mørket og tavsheden er mit gemmested
det er det eneste sted jeg kan finde fred
men jeg går snart ud af mit gode gamle skind
for den lange tid i mørket har gjort mig blind
min sjæl er overtaget af et dystert sort sind
lyset kan ikke overleve hvis det kom derind
mit indre er bittert og betændt af vrede
fyldt med falsk håb som jeg må hade
ensomheden og stilheden har gjort mig gal
der er snart ingen hjemme på første sal
jeg ligger bare og tænker med et sørgeligt smil
det her bliver nok mit sidste hvil