Sønnen var på en uges sommerferie. Før i tiden ville husbonden have passet dyrene selv, men det var ovre de dage. Han var træt og nedslidt. Han kunne ikke længere magte det hårde arbejde selv. Derfor kom der en husbondafløser morgen og aften.

Benene var stive og ømme. Det gjorde ondt for hvert skridt han tog. Energien var som suget ud af ham. Det var ikke sket fra den ene dag til den anden. Det var de mange års arbejde på gården. Han havde altid været tynd og ikke særlig muskuløs.

For nylig havde han fået endnu en bekymring. Hans hustru havde meddelt, at hun ville flytte. Hun ville ikke skilles, men hun havde i mange år drømt om en lille lejlighed. Hun var træt af at vente med aftensmaden til sent på aftenen. Hun havde også svært ved at overskue den store have, rodet og støvet i huset. Efter at børnene var flyttet hjemmefra var huset ligesom for stort til to personer.

Husbonden forstod ikke, hvorfor hun ville flytte. Han kunne ikke overskue at skulle bo alene, selv lave mad og gøre rent. Han var i forvejen nærmest kronisk træt. Hvordan skulle han så kunne klare det huslige arbejde også? Han kunne ikke lave mad og rengøring havde han heller ikke forstand på.

Husbonden og hustruen havde sovet i hver sit rum i flere år. De snorkede begge to, og deres sengetider var vidt forskellige. Derfor var begge tilfredse med den ordning. En nat vågnede hustruen og kunne ikke falde i søvn igen. Hun gik ind i stuen, satte sig i sofaen og tændte sig en smøg. Hendes blik faldt på haven. Hun undrede sig. Hvor var solsengen blevet af? Hun var temmelig sikker på, at den havde stået der tidligere på dagen. Hun røg færdig, gik i seng igen og tænkte ikke mere på den forsvundne solseng.

Næste morgen bankede det hårdt på døren. Hun vågnede med et sæt. "Min mand har sovet over sig" tænkte hun og gik ud for at åbne døren. Udenfor stod husbondafløseren. Han så vild ud i ansigtet. "Han ligger i malkerummet. Han er død" sagde den unge mand.

Hurtigt tog hustruen en flyverdragt på udenpå nattøjet. De løb over til gården. Synet i malkerummet var rystende:

På en solseng lå husbonden med barndommens bamse i favnen. På et bord stod en buket blomster. På væggen hang en salme og ved siden af et avisudklip, der begyndte med ordene: "Jeg er træt. Jeg kan ikke mere..."

Ud ad malkerummet sivede udstødningsgas fra både havetraktoren og fodervognen. Husbonden så ud som om han sov. Han så fredfyldt ud, som om han ikke havde en eneste bekymring i hele verden. Men det havde han jo sådan set heller ikke længere...