(6. kapitel. Kan læses uafhængigt af de andre kapitler)

Hele dagen havde Jo glædet sig til at komme på arbejde. Normalt gjorde hun sig umage i skolen og lyttede opmærksomt, men i dag havde hun været ukoncentreret.

Endelig ringede klokken ud efter sidste time. Hun skyndte sig ud i skolegården, og hun småløb hele vejen hjem.
   Hjemme tog hun en mellemmad, skiftede tøj og børstede tænder. Der var stadig en time til, hun skulle af sted. Hun fandt støvsugeren frem og gav hele hytten en tur.

Mens hun støvsugede, regnede hun ud, hvor lang tid der var til hendes 11 års fødselsdag. Hun havde ikke store forventninger til dagen. Det var mange år siden, at hun var holdt op med at have urealistiske forventninger til sin fødselsdag. Hendes moster plejede at komme forbi med en dyr gave. Så plejede de to søstre at diskutere penge. Moren forsøgte hver gang at lokke penge ud af sin søster. Nogle gange med held. Andre gange uden. Det var bedst, når de hurtigt blev enige om et beløb. Ellers endte det i et skænderi. Jo rystede på hovedet. Det var dumt at tage sorgerne på forskud.

Hun kastede et blik på uret. Hun pakkede støvsugeren væk. Det var ved at være tid. "Jeg smutter nu," sagde hun til kvinden på sofaen. Hun fik et forvirret blik som eneste svar. "Det er torsdag. Jeg hjælper Bent i butikken tirsdag og torsdag eftermiddag. Remember?" Endelig kom der et svar. "Ja ja, det ved jeg da godt. God tur." At den kvinde er min mor, er mig en gåde, tænkte Jo. Hun kan ikke huske fra sin næse til sin mund. Eller også interesserer hun sig bare ikke for sine omgivelser og medmennesker.

Udenfor var det koldt. Hun trak sin tynde jakke tættere om sig. Heldigvis var der ikke langt til købmandsbutikken. Hun gik af sted med et smil på læben. Pludselig stoppede hun op. Hun stod som en statue midt på fortorvet. "Jeg kan ikke tage på arbejde. Jeg gjorde mig selv totalt til grin overfor Bent sidst. Pinligt, pinligt, pinligt," tænkte hun.
   "Hvordan kunne jeg dog finde på at holde ham i hånden? Hvorfor i alverden er jeg også så barnlig? Han har sikkert fortalt de andre ansatte om, at jeg tog ham i hånden, da han fulgte mig hjem. De griner af mig, når jeg kommer på arbejde. Jeg er nødt til at tage hjem. Jeg ringer og melder mig syg."

Hun vendte om og gik to skridt. Så standsede hun. "Jeg er aldrig syg. Og hvad skulle det nytte at melde mig syg? Jeg kan ikke melde mig syg i al evighed. Måske har han ikke fortalt det til nogen. Jeg tager på arbejde." Hun vendte sig resolut om.

Lige som hun skulle til at tage et skridt i retningen af butikken, gik hun i stå. Det blev kun til et halvt skridt. "Uanset om han har sagt det til nogen eller ikke, er det pinligt. Han vil grine af mig. Han vil tro, at jeg er et lille barn. Gisp! Måske tror han ikke, at jeg er et lille barn. Måske tror han, at jeg er forelsket i ham. Det vil være endnu mere pinligt. Eller vil det? Svært spørgsmål. Jeg går hjem. Jeg ringer og siger, at jeg ikke længere må arbejde i butikken. Jeg er ikke rigtig ansat, så det kan jeg sagtens ringe og sige."

"Jeg kan ikke gå hjem nu. Hvordan skal jeg forklare, at jeg gik på arbejde for fem minutter siden og kommer hjem allerede? Jeg er nødt til at gå på arbejde. Det kan være, at Bent har glemt alt om, at jeg tog ham i hånden. Alt vil være ved det gamle på arbejdet. Ingen problemer".

"Tror du selv på den?"

"Gamle mennesker husker ikke så godt. Det hedder denems eller demens eller sådan noget. Godt nok er Bent ikke så voldsomt gammel, men det er da en mulighed."

"Sikke noget ævl. Selvfølgelig har Bent ikke glemt det. Det var lige i forgårs, det skete. Jeg tager hjem nu og sætter mig i vaskekælderen i nogle timer. Så ser det ud som om, at jeg har været på arbejde."

Jo begyndte hjemturen. Hovedet var fuld af tanker. En lastbil kørte forbi. Der var en tegning af en kylling på siden af bilen. Hun tog det som et tegn.

"Kylling! Stands. Nu. Tænk. Hvad er det værste, der kan ske ved at tage på arbejde?"

"Tja, det er, at de griner af mig."

"Dør du af det?"

"Nej, det gør jeg ikke. Men det er også slemt, hvis Bent tror, at jeg er barnlig eller forelsket i ham. Selv om jeg ikke dør af det."

"Bortforklar."

"Bortforklar? Hvordan?"

"Det var en kold aften, da Bent fulgte dig hjem. Du frøs. Han frøs sikkert også. Du ville bare varme din hånd. Derfor tog du ham i hånden. Logisk forklaring. Den holder du stædigt fast i, uanset, hvad de andre siger."

"Genialt! Af sted på arbejde!" Hun gik med faste og bestemte skridt af sted. Hun måtte skynde sig for ikke at komme for sent.

Da hun var næsten henne ved butikken, slog det hende: Hun havde ikke bare holdt chefen i hånden. Hun havde sluttet af med at give ham et knus.

"Det går ikke. Jeg kan ikke snakke mig fra at have omfavnet min chef."

"Tænk dig om. Der må være en søforklaring, der holder. Det skal der være. Ha! Jeg har den: Det var glat på fortorvet. Jeg gled og slog derfor armene om Bent, for ikke at falde. Selvfølgelig! Hvorfor i alverden skulle jeg ellers slå armene om ham? Jeg er ikke noget lille barn, som tager afsked på den måde."

På slaget 2 trådte hun ind i butikken. Kassemedarbejderen hilste helt almindeligt på hende. Det samme gjorde den medarbejder, hun mødte på vejen igennem butikken. Jo åndede lettet op. Ingen problemer. Bent havde tydeligvis ikke fortalt om den pinlige hændelse til de andre.

Hun kom hen til kontoret. Hun blev stående i døren. Bent smilede til hende. "Hej, Jo. Præcis til tiden." Jo granskede hans ansigt, men der var intet forandret ved hans ansigtsudtryk. Han lignede ikke én, der troede, at hun var hemmeligt forelsket. Han lignede heller ikke én, der var ved at dø af grin. Hun åndede lettet op.

En helt almindelig arbejdsdag kunne begynde.