bønner til Gud fra East Ends beskidte gader, hvor sult, elendighed og menneskeligt fordærv ellers færdedes hånd i hånd.
   "Guds straf," hviskede de fine damer fra byens bedre borgerskab, mens de fodrede deres fede skødehunde med delikatesser så dyre, at pengene kunne have brødfødt hele min familie. "Det er, hvad der kommer af utugt og vellyst. De forbryder sig imod Herren og nu straffer Han dem."
   Og så gøs de af rædsel og glædede sig over, at den modbydelige morder endnu ikke var dukket op i deres bydel.
   For de prostituerede i East End var der ikke noget at glæde sig over. Vi måtte arbejde for at overleve, selv om det kunne koste os netop livet. Som Manden med Leen gik gamle Jack imellem os og ingen vidste, hvornår han igen lod sin skrækkelige kniv lyne og efterlod sit femte offer.
   Mange af pigerne satte deres lid til, at Gud hørte deres bønner og holdt hånden over dem, men hverken jeg eller min veninde Mary Jane havde meget tillid til Gud. Hvorfor skulle vi have det? Han havde aldrig hjulpet os før.

"Kunne vi ikke rejse væk?" foreslog jeg håbefuldt en aften i november, hvor Mary Jane og jeg sad på et værtshus og fik et krus øl. "Ud af East End. Til et finere kvarter. Finde et sted med fred og ro, hvor vi kan glemme, at vi nogensinde har boet i det her rottehul."
   Mary Jane smilede glædesløst.
   "Du drømmer, lille Lavinia. Hvor i hele dette land tror du, at de vil åbne armene for et par horer som os? Hvis det var så simpelt, ville der jo allerede være folkevandring ud af East End."
   Jeg trak på skuldrene. Mary Jane havde nok ret. Det plejede hun at have, men helt kunne jeg ikke slippe tanken. Vi kunne vel i det mindste forsøge. Måske vi kunne skaffe penge nok til at købe anstændigt tøj og så kunne vi måske få arbejde som barnepiger. Eller på en fabrik.
   Mary Jane tømte sit krus, sprang op fra bænken og trak kjolen næsten helt op om ørerne for at rette på sit strømpebånd.
   "Så skal der arbejdes," sagde hun hårdt, "og skulle jeg rende på gamle Jack i nat, vil jeg møde ham med glæde. Så behøver jeg i det mindste ikke spekulere over, hvordan jeg får mad i morgen."
   Hendes ord fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Uanset hvor elendigt mit liv var, ønskede jeg ikke at afslutte det i en baggård med halsen skåret over.
   "Sådan må du ikke sige," hviskede jeg forskrækket. "Tænk, hvis han hører dig."
   Mary Jane lænede sig ind over bordet og kyssede mig hastigt på panden.
   "Tag det nu roligt, lille pige! Ingen har mødt ham siden Cathy i september. Han vender måske aldrig tilbage. Han er sikkert blevet spærret inde på den galeanstalt, hvor han burde have siddet hele tiden. Tænk nu ikke mere på dét, men brug din energi på din familie!"
   Jeg nikkede lydigt. Min fader var blevet alvorligt syg og jeg havde lovet min moder at komme hjem og hjælpe til med alle mine små søskende, indtil han var kommet i jorden. Som tingene så ud, var det kun et spørgsmål om dage.
   Mary Jane sendte mig et fingerkys og forsvandt ud af døren.
   Det var sidste gang, jeg så hende.

Min fader har altid været vedholdende som en gadekøter. Når han fik fingre i noget, nægtede han at give det fra sig, om han så skulle bide sig fast i det. Og det var netop, hvad han gjorde med livet, da han mærkede, at det var ved at blive taget fra ham. I over en uge kæmpede han med Døden, selv om det var tydeligt for enhver, at han aldrig kunne vinde. Først den 18. November gav han op. 47 år gammel.
   Da var det ni dage siden, at Mary Jane havde sit rendez-vous med gamle Jack og hun var allerede begravet, da jeg vendte hjem.
   Godt det samme, mente de andre og fortalte mig gysende, hvordan min kære veninde var blevet båret væk i flere dele. Hendes bryster ... Hendes smukke bryster, som hun var så stolt af og som kunne fordreje hovedet på enhver mand ... Gamle Jack havde efterladt dem på bordet ved hendes side sammen med dele af hendes krop, som aldrig burde have set dagens lys.
   Stakkels, hårde Mary Jane, der altid havde været så sød ved mig, blev 25 år.
   Alene tilbage i East End stod jeg. Lille Lavinia, som Mary Jane plejede at kalde mig, selv om jeg kun var fire år yngre end hende. Lille Lavinia. Hvad skulle der nu blive af mig?

I dagevis gik jeg omkring som i en døs.
   Tiden gik, som den plejede. Jeg arbejdede for at overleve, selv om jeg egentlig ikke forstod hvorfor. Jeg havde mest lyst til bare at lægge mig på min seng og vente på Døden. Men det kunne jeg ikke. Selv om mit hjerte var knust og mine tanker et sort, dybt hul, fortsatte min krop automatisk med at udføre de ting, som var nødvendige for at holde den i live.
   Men så en aften skete det, der skulle vise sig at ændre hele mit tilværelse.
   Jeg mødte William Cain.

William Cain var ikke en almindelig mand.
   Det vidste jeg allerede, da jeg så ham.
   Jeg stod i en port kun et stenkast fra Millers Court, hvor Mary Jane havde mødt sin skæbne, og min første tanke var, at han måtte være selveste Mr. Ripper. Ja, sådan tænkte jeg på ham. Jeg, der aldrig havde omtalt Mary Janes morder som andet end gamle Jack. Men det øgenavn passede slet ikke på William Cain.
   Han var ung, velklædt og fantastisk smuk. Hans hud var så lys, at den næsten syntes gennemsigtig, hans tykke hår glødede som hamret kobber og han bevægede sig med en ynde, som jeg aldrig tidligere havde set hos noget menneske.
   Selv fyldebøtterne på gaden bemærkede, at der var noget specielt ved ham. Ingen råbte smædeord efter ham eller forsøgte at tigge penge fra ham. I stedet trak de til side og betragtede ham næsten andægtigt, når han passerede dem. Det var, som om selve gaden syntes at bemærke, at den ikke var ham værdig.
   Jeg stod som forstenet og havde kun to tanker i hovedet; dette var Jack the Ripper og selv om han naturligvis kun kom til East Side i sin jagt efter et nyt offer, så ville jeg følge ham til Verdens Ende. Denne mand ville jeg skænke min krop, mit hjerte og mit liv.
   Og til min store forbløffelse udvalgte han mig. Lille Lavinia, der aldrig havde haft en mand, som ikke stank af sved og sprut. Som plejede at lukke øjnene og drømme om elskere kun halvt så smukke som denne mand, mens hun blev befamlet og taget af pustende stoddere gamle nok til at være hendes fader.
   Med en stemme så blød og gylden som honning fortalte han mig, at han var interesseret i en ganske særlig tjeneste. Hans øjne syntes at suge mig ind i et sanseløst berusende univers og selv om jeg var overbevist om, at denne tjeneste ville betyde en ynkelig død, havde jeg svært ved at modstå ham. Havde slet ikke lyst til at modstå ham.
   Alligevel vandt min hårdt prøvede livsvilje. Det gjorde forfærdelig ondt i mit hjerte, men det lykkedes at løsrive mig fra hans blik og med et lille skrig af både angst og sorg løb jeg fra ham.

Jeg nåede dog ikke langt.
   I min panik løb jeg direkte ind i en blindgyde og mens jeg med hamrende hjerte forsøgte at finde en flugtvej, blev jeg pludselig grebet bagfra af brutale hænder, der holdt mig fast og trak mig med ind i en krog, mens en hæs mandsstemme overdængede mig med skældsord.
   Det hele gik så hurtigt, at jeg ikke engang nåede at skrige. Med en hånd under min hage trak han mit hoved bagover, så min strube var blottet. Ud af øjenkrogen så jeg i et panisk glimt en kniv blinke i skæret fra månen og jeg tror faktisk, at jeg lo. I hvert fald husker jeg tydeligt en hysterisk latter, der ikke stammede fra nogen mand. Min forbandede livsvilje havde fået mig til at flygte fra en åbenbaring af en mand kun for at kaste mig i armene på gamle Jack.
   Så hørte jeg en sær hvæsen, grebet om min hage slækkedes og jeg var ikke sen til at udnytte chancen. Jeg sprang væk fra kniven, der ikke længere var til fare for mig og gjorde front imod både min angriber og min redningsmand.
   Gamle Jack var død.
   Ingen tvivl om det.
   Jeg vendte mig lige i tide til at se den smukke skabning, som jeg var flygtet fra, rive hans grimme hoved af og kaste det fra sig på jorden, som om det var en uskadeliggjort rotte.
   Så besvimede jeg.

Imens gyden og gamle Jacks lig var ude af min bevidsthed, levede jeg i den underligste drøm.
   Min redningsmand bøjede sig over mig og hjalp mig op i siddende stilling. Med blide bevægelser strøg han mit hår væk fra ansigtet, rettede på min kjole og hviskede:
   "Så smuk. Så levende. Så varm."
   Jeg gøs, men ikke af ubehag. Hans hænder var kølige, men omsorgsfulde.
   "Hvad er dit navn, lille pige?" spurgte han venligt.
   "Lavinia," hørte jeg min egen stemme svare. "Lavinia Peters."
   Han smilede ganske svagt. Så svagt, at jeg ikke burde kunne se hans tænder, men alligevel fandt månelyset vej til en hjørnetand, der syntes ualmindelig spids.
   "Lavinia," gentog han drømmende. "Lille Lavinia fra East End. Hvorfor flygtede du fra mig?"
   Jeg begyndte at græde. Jeg kunne ikke forklare ham om den angst, som jeg pludselig havde følt, da jeg så ind i hans øjne. Og slet ikke om mit brændende ønske om at følge ham, hvorhen han gik.
   "Jeg kan tage dig bort fra denne usle verden, som ikke forstår at værdsætte din skønhed og dit gode hjerte," fortsatte han. "Jeg kan give dig alskens rigdomme, fjerne enhver angst fra din sjæl og give dig al den kærlighed, som du formår at tage imod. Det eneste, jeg beder om til gengæld, er lidt af din varme og din livskraft."
   Hans ord sendte ilinger af skrækblandet fryd igennem mig. Der var noget på samme tid skræmmende og dragende ved denne mand og selv i drømmen kunne jeg ikke bare give efter. Selv om han sagde, at han ikke ønskede mig ondt, var det, som om mit instinkt ikke troede ham.
   "Jamen, jeg ved jo ikke engang, hvem du er," svarede min stemme.
   En besynderlig reaktion, når man tænker på, at min krop var vant til at blive givet til fremmede, der ikke lovede mig andet end aftensmad.
   Han smilede igen. Som om mine indvendinger morede ham.
   "Mit navn er William Cain," fortalte han mig. "Og nu skal du sove, Lavinia. Når du vågner igen, er jeg borte, men jeg glemmer dig ikke og jeg lover, at vi ses igen. Sig nu, at du vil give mig, hvad jeg beder om og jeg skal opfylde alle dine drømme!"
   Jeg stirrede hjælpeløst ind i hans besynderligt hypnotiske øjne og mærkede mit hoved bevæge sig op og ned i en bekræftende nikken.
   "Jeg vil give dig, hvad du beder om," hviskede jeg.
   Så lukkede mørket sig om mig.

Jeg vågnede ikke igen før næste morgen.
   Da var jeg alene i gyden. Liget af gamle Jack var borte og det eneste, som vidnede om, at der var sket noget voldsomt på dette sted, var blodsporene. Det var også nok til, at jeg troede på, at jeg virkelig havde oplevet det. At overfaldet ikke havde været en del af den besynderlige drøm, som jeg svagt huskede.
   Selv følte jeg mig mærkeligt svag.
   Min krop var stiv af den december-kulde, der kunne have dræbt mig, men ikke havde gjort det. Jeg frøs ikke engang, men jeg rystede som en drukkenbolts hænder og havde svært ved at se klart. Det var, som om verden kom og gik i lys og mørke. Alligevel lykkedes det mig at komme på benene og vakle hjemad. Jeg mødte ikke mange mennesker på vejen, men de få, jeg passerede, så alle på mig med både uro og afsky. Først da jeg kom hjem og så mig i spejlet, forstod jeg hvorfor.
   Jeg lignede en omvandrende død.
   Solen kommer sjældent helt ned i East Sides slum og vi, der bor der, er derfor lige så blege som de aristokratiske damer i West End, der om sommeren må skjule sig bag fine parasoller for at beskytte deres hud. Denne morgen var min hud dog ikke bare bleg. Den var grålig.
   Mine øjne, som almindeligvis er blå, så næsten sorte ud. De lå dybt i deres huler og brændte af en feber, som jeg ikke følte. Mit hår ... min stolthed, fordi det almindeligvis havde mere glans end de andre pigers, lå fladt og livløst på mit hoved, som om en ondsindet person havde raget mit smukke, brune hår af og erstattet det med en farveløs bunke halm.
   Jeg så ud, som om nogen havde suget livet ud af mig.
   Mens jeg stod der foran mit gamle, krakelerede spejl og med stigende rædsel iagttog mit sygdomsprægede ansigt, opdagede jeg noget på min hals. To bittesmå sår, der hvor den store blodåre ligger lige under huden.
   Jeg forstod det ikke.
   Jeg var sikker på, at Jacks kniv aldrig så meget som strejfede mig og selv om den havde gjort det, ville den vel have efterladt en rift? Ikke to små sår, der mere lignede mærker efter en yderst forfinet åreladning.
   Forsigtigt førte jeg hånden op til mærkerne og rørte ved dem. Mine fingerspidser føltes kølige mod huden, men selv havde de ingen følsomhed. Jeg kunne se i spejlet, at de rørte min hals, mærke dem mod min hud, men mine fingerspidser registrerede det ikke. Det var, som om de sov, men uden den sædvanlige snurrende prikken.
   Så begyndte værelset at dreje rundt. Først langsomt og derefter hurtigere og hurtigere. Med opbydelsen af mine sidste kræfter fik jeg slæbt mig over på sengen, inden jeg igen overgav mig til bevidstløshedens mørke.