(5. kapitel. Kan læses uafhængigt af de andre kapitler)

Det var hundekoldt, og Jo skuttede sig. Hun satte farten op for at få varmen i benene og fødderne. Hun var på vej på arbejde. Hun var meget glad for sit arbejde. Hun var bare lidt ked af, at hun ikke måtte fortælle andre om det.
   Hun var kun 10 år, men hun følte sig ældre. Den lokale købmand havde givet hende lov til at hjælpe to timer to gange om ugen i butikken. Hun var ikke rigtig ansat. Det vidste hun godt. Det kunne hun først blive, når hun fyldte 13.

Varmen omsluttede hende i det øjeblik, hun trådte ind ad døren. Der var en behagelig varme i butikken. Hun gik en runde i butikken, inden hun gik ud på lageret. Bent var ikke at se nogen steder. Hun gik ind på kontoret. Der var han heller ikke. Hun gik op til kassen. Det var Merete, der have kasse-tjansen.

"Hej Merete. Hvor er Bent?" spurgte Jo. "Han er taget hjem. Han blev ringet op hjemmefra. Det var vist noget med et sprunget vandrør. Han kommer nok ikke lige foreløbig," svarede kvinden. "Jamen, så ved jeg jo ikke, hvad jeg skal lave i dag," sagde Jo. Merete så ud, som om hun var ret ligeglad. "Jeg vil gerne gøre noget, så han kan se, hvor dygtig jeg er," fortsatte Jo.

Merete tænkte sig om et øjeblik. "Hvis du virkelig vil imponere Bent, så skal du vaske kundekurvene," sagde hun med et ondskabsfuldt glimt i øjet. Det opdagede Jo dog ikke. I løbet af få minutter havde Merete sat Jo i gang med at vaske kurve med vand og sæbe ude på lageret.

Det kom bag på Jo, hvor svær kunsten kundekurvsvaskning egentlig er. Efter kort tid havde hun knækket to negle. Det stoppede hende dog ikke. Da hun havde vasket tyve kurve kunne hun mærke, at hun var ved at have taget på arbejdet. Det gik hurtigere og hurtigere. Merete sørgede for at forsyne hende med beskidte kurve og at hente de rene.

Da Jo havde fundet en god rytme i arbejdet, begyndte hendes tanker at tage på langfart. Hun tænkte på fremtiden. Når jeg bliver voksen, vil jeg tjene en million om året. Mindst. Og have et stort stereoanlæg. Og en lækker lædersofa. Og masser af venner. Og modetøj og høje hæle. Og... og...

Hun opdagede slet ikke, hvor våd hendes trøje blev af alt det vandpjaskeri. Bukserne med. Tiden forsvandt, eller også glemte hun den bare.

Merete fortsatte med at komme med kundekurve og hente de nyvaskede kurve. "Det er den sidste stabel," oplyste Merete på et tidspunkt. Jo opfattede det knap nok. Hun var langt væk i sin drømmeverden.

Halvvejs igennem den sidste stabel kurve, stod Bent pludselig henne i døren. "Jamen, Jo! Er du her endnu? Hvad er det, du er ved?" spurgte han. "Jeg vasker kundekurve," svarede Jo og smilede over hele hovedet. "Hvor længe har du været her i dag?" ville Bent vide. "Jeg kom på samme tid, som jeg plejer. Jeg ved ikke, hvad klokken er nu," sagde Jo.

Bent så bekymret ud. "Jeg må hellere ringe til din mor og sige, at du er her, og at du snart kommer hjem. Ellers bliver hun da bekymret." "Nej!" udbrød Jo lidt for hurtigt og lidt for bestemt. Hun skyndte sig at tilføje: "Jeg vil gerne være færdig med at vaske kurvene, inden jeg går hjem. Du behøver ikke at ringe hjem. Hun bliver ikke bekymret." Bent sukkede. "Godt, så siger vi det. Men lad os hjælpes med at vaske de sidste kurve."

Nu da de var to om arbejdet, gik det hurtigt. "Hvem fandt på, at du skulle vaske kurvene?" ville Bent vide. "Det gjorde... jeg," svarede Jo. Bent så på hende. Det var tydeligt, at han ikke troede hende. "Merete hjalp lidt med at få idéen," indrømmede hun så. "Jeg vidste det! Hun laver altid numre med nye medarbejdere. Jeg kværker hende!" udbrød Bent og vendte sig om for at gå ind til Merete. Jo greb ham i ærmet. "Nej, Bent. Du må ikke blive sur på hende. Jeg kunne jo bare have sagt nej," sagde Jo. Hun kunne ikke lide tanken om at bringe andre i fedtefadet. Bent lovede, at han ikke ville skælde Merete ud denne gang.

Den sidste kurv var vasket og tørret af. Bent kørte dem på plads. Så sagde han: "Jeg følger dig hjem." Jo protesterede. Hun kunne sagtens selv gå hjem. Hun kom ikke langt med sine protester. Bent insisterede. Det var for mørkt for hende at gå hjem, og han havde en lommelygte på kontoret. De fulgtes ad hen til kontoret.

Jo tog sin jakke på. Først nu opdagede Bent, hvor gennemblødt hun var. Både bluse og bukser var våde af opvaskevand. "Det går ikke det der" sagde han. "Hvorfor har du taget sommerjakke på i den kulde?" Jo så undrende ned på sin jakke. "Det er min vinterjakke det her," svarede hun. Bent havde ikke megen forstand på børnetøj; men han kunne se, at Jos jakke ikke var egnet til brug om vinteren. "Du låner min jakke," sagde han og lagde sin store jakke om skuldrene på den lille pige. Jo syntes, at det så fjollet ud, men hun opgav på forhånd at protestere. Hun ville ikke kunne få Bent fra idéen, vidste hun.

Sammen gik de ud i den kolde aftenluft. Bent bevæbnet med lommelygte. Jo med kæmpejakken om sig. De begyndte gåturen i tavshed. Af og til kørte en bil forbi. Et sted i det fjerne gøede en hund. Ellers hørtes kun deres fodtrin.

Da de havde gået lidt, prøvede Jo at få venstre hånd ud ad ærmet på jakken. Det var ikke så lige til. Det tog sin tid, men til sidst lykkedes det. Hun så til højre. Lod som om, at der var noget meget interessant dér. Så rakte hun hånden op og rørte forsigtigt ved Bents hånd. Hun holdt vejret i, hvad der føltes som en evighed, men kun varede nogle ganske få sekunder. Så mærkede hun Bents hånd omslutte sin. Ingen af dem brød tavsheden.

På et tidspunkt blev stilheden alligevel for meget for Jo. "Blev du imponeret over, at alle kundekurvene blev vasket?" ville hun vide. Bent kunne ikke lade være med at smile. "Jeg blev meget imponeret over, at du vaskede kurvene. De har ikke været så rene siden... ja, jeg ved ikke hvornår." Han gav hendes hånd et klem. Hun kunne mærke, at hun blev varm helt ind i maven. Det var dejligt at gå der med Bent i hånden med hans store jakke på. Det føltes trygt. Hun ville ønske, at de skulle gå helt til Nordpolen. Hun følte sig fuldstændig overbevist om, at hun ville kunne klare at gå lige så langt, det skulle være på denne måde.

Allerede på lang afstand sås huset. Gardinerne var trukket for, men alligevel kunne man se det blå, blinkende lys fra fjernsynsskærmen. De standsede ud for huset. Jo slog ud med armen. "Her bor jeg," sagde hun og følte sig lidt dum. Det havde lydt barnligt. "Skal jeg gå med ind og forklare, hvorfor du kommer så sent?" tilbød Bent. "Nej!" udbrød Jo. Hun skyndte sig at lave det om til: "Nej tak. Det er ikke nødvendigt." Hun tog jakken af og rakte den til Bent. "Jeg har varmet den op for dig," sagde hun smilende.

Hun blev stående og flyttede vægten fra det ene ben til det andet. Så tog hun en rask beslutning. Hun slog armene rundt om Bent.

Lige så hurtigt som hun havde taget rundt om ham, lige så hurtigt gav hun slip igen. Hun snurrede rundt på hælen, sagde godnat og skyndte sig hen til døren.

Bent stod tilbage på fortorvet og var mundlam. Den lille pige var allerede forsvundet ind ad døren. "Godnat," hviskede han hen mod den lukkede dør. Så tog han jakken på og begyndte hjemturen. Det var, som om han stadig mærkede Jos hånd i sin og hendes arme rundt om hofterne. Er jeg ved at blive blødsøden på mine gamle dage? Han rystede på hovedet af sig selv. Han måtte se i øjnene, at Jo havde listet sig ind i hans hjerte og sat sig fast dér.