I et par år havde Jo hjulpet til hos den lokale købmand. Rigtig ansat var hun ikke, for hun var endnu ikke fyldt 13. Hun måtte vente nogle måneder. Bent havde lovet hende ansættelseskontrakt dagen efter hendes 13-års fødselsdag. Det havde hun set frem til længe.
Lige nu sad de på hans kontor. Bent lavede noget kontorarbejde, men var nu færdig. Jo kunne ikke tage sig sammen til at tage hjem. Hun ville bare bikse en æggekage sammen, så det hastede ikke med at komme hjem. Hun havde lavet en del husligt arbejde i går, så der var ikke noget, der trængte til at blive gjort.
Bent afsluttede arbejdet på computeren og så på Jo.
Han havde tit tænkt på den modsætning, der fandtes i den lille pige. Nogle gange, når han talte med hende, glemte han helt, at hun var et barn. Hun var meget moden af sin alder. Det meste af tiden i hvert fald. Andre gange mærkede han tydeligt, at det var et barn, han havde med at gøre. Han blev som regel trist, når det barnlige kom op i hende. Hvorfor, vidste han ikke. Måske fordi det mindede ham om, at sådan burde hun være hele tiden.
"Vi har efterhånden kendt hinanden længe. Du har fortalt mig om skolen, lærerne, de bøger, du læser og lidt om din mor. Men du har aldrig fortalt mig om din bror," sagde Bent.
Det gav et sæt i Jo. Hendes øjne undgik Bents. Hun så ud ad vinduet. "Jeg er enebarn," svarede hun stille. Bent gav ikke op så let. "Du har ikke altid været enebarn. Der var en bror. Eller var det en søster? Har jeg ret?" Jo flyttede sig uroligt på stolen. "Hvor ved du det fra? Det har jeg ikke fortalt til nogen."
"Det har din mor fortalt." Jo så på Bent. Det var tydeligt, at hun ikke troede ham over en dørtærskel. "Hun taler aldrig om ham. Det er ikke engang tilladt at sige hans navn hjemme. Hvor ved du det fra?"
Bent sukkede. Så fortalte han: "Dengang I lige var flyttet hertil, kom din mor en dag ind i butikken. Hun var... Hun havde... Hun var her for at købe øl." Bent ledte efter ordene. Jo sagde konstaterende: "Hun var skidefuld." Bent smilede et lille skævt smil. "Ja. Hun var skidefuld. Der var en mor med en lille dreng i butikken også. Drengen larmede. Jeg tror, han løb rundt og hoppede på et ben, mens han sang. På et tidspunkt blev det for meget for moren. Hun tog fat i hans arm og sagde, at nu skulle han altså stoppe. Det blev din mor fortørnet over. Hun sagde til kvinden, at drengen bare opførte sig som drenge nu engang gør. Det udviklede sig til et skænderi. Kvinden mente ikke, at din mor skulle blande sig i andres opdragelsesmetoder. På et tidspunkt siger din mor, at kvinden burde at være glad for, at hun overhovedet har en søn, og at hun har fået lov til at beholde ham."
Der blev stille i lokalet. Jo fordøjede den historie, hun lige havde fået fortalt. Efter et stykke tid sagde Bent: "Så det er derfor, jeg ved det." Jo sagde stadig ingenting. "Hvad skete der? Var han syg?" Jo var der med det samme: "Nej! De tog ham bare." "Hvem tog ham? Englene?" spurgte Bent usikkert.
"Englene? Ha! Du er ikke vel forvaret, hvis du kalder dem fra kommunen for engle!"
Bent så forvirret ud. "Kommunen?" Så faldt 10-øren. "Åh, er han tvangsfjernet?"
"Ja." svarede Jo. "Hvad troede du?"
Nu var det Bents tur til at sidde uroligt på skolen. "Jeg troede, at han var gået bort."
"Han er ikke gået bort. Han er TAGET bort. Af dem fra kommunen."
"Men...," begyndte Bent. Han vidste, at han bevægede sig i et minefelt. Pigen overfor ham kunne klappe i som en østers når som helst. Ét forkert ord og denne samtale var slut. Han tog en dyb vejrtrækning og kastede sig så ud i det: "Hvorfor tog de kun ham?"
Jo lænede sig tilbage i stolen. "Hvorfor er det så interessant at høre om min lillebror?"
Bent valgte at skifte taktik. "Fordi det er en del af dig og din historie. Hvordan er han, din lillebror?"
Jo tænkte sig om, og et lille smil spredte sig. "Han er sød. Han er vild med biler og dinosaurer." Bent smilede til hende: "Hvordan ser han ud?" Jos smil blev endnu større: "Han har lyst hår ligesom mig og blå øjne. Han er ikke så stor. Vi griner ens, siger min moster. Hun siger, at hvis det ikke var for aldersforskellen, skulle man tro, at vi var tvillinger. Han er 6 år yngre."
"Ham kunne jeg godt tænke mig at møde en dag. Ser du ham tit?" spurgte Bent. "Nej. Jeg ser ham sjældent. Han var der til min fødselsdag sidste år."
"Det er mærkeligt, at det kun er din bror, der bor hos en anden familie. Jeg har aldrig hørt om, at man fjerne ét barn og ikke de andre," tænkte Bent højt.
"Nej det er ikke mærkeligt," svarede Jo. "Hvorfor er det ikke mærkeligt?" spurgte Bent undrende.
"Fordi... Det er det bare ikke. Årh, hvorfor skal du også ribbe op i den historie? Der er en grund til, at jeg aldrig taler om ham," sagde Jo med tårer i øjnene.
"Det var ikke for at gøre dig ked af det. Jeg undrer mig bare," sagde Bent udglattende.
"Jamen det skal du ikke. Det kommer ikke dig ved!" sagde Jo vredt og rejste sig brat. Før Bent kunne nå at sige eller gøre noget, var hun forsvundet ud ad døren.
Lidt efter så han hende gå forbi vinduet. Hun gik ikke hjem, for hun gik i den modsatte retning. Underligt tænkte han. Han burde nok have stoppet hende. Eller også burde han ikke. Mens han sad og tænkte tingene igennem, kom hun gående forbi igen. Stadig i samme retning. Endnu mere underligt, tænkte Bent. Jeg pressede hende for hårdt. Jeg ved, at jeg skal gå stille frem, når jeg har med hende at gøre. Netop som han havde tænkt denne tanke, kom hun gående forbi igen. Det gik op for ham, at hun gik rundt og rundt om butikken. Han sad og ventede på, at hun skulle komme gående forbi for fjerde gang, da døren pludselig gik op.
"Vil du høre, hvorfor de tog ham og ikke mig?" spurgte hun bryskt. Bent var ikke længere så sikker på, at han havde lyst til at høre historien, men han sagde alligevel ja.
Jo satte sig ned. "Det er min skyld, at de tog ham," meddelte hun. Bent skulle lige til at protestere, men valgte at lade Jo tale, mens han lyttede.
Jo tog en dyb vejrtrækning og kastede sig så ud i beretningen: "Der skulle være en skoleudflugt, og jeg havde ikke lyst til at tage med, men læreren sagde, at det var bedst, at jeg tog med. Ellers ville jeg bare føle mig udenfor, når de andre talte om turen bagefter. Så jeg tog med på den åndsvage udflugt." Hun sparkede til bordbenet ved ordet åndsvage. Hun havde tårer i øjnene, da hun fortsatte med lav stemme: "Da jeg kom hjem, var han væk."
Der blev stille. Bent ventede på fortsættelsen. Jo ventede på, at Bent skulle sige noget. Da tavsheden blev for meget for Bent, spurgte han: "Hvordan er det din skyld, at han blev fjernet?" Jo svarede: "Forstår du det ikke? Jeg skulle have været der og beskyttet ham. I stedet var jeg på den skoleudflugt." Hun sparkede endnu en gang til bordbenet.
"Når kommunen har besluttet at tvangsfjerne et barn, så er det ikke bare en beslutning, man kan lave om på. Slet ikke når man kun er 7 år gammel," sagde Bent.
"Mentalt var jeg ældre," protesterede Jo. Bent havde hørt den sætning før. Hvis nogen beskyldte hende for at være for lille til noget, sagde hun altid at hun mentalt var 4 år ældre end dåbsattesten fortalte.
"Uanset om du var 7 eller 11 år på det tidspunkt kunne du ikke have gjort noget," sagde Bent.
"Jeg kunne have fortalte dem ting. Jeg ville have sagt til dem, at hun altså ikke er fuld hele tiden. Jeg ville have forklaret dem, at jeg sørger for, at Bo får noget at spise og kommer i bad og har rent tøj på. Jeg kunne have sagt til dem, at jeg vil hjælpe ham med lektierne, når han kommer i skole. Jeg kunne tage mig af ham. De behøvede ikke at tage ham."
"Hør nu her," sagde Bent tålmodigt. "Du går i skole. Du kan ikke passe på din bror hele tiden. Det er ikke dit ansvar at passe ham. Det er godt, at en storesøster hjælper til, men det er forældrene, der har hovedansvaret. Det ville ikke have ændret på beslutningen."
"Det ved du ikke!" nærmest råbte Jo. "Jeg kunne have gemt mig nede i kælderen sammen med Bo. Eller jeg kunne løbe over til genboen og vente på, at kommunefolkene gik igen. Jeg kunne have gjort noget!"
"Jeg kan godt se, at du ville have haft muligheden for at give din mening til kende, hvis du havde været hjemme. Så langt vil jeg give dig ret. Men det er ikke din skyld. Se på mig, Jo. Det er ikke din skyld." Han rakte sin hånd hen over bordet. Jo tog den. "Så de tog altså din bror, men ikke dig, fordi du ikke var hjemme?" spurgte han. Jo nikkede. "Hun holdt dem hen med snak. Hun sagde, at hun var ved at finde en løsning, hvor jeg skulle bo hos min moster og onkel eller komme i aflastning hos dem. Det lykkedes hende at holde dem hen længe nok til at finde et billigt hus, der var til leje. Selvfølgelig i en anden kommune. En kommune langt væk, hvor ingen kendte os."
"Så I flyttede, og alle glemte, at du også skulle have været i pleje?" spurgte Bent undrende.
"Reglerne er vist anderledes i dag, men dengang betød en flytning til en anden kommune en ny begyndelse. Du var et blankt stykke papir. Kommunen vidste intet om dig. Så har hun sørget for at holde lav profil. Hun går ikke på værtshus mere. Holder sig mest for sig selv. Og jeg klarer mig godt i skolen og holder huset rent. Ikke noget at sætte en finger på. Og nu gider jeg ikke tale mere om det. Du siger det ikke til nogen, vel?"
Bent prøvede at se fornærmet ud. "Hvad regner du mig for? Jeg kan holde på en hemmelighed, og det der bliver talt om her på kontoret kommer ikke videre. Stikker du ikke ud og henter en is? Det har du fortjent. Jeg kunne også godt bruge en."
Jo overvejede. Hun burde tage hjem og lave aftensmad. På den anden side set, så døde den gamle vel ikke af sult. Hvis hun blev alt for sulten, kunne hun tage sig en rugbrødsmad. "Hvilken is vil du have?" spurgte hun. "Du vælger," svarede Bent. "Fint, så får du den med banansmag" grinede Jo. Den havde han fået sidste gang, de spiste is, og den var ikke faldet i hans smag. Jo var allerede halvt ude ad døren, inden Bent råbte efter hende: "Nej, Jo! Ikke bananisen. En hvilken som helst anden is."
Han fik ikke anden respons end pigens latter, der hørtes på lang afstand.