(7. kapitel. Kan læses uafhængigt af de andre kapitler)

Døren blev revet op. Jo stormede ud og stillede sig med hænderne i siden. "Hvor er mine penge?" råbte hun. Moren så uinteresseret på hende. "Hvad for nogen penge?" spurgte hun så. Grammatik havde aldrig været hendes stærke side.

"De penge, jeg havde liggende under min seng. De er væk. Hit med dem!" Jo rakte hånden frem. Moren grinede. "Du har ikke nogen seng. Hvordan kan du have penge liggende under noget, du ikke har?" Jos raseri steg flere grader. "Under min madras! Jeg havde penge gemt dér, så jeg kunne have dem i fred. Hvornår får jeg for øvrigt en seng?"

Moren virkede upåvirket. "Rolig nu. Jeg har ikke så mange penge for tiden. Du skal nok få dine penge igen. Og en seng. Snart." Jo trampede i gulvet. "Når du siger snart, betyder det aldrig. Jeg kender dig. Jeg vil have mine penge nu!"

"Hvis det haster så meget, så gå ned og aflever de tomme flasker. Så kan du få dine penge."

"Adr. Jeg gider ikke røre ved dine klamme ølflasker. Du har garanteret brugt mine penge på øl."

"Vel har jeg ej," svarede moren fornærmet. "Jeg brugte dem til smøger."

"Det er næsten lige så slemt. Øv, hvor er du tarvelig!" råbte Jo, trampede i gulvet og løb ind på værelset. Døren blev knaldet i, så væggene rystede.

Hun smed sig på madrassen. Der var mørkt i rummet. Pæren i loftslampen var sprunget. Hun havde på fornemmelsen, at det ville tage sin tid, inden pæren blev skiftet. Hun kunne ikke selv nå derop.

Hun strakte sig og fandt frem til dukken. Hun knugede den ind til sig og kyssede den i håret. Dukken havde fulgt hende, så længe hun kunne huske. Den havde mørkt kruset hår. Engang kunne den lukke øjnene, når den blev lagt ned. Nu kunne den kun lukke det ene øje. Det andet havde sat sig fast. Dukken havde et grønt sæt tøj på. Det ene bukseben hang slapt ned, for dukken havde mistet et ben.

"Bo" hviskede hun til dukken. "Hvorfor er du ikke her sammen med os? Vi kunne dele værelse. Jeg kunne hjælpe dig med lektierne, og du kunne hjælpe mig med at lave mad. Vi kunne lege ude i baggården. Spille bold og bygge huler." Hun nussede dukken, mens hun lå dér i mørket.

Efter et stykke tid blev Jo træt af at ligge alene i mørket. Hun tog dukken med ind i stuen. Hun satte sig i den fjerneste ende af hjørnesofaen. Hun sad med dukken på skødet.

"Har du den grimme dukke endnu?" spurgte moren hånligt og tog en stor slurk øl.
   Jo trak dukken tættere ind til sig. "Mo er ikke grim!" svarede hun fornærmet.

Moren grinede. "Mo? Hedder den dét?"

"Ja," svarede Jo. "Den har taget navneforandring."

"En dukke, der tager navneforandring? Jeg har aldrig hørt noget så åndssvagt," udbrød moren og rullede med øjnene.

"Han måtte jo ikke hedde dét, han hed. Så nu hedder han Mo." Hun lagde dukken ned og legede, at hun skiftede ble på den.

"Er du ikke snart for stor til at lege med dukker?" spurgte moren.

Der var tilsyneladende intet af interesse i fjernsynet. Det plejede at være derfor, hun gav sig til at drille datteren.

"Jeg bliver aldrig for stor til Mo," svarede Jo studst. Lidt efter spurgte hun forsigtigt: "Hvornår skal vi besøge ham?"

"Din dukke?" spurgte moren. "Du har den jo dér."

Jo sukkede. "Du ved godt, hvad jeg mener. Det er længe siden, vi sidst besøgte ham."

"Han har en anden familie nu. Jeg nægter at tilbringe ét minut med den skrækkelige, snobbede familie," sagde moren bestemt.

"Må jeg besøge ham selv? Jeg kan sagtens finde ud af at tage bussen frem og tilbage," spurgte hun optimistisk.

"Nej!" lød svaret prompte. "Du skal heller ikke være sammen med den flok snobber."

"Jamen..."

"Jeg gider ikke snakke mere om det." Moren smed en sofapude efter Jo.

"Jamen, jeg savner ham," sagde Jo på grådens rand.

"Hold mund!" vrissede moren og kylede endnu en sofapude i hovedet på Jo.

"Savner du ham ikke? Det kan da ikke kun være mig, der savner Bo."

Moren var rasende. "Hvad har jeg sagt om det navn? Jeg vil ikke høre det!" skreg hun og slyngede den sidste pude gennem luften. Den ramte ikke målet, men væltede flasken på bordet. "Klodsmajor! Se nu, hvad du har gjort! Hvad er der galt med dig?" råbte moren.

Jo sprang ud i køkkenet og hentede gulvkluden. Den lagde hun på søen af øl. Så hentede hun gulvspanden. Hun lå på knæ og skiftevis tørrede øl op og vred kluden over gulvspanden. Da der ikke kunne tørres mere op, gik hun ud i køkkenet og fandt en pakke flormelis til at drysse på pletten.

"Lad være med at træde i det," sagde hun og pegede på flormelisen. Først da kom hun i tanke om, at det måske var kartoffelmel, hun skulle have brugt. Hun blev enig med sig selv om, at det nok var lige meget.

Hun gik ud i køkkenet igen og vaskede gulvspanden og skyllede kluden. Uanset hvor meget hun skyllede kluden, blev den ved med at lugte af øl. Hun smed den til vask.

Hun stod og overvejede sine muligheder. Så gjorde hun noget, hun havde svoret for flere år siden, at hun aldrig mere ville gøre: Hun åbnede køleskabet, fandt frem til den koldeste øl, fandt oplukkeren og knappede flasken op med et svup. Hun gik ind i stuen og satte flasken på bordet. "Værsgod," sagde hun stille. Moren så på hende og svarede: "Tak."

Jo satte sig igen med dukken på skødet i den anden ende af sofaen.

"Kom her," sagde moren og klappede på lårene. Jo kikkede usikkert på hende. "Kom her," gentog moren lidt mere bestemt og slog lidt hårdere på lårene. Jo nærmede sig langsomt med dukken i favnen. Da hun kom indenfor rækkevidde, løftede moren hende op på skødet. Jo krammede Mo, og moren krammede Jo. Moren kyssede datteren i håret. Så hviskede hun så stille, at det knap var hørligt: "Jeg savner ham jo også..."