(8. kapitel. Kan læses uafhængigt af de andre kapitler)
Den lille glade pige trådte ind ad døren i butikken. De næste to timer skulle hun hjælpe købmanden. Med hvad, vidste hun ikke endnu. Det var en fast aftale, at hun hjalp to dage om ugen to timer ad gangen for at slippe lidt hjemmefra.
Hun mødte Bent ude på lageret. "Hej Jo," sagde han smilende. Hun smilede tilbage. "Hvad skal jeg lave i dag?" ville hun vide. "En af de ansatte har opdaget nogle slikposer, der er for gamle. Jeg har kørt pallen med slik herud på lageret. Jeg tænkte, at du kunne gennemgå slikposerne og sortere dem i to kundevogne: For gamle og ikke for gamle."
Bent havde forventet, at Jo ville mukke over så kedelig en opgave; men hun smilede og sagde, at hun ville hente to kundevogne. Det tog ikke lang tid, før hun var i fuld gang med at sortere slikposer. Bent meddelte, at han ville gå ind i butikken og stille vin på plads. Jo nikkede fraværende. Hun var dybt opslugt af arbejdet.
Efter et stykke tid kom Bent ud på lageret for at hente mere vin, der skulle sættes på plads. Han gik hen og så, hvordan det gik med Jos arbejde. Det sås tydeligt, at hun tog arbejdet meget seriøst. Hver eneste pose blev vendt og datoen tjekket, før hun lagde den i enten den højre eller den venstre kundevogn. "Det ser ud, som om det er de blå og de hvide poser, der er for gamle. Så behøver du ikke at tjekke dato på alle poserne," sagde Bent. Jo var af en anden opfattelse. "Jeg må hellere kikke dem alle sammen efter. Man kan aldrig være helt sikker. Der kan være en farisær imellem," sagde hun. Det lykkedes ikke Bent helt at undertrykke et grin.
Jo så på ham med alvorlige øjne. "Du griner af mig, fordi jeg taler voksent," sagde hun konstaterende. "Nej," svarede Bent, "jeg smiler til dig, fordi du taler voksent. Der er forskel." Da hun ikke gjorde mine til at ville sige mere, gik Bent hen og fyldte vinkasser på en vogn og kørte den ind i butikken.
Næste gang Bent kom ud på lageret, var Jo næsten færdig med at undersøge hver enkelt slikpose. "Hvor er jeg glad for, at jeg har en hælper som dig," sagde han smilende til hende. Jo så usikkert på ham. Så dristede hun sig til at spørge: "Er du virkelig glad mig?" Bent så overrasket på hende. "Ja, vidste du ikke det?" Hun rystede på hovedet. Så spurgte hun: "Jamen, hvorfor?" Inden Bent nåede at svare tog hun selv ordet: "Jeg er ikke særlig stor, jeg taler mærkeligt, jeg er grim, jeg er ikke stærk," hun snusede til sit ærme inden hun fortsatte talestrømmen "jeg lugter mærkeligt, mit tøj er umoderne, mine sko er slidte, mit hår er for langt, jeg er ikke hurtig og..." Hun holdt inde for at tage en dyb indåndning, og Bent benyttede sig af chancen for at få et ord indført: "Stop! Alt det du nævner der, er ydre ting. Jeg kan li' dig." Han prikkede hende på brystkassen for at understrege sine ord.
Jo så uforstående på ham. Så smilede hun usikkert. "Tilbage til arbejdet. Når du er færdig med at tjekke datoer, skal du tælle, hvor mange blå poser der er for gamle, og hvor mange hvide der er for gamle," sagde Bent.
De arbejdede begge videre. Da Bent kom ud på lageret for at hente det sidste vin, spurgte Jo: "Jamen, hvorfor kan du godt li' mig?" Bent satte sig på hug foran hende. Hans ben var ikke glade for den stilling, men han måtte i øjenhøjde med hende. "Hvorfor jeg kan li' dig? Jeg kan li' dig, fordi du er flittig og ihærdig og er fuld af gåpåmod. Uanset hvad du bliver sat til, går du i gang med det samme. Så har du en smittende latter, og du er god til at give igen, når jeg driller dig for sjov. Når du griner, får du mig til at grine. Du er omsorgsfuld. Kan du huske dengang, jeg ville skælde en ansat ud, og du stoppede mig? Du vil ikke bringe andre i fedtefadet. Jeg kan li' dig," sagde han og prikkede hende i brystet igen. Han kunne se tårerne i øjne på denne skrøbelige pige. Hun kæmpede en brav kamp for at holde dem tilbage. Han rettede sig op. Knæene knirkede. "Jeg sætter lige resten af vinen på plads," sagde han. Han kunne mærke, at det var bedst at lade hende være lidt alene.
Da han nåede hen til døren ind til butikken, vendte han sig om og spurgte: "Hvem i alverden har bildt dig ind, at du er grim?" Han rystede på hovedet og gik derefter ind i butikken uden at vente på svar.
Dét var for meget for Jo. En tåre trillede ned af den ene kind og snart fulgte flere.
Det tog et stykke tid før Jo igen arbejdede videre. Hun blev nødt til at få styr på sine tanker og holde op med at græde.
Da alle slikposer var gennemgået talte hun, hvor mange poser, der var af hver slags af dem, der var for gamle. Bent kom ud på lageret igen. "Jeg har talt slikposerne" sagde hun. "Det er godt. Så kan jeg få registreret det på computeren. Så får du en af hver slags som tak for hjælpen i dag."
Jo stod og trippede lidt. Så sagde hun til ham: "Bent. Jeg kan også godt li' dig." Bent havde lyst til at give den lille pige et kæmpe bjørneknus og løfte hende højt op i luften. Han var dog ikke sikker på, at det var en god idé. Måske ville det skræmme hende i stedet for at gøre hende glad. Han valgte at smile og gå hen og rode hende lidt i håret. "Det er jeg glad for at høre." Han gav hende de to poser slik og sagde så: "Tak for hjælpen i dag. Smut du nu hjem med dig. Så ses vi igen på torsdag."