(Kapitel 1. Kan læses uafhængigt af de andre kapitler)

Jo er en læsehest. Hun er god i skolen. Faktisk den bedste i klassen i alle fag på nær matematik. Der er hun kun nummer 2. Hun læser alt, hvad hun kan komme i nærheden af.
   Hvor, hun har sine boglige evner fra, ved hun ikke. Ikke fra moren i hvert fald. "Måske fra min far?" tænker hun, men ved godt, at det får hun aldrig svar på.
   En dag får klassen stil for. Overskriften skal være: En almindelig dag i mit liv.
   Alle børnenes stile bliver hængt op på væggen i klasselokalet. Jo står og kikker misundeligt på klassekammeraternes opgaver. Ikke fordi de er godt skrevet. De andres opgaver er meget korte. Eller er det hendes egen, der er lang?
   Hun havde i lang tid vidst, at hun havde flere huslige pligter, end andre mange børn. Nu hænger beviset foran hende sort på hvidt.
   Mens hun står der, og læser de andres afleveringer, kommer læreren hen til hende. De står i et stykke tid uden at sige noget. "Du har en livlig fantasi. Den må du bruge, når I skal skrive en fristil. Er det fordi du kan li' at skrive, at du har pyntet på sandheden? Så din stil blev lidt længere?"
   Jo svarer ikke. Hun står bare der og fordøjer de ord, hun lige har hørt. Læreren tror ikke på hende. Læreren tror, at det er løgn, det, hun har skrevet.
   "Smut nu ud til de andre" siger læreren udglattende og giver hendes et skulder et klem. Jo skynder sig ud i skolegården. Nogle af de andre sjipper. De fleste af dem er piger, men der er også to drenge med. Hun sætter sig på en bænk og ser på, at de hopper ud og ind i den store bue sjippetovet laver.
   "Vil du være med?" spørger én af pigerne. Det er hende, der står med den ene ende af tovet og svinger og svinger i en uendelighed. "Hvis jeg må nøjes med at stå" svarer Jo. Hun er ikke god til at sjippe. Hun har ikke noget sjippetov derhjemme. Selv hvis hun havde, ville hun nok ikke være god alligevel. Hvornår skulle hun få tid til at øve sig?
   Jo overtager ståpladsen og giver sig til at svinge. Det føles rart at være med. Skolen er hendes frirum. Her, hun kan fordybe sig i bøger og skolearbejde. I frikvarterne kan hun sidde og kikke på de legende børn, dagdrømme, lægge vilde planer for fremtiden. Som regel uden at blive forstyrret.
   Klokken ringer ind. På vej ind i klassen kommer en af drengene hen til hende. "Det er en dum stil, du skrev. Du tror, at du er så skideklog. Blærerøv. Skrive sådan en lang stil, som er fuld af lort. Det passer jo ikke en skid, det du har skrevet. Det er bare for at gøre dig interessant."
   "Hvorfor tror ingen på det, jeg skrev? Har jeg virkelig så unormal en dagligdag? Husk, at du ikke skal fortælle noget om dig selv. Ikke det mindste. De andre vil bruge det imod dig. Bare vær helt almindelig. Som de andre. Husk det, Jo" tænker hun og smutter væk fra drengen, ind i klassen, ned på plads.