Hun var ikke mere end lige kommet indenfor døren, da moren sagde: "Kom og sæt dig. Vi skal planlægge."
Den seneste uge havde moren været mere mor, end hun havde været længe. Hun havde lavet aftensmad, gjort rent og spurgt interesseret til Jos skoledag.
"Planlægge hvad?" spurgte Jo. "Din fødselsdag selvfølgelig. Der er ikke længe til."
Jo satte sig i sofaen ved siden af moren. "Skal vi ikke bare gøre som vi plejer? Jeg bager boller, moster kommer med kagemand, og så drikker vi kakao til," sagde Jo. Moren tog en blyant og et stykke papir og skrev JO 11 ÅR øverst. "Nu skal du ikke være så kedelig. Lad os planlægge. Hvem vil du invitere?" Jo så undrende ud. "Dem vi plejer: dig og mig, moster og onkel." "Hvad med nogen fra din klasse? Eller fra klassen over eller under? Dem, du leger med i frikvartererne. Lad os invitere mange flere, end vi plejer," sagde moren ivrigt.
Jo sukkede. Hun var ret sikker på, at ingen fra skolen ville komme til hendes fødselsdag. Hun kom heller ikke til deres fødselsdage. Det var mange år siden, hun sidst havde været til en børnefødselsdag, der ikke var hendes egen. "Ikke nogen fra skolen. Jeg vil hellere, at det bare er familien." Moren puffede til Jo. "Ej, kom nu. Hvem leger du med i skolen?" Jo indså, at moren ikke ville opgive projektet. "Jeg kan godt invitere hende den nye pige på skolen. Hun hedder Siv. Og så inviterer jeg Bent fra købmandsbutikken. Og ikke flere."
Moren rynkede brynene. "Bent? Vil du have din chef med til din fødselsdag?" "Sagde du ikke, at vi skulle invitere flere, end vi plejer?" spurgte Jo defensivt. "Godt ord igen! Skal vi købe indbydelser, eller laver du dem selv?" ville moren vide. Jo sagde, at hun bare ville spørge, om de kunne komme til hendes fødselsdag. Ikke noget med skriftlige indbydelser.
Papir og blyant blev skubbet over bordet. "Skriv, hvad du ønsker dig hér," sagde moren. Jo tog imod. Hun skrev et enkelt ord, inden hun skubbede papiret og blyanten tilbage. Moren læste og udbrød: "Du må da ønske dig noget mere end en seng." Jo rystede på hovedet. Det var alt, hvad hun ønskede sig.
Moren tog et nyt stykke papir. Hun skrev INDKØBSLISTE. Hun remsede op, mens hun skrev: "Mel, gær, mælk, smør, ost, pålægschokolade..." Jo protesterede: "Ikke ost OG pålægschokolade. En af delene er nok. Ellers bliver det for dyrt." Moren var uenig: "Pjat! Skal vi holde fest, eller skal vi ikke holde fest? Hvad skal vi mere købe?"
Efter en del snakken frem og tilbage blev de enige om resten af de ting, der skulle købes.
Næste dag i skolen ledte Jo efter Siv i skolegården. Der gik ikke lang tid, før hun fandt hende siddende på en bænk. Jo gik over til hende.
"Hej," sagde hun. Siv smilede til hende. "Må jeg sætte mig?" spurgte Jo. Siv nikkede igen. De tykke kinder hoppede, når hun nikkede.
De sad et stykke tid i tavshed. Så brød Jo tavsheden og sagde: "Jeg plejer at sidde på den her bænk i frikvartererne." Siv rejste sig hurtigt op og skulle til gå at et andet sted hen at sætte sig. Jo greb hende i ærmet og trak hende ned på bænken igen. "Det var ikke ment på dén måde. Jeg ville bare fortælle, at jeg også kan lide at sidde lige her. Man har udsigt over hele skolegården, og når solen skinner, er det bare det bedste sted at sidde."
Siv kikkede forventningsfuldt på hende. Jo vred hjernen for at finde på mere at sige.
"Hvor boede du henne før?" spurgte Jo hende. Siv lagde hovedet på skrå og så uforstående på hende. Jo spurgte: "Er du ikke flyttet? Er det ikke derfor du har skiftet skole?" Siv rystede på hovedet, så de røde krøller dansede om ansigtet på hende. "Hvorfor har du så skiftet skole?" spurgte Jo. Siv vendte ansigtet bort uden at svare. "Undskyld," sagde Jo stille. "Det var ikke for at snage." Siv sagde stadig ikke noget.
Jo gav sig til at svinge med benene. Siv betragtede hende et øjeblik og gav sig så også til at svinge med benene.
"Er du glad for den her skole?" spurgte Jo hende. Siv trak på skuldrene. "Du har selvfølgelig ikke været her så længe, så det er nok svært at svare på endnu." Der opstod igen en lang pause.
"Nå, men... Jeg kom egentlig for at spørge, om du vil komme til min fødselsdag," sagde Jo, da hun havde fået taget mod til sig. Siv rystede stille på hovedet. "Åh...," sagde Jo og forsøgte at skjule sin skuffelse. Hun rejste sig op for at gå sin vej. Siv tog fat i hendes arm og så bedende på hende. "Bliv." Det var første gang, Jo havde hørt Sivs stemme.
Noget forvirret satte Jo sig ned igen. Hun besluttede sig for ikke at sige noget. Nu måtte det være Sivs tur.
Efter flere minutters stilhed blev det alligevel for meget for Jo. "Du siger ikke så meget, hva'?" spurgte hun. Siv rystede smilende på hovedet. Endnu en pause. Selv om hun ikke var sikker på, at hun ville vide svaret, spurgte hun: "Hvorfor vil du ikke komme til min fødselsdag?" Siv sukkede. "Jeg må ikke." Det kunne Jo ikke forstå. "Du har da ikke spurgt dine forældre endnu. Jeg har ikke engang fortalt, hvornår jeg holder fødselsdag." Siv sukkede igen. "Ingens fødselsdag," lød det kryptiske svar. Jo tænkte lidt over det og spurgte så: "Mener du, at du aldrig må være med til fødselsdage?" Siv nikkede bekræftende. "Hvad så med din egen fødselsdag?" spurgte Jo nysgerrigt. Siv vendte hovedet væk. Det var åbenbart hendes måde at vise, at hun ikke ville tale om det.
For at skifte emne spurgte Jo: "Hvilket fag kan du bedst lide?" Siv lyste op, og der kom et glimt i hendes små øjne. Svaret lød: "Frikvarter!" De grinede begge to. I det samme ringede det ind. De skulle i hver sin retning. Siv så bedende på Jo: "Kommer du igen?" Jo svarede: "Ja, vi ses i næste frikvarter," inden hun løb ind til time.
Da Jo kom hjem den dag, var hun bare lige inde at vende for at få mad og skifte tøj. Så smuttede hun ned i butikken, hvor hun hjalp til et par gange om ugen. Som sædvanlig fløj tiden af sted. Det var et dejligt frirum for hende i butikken. Ingen bekymringer om morens alkoholforbrug, at hun blev holdt udenfor fællesskabet i skolen eller andre triste tanker. Det var pænt af Bent at lade hende hjælpe til. Hun følte sig som en rigtig medarbejder, selv om hun selvfølgelig ikke var det på papiret.
Om aftenen fortalte Jo om sin dag til moren, mens de spiste aftensmad.
"Bent kan ikke komme til min fødselsdag. Han og hans hustru skal noget andet den dag. Siv kommer heller ikke. Hun siger, at hun aldrig må komme til fødselsdage. Jeg tror ikke engang, at hun selv holder fødselsdag." Moren udbrød: "Uff! Er hun én af dem? Hold dig fra hende!" Jo så uforstående på moren. "En af hvem? Hun er altså vildt sød." Moren lod sig ikke overbevise: "Bare hold dig fra hende. Du risikerer at blive hjernevasket." Jo grinede af morens overreaktion. "Jeg tror ikke, at Siv kan hjernevaske nogen. Hun siger ikke ret meget." Moren virkede sur, da hun sagde: "Ja, ja. Gør som du vil. Men du skal ikke komme og sige, at jeg har advaret dig, hvis du bliver hjernevasket!" Jo rettede hende: "Du skal ikke komme og sige, at jeg IKKE har advaret dig." Moren fangede ikke meningen og udbrød: "Ja, se hvor nem du er at påvirke! Du står og gentager mig. Du ville være nem at hjernevaske. Bare hold dig fra hende, okay?" Jo krydsede fingrene bag ryggen. Hun sagde med sin mest artige stemme: "Jeg skal nok holde mig fra hende. Jeg siger, at hun skal gå hen til sine klassekammerater, hvis hun taler til mig igen." Moren smilede tilfreds.
Der blev ikke snakket mere om hverken kammerater eller fødselsdag den dag.