"Jeg gør det ikke", sagde han, og stirrede vredt på Anne Marie.
Han fortrød, at han overhovedet havde sagt noget.
Nu havde han i månedsvis holdt hemmeligheden for sig selv, tæt ind til livet, og i snor.
Når han var i enrum, havde han nydt at pakke den ud, og lege med hvad han kunne bruge den til, hvilke konsekvenser det ville få, at lufte den? Hvor mange penge der lå gemt i den, og i den billedserie han havde bygget op?
Tydelige og klare, smukt fotograferet og fremkaldt, hvis han selv skulle sige det.
Nu, havde han heldigvis ikke indviet Anne Marie i det hele.
Kun en lille flig havde han løftet.
"Men, tænk dog på", sagde hun og smagte på ordene: "hvor omtalt du vil blive, og hvor interesseret pressen vil være. De vil løbe efter dig, som efter en hund i løbetid. Du vil kunne få det nøjagtig, som du vil have det. Tænk på, du har en hel serie af billeder, og en historie at fortælle. Kunne du ikke indvie mig lidt mere i, hvad det handler om?" tryglede hun med et bedende blik.
"Det ved du godt, jeg ikke kan", han tog kaffekoppen til munden, og slubrede lidt af kaffen i sig.
"Søde, søde Ib", lokkede hun med kælen stemme.
"Jeg bliver ikke og sover i nat", svarede han prompte: "Jeg skal tidlig op i morgen".
Hun nikkede, smilede og fortsatte: "Jeg forstår det altså ikke. Der er da ikke noget ved at have en hemmelighed, der er så værdifuld, og så bare sætte den over styr. Hvad vil du egentlig bruge billederne til?"
"Til min eftertid", klukkede han tilbage.
"Tænk, hvis jeg, eller en anden finder dem, uden dit vidende?"
Han anede, en truende klang i hendes stemme: "Det ville du aldrig gøre", replicerede han, så undersøgende på hende, og fastholdt hendes blik.
Efter en rum tid så hun ned, mens hendes buttede hænder glattede nederdelen: "Nej, måske ikke mig, men andre. Tænk hvis der blev indbrud, og tyven fandt dem. Tror du, han ville lade dem ligge? Det tror jeg næppe", hendes stemme var skadefro.
Han rejste sig, fra den bløde lænestol, og så arrigt ned på hendes lille runde krop i sofaen.
Nok var hun hans livs lys, men hun var fandeme møg irriterende indimellem. Især, denne hendes snagen i andres sager, gik ham ofte på.
Tit nåede hun grænsen, og ofte gik hun endda over stregen, som nu.
"Vi ses torsdag", udbrød han i døråbningen.
"Hvad med onsdag", svarede hun drillende, og sendte ham et fingerkys.
"Jeg kan aldrig om onsdagen", svarede han tørt.
"Nej, du kan aldrig om onsdagen", hun slog med nakken: "Gad vide hvad du så laver? Fotograferer hemmeligheder, måske?"
Da han smækkede med døren, mærkede han, en vred ilning gå gennem sig. Han burde have holdt sin mund. Hun var alt for tæt på. Som en sporhund, havde hun snuset sig frem.
Mens han cyklede gennem byen, tænkte han bekymret på billederne, der lå pænt stakket, i øverste skuffe på skrivebordet.
Han sad i sin stue mens det skumrede, langsomt dækkede tusmørket konturerne, og de skarpe kanter forsvandt. Han havde sovet dårligt om natten, efter sin diskussion med Anne Marie.
Rastløst havde han vendt og drejet sig i sengen, og på kontoret havde han været ukoncentreret og uproduktiv, nu var han bare træt. Med et suk tændte han lampen på skrivebordet, den kastede sit skarpe lys på den slidte brune bordplade, imens den mørke computerskærm så på ham med et tomt blik.
Han skævede forlegent ned mod øverste skrivebordskuffe. Glæden, han tidligere havde følt, ved den skat den indeholdt, var afløst af uro. Forsigtigt trak han skuffen ud, og med langsom omhu lagde han billederne op i rækkefølge på bordpladen.
Var det virkelig, hvad han ønskede, at give til sin eftertid? Gemt bag et gardin heroppe på 3. sal?
Som for at finde et svar, så han ned på gaden.
Den lå øde hen, med sine tæt parkerede biler. I gyden så han to personer forsvinde hånd i hånd, og ud af hans synsvinkel. Lejligheden han havde overvåget, lige overfor hvor han nu sad, henlå i mørke.
Han lod spekulativt hænderne glide henover billedernes blanke overflade. I bund og grund viste de jo blot forelskede kroppe. Det var de to personers identitet, der var afgørende for betydningen.
Med et suk rejste han sig, og tøffede gennem halvmørket ud i køkkenet, hvor han tændte lyset, og fandt en frostpizza. Han smækkede den i mikroovnen, og lod den varme. Der var ingen øl i køleskabet, så han tog et glas vand. Tilbage ved skrivebordet, indtog han den lune pizza, mens han samtidig stirrede intens på billederne.
Hun så skidegodt ud, den unge justitsminister. Hvordan var det overhovedet gået til, at hun havde mødt ham der rockeren, og så oven i købet var faldet for ham?
Ibs hjerne rummede det simpelthen ikke. Den rummede heller ikke måden, hvorpå han havde opdaget det. En aften næsten som denne, havde han siddet nøjagtig her ved skrivebordet, og i lutter kedsomhed stirret ned på gaden, hvor der ingenting skete.
Lige indtil det øjeblik hvor kvinden kom gående. Der havde været en helt speciel aura omkring hende. Han havde fået lyst til at se mere. Hun var så lille og utydelig, der under gadelampen. Af ren nysgerrighed, havde han grebet Nikon kameraet, der stod tæt på, og zoomet alt hvad han kunne.
Da hendes ansigt stod skarpt, trykkede han af og tog det første billede. Hun havde velformede og bløde træk, med store udtryksfulde øjne. Han så hende derefter vende ryggen til.
Hun var iført en blå kjole med en sort jakke over, en elegant dametaske hang ned fra hendes skulder og daskede, mens hun gik op ad trappen til gadedøren i nummer 5 lige overfor. Hun så også godt ud bagfra.
Skjult bag gardinet, så han nu lyset tænde i trappeopgangen, og lyset blev tændt i lejligheden overfor. Så havde han spist sin aftensmad, og ikke tænkt nærmere over det. Indtil han var ved at kløjes i aftenkaffen.
Hun tonede frem på TV skærmen, med sit bløde ansigt og samme blå kjole, han havde set hende i, for et par timer siden. Han var for chokeret til overhovedet at høre, hvad hun sagde, men justitsministeren var det, i al sin unge ynde.
Anne Marie hørte ikke noget fra Ib i løbet af ugen, det bekymrede hende. Hun tænkte at det nok var diskussionen om billederne, han ikke brød sig om. Tirsdag tog hun forbi hans lejlighed. Den var mørk og stille, og han var tydeligvis ikke hjemme. Han havde en arbejdskollega, han nogen gange besøgte, mon ikke han var hos ham? Hans elskede kamera stod på skrivebordet, og mens hun betragtede det, hviskede en lille djævel hende i øret.
"Hvad med at kigge i øverste skuffe, billederne er højest sandsynligt der?"
Men hun havde nærmest lovet at lade være. Hun gik en runde i lejligheden, mens hun diskuterede med sig selv: "Bare et lille kig, for at finde ud af hvad det drejede sig om, hvad kunne der dog ske ved det? Det ville ikke være at stjæle vel? Hvorfor havde han overhovedet fortalt om billederne, hvis han ikke ville dele dem? Hun endte i køkkenet ved hans spiseplads. På hans stol hvor hun satte sig, hang den grå trøje hun havde givet ham til jul, på køkkenbordet stod et tomt glas og en tømt pizzabakke. Særligt ordentlig eller huslig havde han aldrig været, tænkte hun med pludselig ømhed, og besluttede sig for at hun ville lave en god middag når han kom på torsdag. Resolut rejste hun sig og gik målbevidst ind i stuen, her greb hun en notesblok.
"Kære Ib" griflede hun: "Jeg giver en god middag på torsdag. Knus og kys fra din egen muser Anne Marie ".
Mens hun skrev, fangede hendes blik, at skuffen ikke var helt lukket, han havde sikkert været i den i går, hun bed sig i læben og blev ubeslutsomt stående.
Torsdag aften mens hun gik rundt i sin hyggelige lejlighed, og gjorde klar til at Ib skulle komme, sneg en sær uro sig ind på hende.Hvorfor havde han ikke reageret på hendes seddel i tirsdags? Hun havde overhovedet intet hørt fra ham. Han plejede altid, at ringe, inden han kom på besøg.
Hun trak rødvinen op, og tog sig et glas, mens hun satte kyllingen over, og gjorde kartoflerne klar.
Han var vel stadig sur efter deres diskussion om billederne.Hun mærkede et lille stik af dårlig samvittighed, nå hvad pokker, hun havde bare kigget, og der havde jo ikke været noget.
Da telefonen ringede, blev hun glad. Det måtte være ham. Det lød også som ham på stemmen.
"Nå, der er du", udbrød hun oprømt: "Maden er næsten klar". Stemmen i den anden ende sagde noget, som hun i sin iver overhørte: "Hvornår kan du være her?" spurgte hun ivrigt.
"Det er ikke Ib", blev der svaret, nu højt og tydeligt.
Hun stod med telefonen i den ene hånd, med den anden rørte hun i sovsen: "Hvem er det så?" spurgte hun forvirret.
"Jeg hedder Peter, og er Ibs søn".
Ibs søn, hun havde hørt om hans børn, men aldrig mødt dem. Det var kun ganske lidt, han havde fortalt hende om skilsmissen. Den sorteste plet i mit liv, plejede han at kalde det:"Jeg skal lige slukke for sovsen", svarede hun, og satte sig på en af køkkenstolene: "Hvad har du at fortælle? Er det noget med Ib, jeg har ikke hørt fra ham hele ugen?"Stilheden i telefonen var larmende.
Så rømmede Peter sig flere gange: "Jeg må desværre fortælle dig at Ib er død".
"Men", hviskede Anne Marie: "Han var helt frisk sidst jeg talte med ham?"
"Jah", tøvede Peters stemme: "Det var et trafikuheld".
"Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige", svarede hun lavmælt
"Nej, det ved jeg heller ikke", Peter holdt en lille pause, inden han fortsatte: "Er du ok?"
"Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige", gentog hun
"Hør", skar Peters stemme gennem telefonen: "Hvor bor du? Hvis du giver mig din adresse, må jeg så komme forbi et øjeblik? Så vi kan tale lidt sammen?"
"Joh", hun trak på det: "Jeg ved ikke. Ja lad os sige det". Hun gav ham adressen. Duften af kylling bredte sig i køkkenet, mens hun blev siddende på stolen og ventede på han skulle komme. Først da han ringede på, slukkede hun for maden, og gik ud i entreen for at lukke op.
Anne Marie nærmede sig døren med ærefrygt, det ville blive sidste gang, hun besøgte Ib. Hun havde taget sin lille gule rejsekuffert på hjul med. Stille trykkede hun på ringeklokken.
"Der er åbent, kom bare ind", blev der råbt indefra.
I stuen var der flytterod. Møbler og flyttekasser stod samlet midt på gulvet. De to personer, der var der, vendte sig mod hende. Med et sug i maven konstaterede hun ligesom i torsdags, at Ibs søn lignede ham til forveksling. Han havde været så sød ved hende den aften, og hun havde ikke følt det var helt fortjent. Nu greb han hendes hånd, hårdt og kraftigt:
"Det her er meget mærkeligt", udbrød han, og så medfølende ned på hende: "Jeg har intet set til min far, siden min mor forlod ham for 19 år siden. Nu står jeg her, midt i hans lejlighed, og synes næsten jeg kan røre ved ham. Tak for øvrigt for, at du sagde ja til at komme".
"Jamen, selvfølgelig", Anne Marie forsøgte at trække hånden til sig, men han holdt fast.
Det føltes ubehageligt, som ville han have noget bestemt af hende. Noget, hun ikke havde lyst til, at give ham. Hun forsøgte igen, at trække hånden til sig.
"Åh ja, selvfølgelig", han slap grebet, og vendte sig præsenterende mod kvinden ved sin side: "Det her er min lillesøster, Emilie".
Emilie, der ingen synlige kendetegn havde fra sin far, rakte forsigtigt hånden frem: "Det er meget trist det hele", sagde hun med en tynd, lys stemme, hun havde et sørgmodigt udtryk i øjnene.
Øjnene, ja måske var der en smule lighed, der i den brune farve med lidt grønt i.
"Ja", sagde Anne Marie: "Det hele er meget uvirkeligt".
Peter så på hende, og lagde en hånd på hendes skulder. Hun stod underligt stift, der midt i rodet: "Vil du sidde ned?"
Hun nikkede. Han trak en stol ud af bunken i midten. Hun satte sig tungt på den.
"Du har taget kuffert med", Peter pegede på den gule kuffert.
"Ja", svarede hun: "Jeg håber ikke det gør noget? Vi aftalte jo, at vi skulle snakke lidt, mens i rydder op, jeg tænkte, at der måske er lidt småting, jeg kunne få med til minde Om Ib. Vi kendte trods alt hinanden længe".
"Ja, der er jo intet særligt af værdi her", Peter slog ud med armene: "Er det noget bestemt, du tænker på?"
"Det gamle Nikon kamera, og hans to kasser med filmruller. Det gik han jo meget op i. Og det er vel ikke noget du eller i, kan bruge til særlig meget? Jeg vil sætte stor pris på, hvis jeg må få det?" Hun ventede med tilbageholdt åndedræt, på svaret.
De to søskende så på hinanden og på Ibs kamera, der var placeret øverst på tre flyttekasser, så nikkede de begge: "Ja, der er da ikke noget, vi skal bruge det til", Emilie smilede varmt, gik hen, greb kameraet, og rakte det frem mod Anne Marie, som modtog det og hængte det om halsen.
"Kasserne, ved du hvor de er?"
"Ja", Anne Marie nikkede ivrigt: "De er i klædeskabet i soveværelset".
"Dem henter jeg", Peter småløb derind, og kom hurtigt tilbage med de to arkivkasser det handlede om.
Anne Marie så på ham: "Hvor er det altså sødt af jer. Det behøvede i slet ikke gøre, det betyder rigtig meget for mig. Ib og jeg var så glade for hinanden. Vi fandt jo sammen, fordi vi begge fotograferede."
Peter så længe på hende: "Hvordan var han egentlig, min far?"
Hun så op og ind i han markerede ansigt: "Han var en guttermand, men stædig som bare pokker. Og så gik han meget op i, at alting skulle gå ordentligt til, lidt for meget måske? Mest af alt var han nu en dejlig kæreste", hun lagde trykket hårdt på det sidste ord, mens hun mærkede en klump røre på i halsen. Den lille djævel bag øret hviskede til hende: "Gemte han mon billederne i arkivkasserne?"
Peter stod med kasserne i favnen, mens han mødte hendes indtrængende blik.
"Jeg har kun en lille bøn til dig", udbrød han, mens han satte kasserne fra sig på skrivebordet: "Hvis du har et par fotos med far på, vil jeg blive glad, hvis jeg må få dem på et senere tidspunkt. Vi kan måske aftale at mødes efter begravelsen. Den er for øvrigt på onsdag i næste uge. Jeg går ud fra du gerne vil med?"
Anne Marie måtte le.Peter så undrende på hende."Ja, undskyld", sagde hun forklarende: I al den tid jeg kendte Ib, kunne han aldrig ses om onsdagen. Der holdt han altid fri for mig og alt andet.
Derfor er det lidt pudsigt, at han skal begraves på en onsdag".
Mens hun talte havde Peter stået og skrevet noget på et stykke papir:
"Her", sagde han, og rakte papiret mod hende: "Jeg har skrevet mit nummer her. Ring til mig i morgen aften, så kan vi aftale nærmere med begravelsen. Jeg pakker også lige dit tøj ned i en flyttekasse, og kommer forbi med den en af de nærmeste dage".
I sit indre hørte hun igen Ibs vrede stemme, som den havde lydt sidst de talte sammen. Hun løftede hånden, og med en træt bevægelse strøg hun sig hen over panden.
Peter bukkede sig og lagde de to arkivkasser i den gule kuffert inden han lukkede den, han så bevæget på hende.
"Tak for det hele", sagde hun,og undgik hans blik: "nu vil jeg ikke forstyrre længere. Vi ses på onsdag". Hun rejste sig hurtigt tog imod kufferten og forlod lokalet.
Ib blev begravet om onsdagen, samme dag som den unge justitsminister Amalie Eberhard fra De Konservative gik af.