Jeg husker det stadig. Det var et af en teenage drengs hedeste ønsker, der blev opfyldt, da jeg fik et fotografiapparat til min konfirmation. Jeg er ikke teenager mere for det var i 1956.
En af mine onkler havde påtaget sig at indkøbe gaven. Han var selv lidenskabelig amatørfotograf med en Rolleiflex eller var det "kun" en Rolleicord, jeg husker det ikke mere, men det var absolut et kamera i den dyre ende. Nu havde han så påtaget sig den opgave, for noget af familien, at finde et apparat til mig, der dels virkelig kunne bruges til at fotografere med, og dels kunne holdes inden for budgettet. Valget var godt. Et Agfa kamera til formatet 6x6 film. Når man åbnede beredskabstasken og trykkede på en udløser fældede apparatet en forklap ud med objektiv og lukker for enden af en kort bælg.
De første billeder, jeg tog, var af mine forældre og søster, så byttede vi fotograf ud, så jeg selv kunne komme med på et billede. Jeg stod der foran Roskilde Domkirke og så meget sej ud i mørk habit og charmepropel til den pæne hvide skjorte. Det var i oktober og svinekoldt, så det var måske også grunden til det barske udtryk. Og så var jeg kun 15, og der skal man helst se ud, som om man har styr på det hele og kan tryne resten af verden, hvis det skulle blive nødvendigt.
Nå, jeg kom bort fra emnet. Nogle af mine sparsomme konfirmationspenge røg til en meget fin kopiramme, så jeg kunne lave kontaktaftryk af mine film, for der var ingen tvivl i min sjæl, jeg havde fået en hobby med mange muligheder, og de skulle udnyttes. Min økonomiske formåen var absolut til at overse, så der skulle spares, og de første billeder blev da også lavet liggende på knæ foran en kommode i entreen. Det var det eneste sted, der kunne mørklægges ordentligt og papirbillederne blev fremkaldt i en sjat af den dyre fremkalder hældt op i en underkop, og derefter fikseret i en anden underkop.
Det var skam spændende, og snart begyndte jeg da også at strejfe noget omkring for at tage andre billeder end de traditionelle fotos af familien. Sådan noget kostede film, og de var dyre, så jeg var at finde foran fotoforretningerne, når de åbnede vinterudsalget, for der var altid en kasse med film, hvor sidste salgsdato var overskredet, og de kunne fås for en slik. Som oftest kunne de godt bruges alligevel, når bare de blev brugt hurtigt, og det blev de. Jeg begyndte også selv at fremkalde filmene i en Paterson tank. Lidt skåle fik jeg forærende, da min moster begavede mig med noget kasseret udstyr fra en røntgenafdeling, der var faktisk nogen rigtig gode ting imellem. En blitz fik jeg også fat i. De var ikke så almindelige, for de brugte engangspærer, der så højst besynderlige og mælkeagtige ud, samt blev forbandet varme, når de var fyret af. Alt i alt kravlede ekstraudstyret, der altid blev leveret i små læderetuier med en snolde til at sætte på kameraets rem, op af samme rem og kom til at fylde en del.
Kreativiteten voksede og noget af skolens lærdom om optik kom mig til gode, da jeg blev interesseret i nærfotografering af meget små ting. Det nærmeste man kunne komme, med det kamera, var ca. en meter, men så kunne man bruge forsatslinser. Problemet var bare, at det ikke var sådan at finde ud af, om man havde indstillet skarpt eller ramte ved siden af motivet, for den almindelige søger duede ikke mere, når man kom tæt på, og skarpheden kunne kun kontrolleres ved at tage filmen ud og erstatte den med et stykke smørrebrødspapir, derefter åbne lukkeren på "B" og så finde billedudsnittet og skarpheden. Det var naturligvis for besværligt, og det var her skolens visdom kom mig til hjælp, så jeg efter en enkel optisk formel kunne regne mig ud til, hvad afstanden til et motiv skulle være med en ekstra linse som forsats.
Tændstikhoveder, blomster, frimærker og småmønter måtte holde for i disse øvelser, og jeg lavede tabeller med afstande, så jeg med et målebånd bagefter kunne måle mig frem til den korrekte afstand for en given linse.
Det gik med andre ord strygende, men mit højtelskede kamera kunne ikke rigtig stå for mosten og gav op efter et par år. Heldigvis havde jeg lige bestået min realeksamen med et særdeles godt resultat, så mine forældre forærede mig ikke bare et nyt kamera, men også et forstørrelsesapparat, for naturligvis ville jeg nu dels gerne lave forstørrelser, men også skifte det kostbare filmformat 6x6cm ud med det langt mere handy 24x36mm format.
Det var et pragtfuldt kamera, Akarelle hed det, og så var der dobbelt søger med indspejlede billedudsnit for de forskellige objektiver, der kunne anvendes til fotografiapparatet, alt i alt signalerede det, at her var en fotograf, der både kunne noget og ville noget med sin fotografering. Men sådanne fine udtryk brugte man ikke den gang. Det lå blot i luften.
Jeg har det endnu. For et par år siden "døde" en af mine spejlreflekser en kold vinterdag med gode billeder. Jeg smuttede hjem under dynen, der måtte fungere som mit mørkekammer, pillede filmen ud og flyttede den over i Akarellen, og tog resten af filmen færdig med særdeles godt resultat. Selv om jeg måtte sjusse mig til belysningen og huske at indstille afstanden, samt et par andre småting, jeg havde glemt i de mellemliggende mange mange år.
Det lykkedes mig faktisk på et eller andet tidspunkt at få sparet sammen til en såkaldt elektronblitz. En blitz med pærer var for dyr i brug, men elektronblitz var kostbare i anskaffelse, tunge og uhandy. Den bestod af en fakkel med blitzen, der var forbundet til kameraets synkronudløser, samt et batteri, man havde over skulderen i en rem. Det hele indkøbt efter omhyggelige studier i Kamera, der var et lille blad, som blev udgivet af fotohandlerne og indeholdt tekniske beskrivelser af alt det udstyr, der var på markedet. Dette blad blev slidt i laser, hver gang jeg kunne få fat i et nyt nummer, og det var grundlaget for mange drømme om mere udstyr og flere muligheder.
Blitzen gav også andre muligheder, da det skete, at folk forvekslede mig med en pressefotograf, og jeg derfor fra tid til anden havde held til at møve mig frem, hvor det ellers kunne være meget vanskeligt at komme.
Årene gik og spejlreflekskameraet kom inden for min rækkevidde. Jeg fremkaldte alle mine film selv og lavede somme tider forstørrelser af billederne. For indrømmet mørkekammerarbejdet var ikke min stærke side. Det var ganske enkelt for bøvlet at rydde til og fra, når jeg endelig holdt en seance i mørkekammeret, hvor jeg som oftest koncentrerede mig om et par ganske få billeder og lavede dem så godt, jeg nu kunne finde ud af det.
Til gengæld begyndte jeg at skyde farvedias, og det var ganske spændende, specielt da en dansk kemiingeniør havde opfundet et kemisæt, så man selv kunne fremkalde sine Ferraniacolour film, det var uhyre kompliceret og skulle gøres meget nøjagtigt, ellers gik det galt med uoprettelige følger til resultat. Det skal dog retfærdigvis siges, at jeg aldrig kiksede en sådan fremkaldelse. Kemisættet blev leveret i små poser og var beregnet til at fremkalde fire farvefilm med. Jeg havde naturligvis hverken tålmodighed eller tid til at vente på at få samlet fire film, så jeg lavede væskerne og gemte dem. Det kunne godt lade sig gøre for alt andet end selve fremkalderen, der ikke kunne holde mere end højst en uge, men jeg kom ud over problemet ved at dele fremkalderens kemikalier i fire portioner ved hjælp af en brevvægt. Et af kemikalierne, det mest følsomme, dyreste, og naturligvis også noget, der lavede pletter, som aldrig ville kunne fjernes, blev leveret i en lille pose på blot fem gram. Det havde jeg ikke udstyr til at veje af, så det blev lagt ud på et stykke foldet papir i en ensartet bane, nærmest som om det var kokain til snifning, og derefter delt op i fire portioner. Systemet virkede faktisk og farvefilmene på kun 15 DIN = 25 ISO blev korrekt fremkaldt og holder den dag i dag.
Tiden gik, som den nu gør, og udstyret voksede og kameraer blev slidt op. Så kom de mange store udenlandsrejser, hvor der var rig lejlighed til at få billeder i kassen, når jeg altså ikke skulle arbejde med det, jeg trods alt fik mine penge for. Sjovt nok lykkedes det mig altid at få et arbejde, hvor der var mulighed for at tage fotos også til arbejdsbrug. Instruktions billeder, en kunstsforenings samling, før den blev udloddet til medlemmerne og mange andre opgaver, der krævede, at jeg enten tog billeder, der skulle bruges til en eller anden præsentation eller til illustration i en artikel, jeg selv havde skrevet. Højdepunktet var, da jeg på en PR opgave tog næsten alle billeder til en lysbilledserie og selv skrev den engelske tekst til "speaken". Professionelle satte serien op til at køre på tre synkroniserede projektorer og en professionel speaker læste min tekst med musik til. Overordentlig effektfuld. Det fine her var naturligvis, at der hele tiden skulle laves lidt her og der efterhånden som tiden gik og tingene ændrede sig. Spændende og kreativt, og ingen blandede sig i det, så længe de blot var tilfredse med det færdige resultat. Og jeg var bestyrer af firmaets beholdning af video og still kameraer. Engang på en udstilling fik vi stjålet hele vort udstyr blandt andet en blitz, jeg var temmelig glad for. Den var helautomatisk, og som jeg yndede at sige det, så kraftig, den kunne riste brød på flere meters afstand.
Der var nu ingen slinger af den grund, jeg måtte i byen og købe nyt udstyr, hvad jeg selvfølge gjorde med glæde. Da min administrerende direktør så det kamera, jeg havde valgt, grinede han skævt og sagde noget om, at jeg havde valgt et rigtigt egoistkamera, som kun jeg kunne finde ud af, så jeg kunne havde det i fred for mig selv. Jeg må indrømme, at det var ret godt set. Men som jeg indvendte, så var godt værktøj det halve af arbejdet.
Det nye medium video trængt sig frem, og jeg gik da heller ikke ram forbi, men fik fat i et par kameraer både til firmabrug og privatbrug. Vi havde to i firmaet, og den administrerende direktør og marketingdirektøren var altid vildt uenige om, hvem, der skulle havde hvilket kamera med på ferie. Jeg løste problemet på bedste vis, ved et år at tage først på sommerferie medbringende det bedste af kameraerne. Så kunne de slås om resten. Det bevirkede da vist for resten, at den administrerende direktør omsider købte sit eget, og nogen tid efter stillede jeg nede i den samme forretning og pruttede med forhandleren om et også. Jeg ville kun købe på den betingelse, at jeg fik 30 kroner mere rabat end direktøren. Det var nu mest for sportens skyld, for kameraet kostede omkring 12000.
Jeg hoppede på videobølgen, selvfølgelig gjorde jeg det, som tekniker er jeg et legebarn og kan godt se, hvad der er bedst. Dog var det efterhånden lidt besværligt at rejse med begge dele, ja, man kunne godt føle sig som lidt af et pakæsel. Et spejlrefleks med hele svineriet, ekstra linser, blitz og hvad ved jeg, kommer let op på 4 til 5 kilo. Et videokamera vejer måske ikke så meget i dag, men dengang fyldte det en del mere og kunne godt veje et par kilo eller tre. Så det gik en overgang ud over fotograferingen, da man kunne udtrykke lidt mere med videoen. Syntes jeg da dengang. For en hjemmevideo uden redigering er en mildest talt tam affære uanset, hvor genial fotografen ellers har været. Samtidig gik mit seneste spejlreflekskamera i stykker og det bevirkede, at videoen vandt slaget - troede jeg.
Status i dag er dog lidt af en anden. Med en PC og et videoredigeringsprogram, kan jeg gøre alt det ved mine videoer, som jeg ønsker at gøre, helt ned på splitsekunds nøjagtighed, lægge musik og tale ind og så videre, ja endda skære enkelt billeder ud til "still" brug, hvis jeg får lyst, men hvor er glæden ved det lille enkle kamera, der intet vejer og kan tages med overalt, hvis jeg vil? Jeg har fundet det. Det er fylder som to pakker cigaretter, vejer kun 300 gram og kan tages med overalt. Det erstatter med andre ord næsten fem kilo kameraudstyr, og dertil kan det ligeså meget som de fem kilo og så ganget med ti. Endelig er tiden i mørkekammeret, det der altid blev forsømt, nu erstattet med Pc'ens billedbehandlingsprogram, og jeg kan tage billeder, det før var umuligt at tage med spejlreflekserne og de skrappe tele- eller vidvinkel linser for slet ikke at tale om den lysfølsomhed et moderne digitalkamera har.
Tiden er gået hurtig i de næsten 50 år, men teknologien, da der først kom rigtig gang i digitalteknikken er løbet endnu stærkere. Lad mig, efter hukommelsen citere et fotoblad fra slutningen af halvtresserne.
"Man kan vel forvente, at det ad åre bliver muligt at lave en slags elektronisk afstandsmåler, der kan indstille kameraet automatisk, men hvad skal det dog bruges til. Det vil sikkert også blive muligt med en automatisk belysningsmåler, men det forekommer ikke så sandsynligt på indeværende tidspunkt. Der i mod vil et videokamera til privatbrug nok aldrig blive aktuelt, dels vil det koste mindst en halv million, og dels vil det veje flere hundrede kilo."
Sådan noget kan vi grine af i dag, hvis vi vil, men var det ikke en direktør fra IBM, der engang sagde: "Behovet for computere på verdensbasis vil aldrig overstige 5!!!" For slet ikke at tale om en vis Bill Gates, der skulle have sagt: "Ingen absolut ingen får nogensinde brug for mere end 512 kB RAM."

I dag savner jeg ikke spejlrefleksens bløde smæld. Mit nyeste stykke legetøj, digitalkameraet har indbygget en funktion, der får det til at sige klik i en lille højtaler, når jeg tager et billede!
Men jeg vil sige tak til alle analogkameraerne for godt selskab rundt om i verden og for de mange gode oplevelser vi har haft sammen.