En novembermorgen i 1689 skinnede solen på en rydning langt ude i en skov. Der havde nogle skovhuggere opført et par hytter. Omkring 25 mænd sov mellem de rå bræddevægge.
I den ene af hytterne vågnede Tore. Med et sæt. Han svedte, men sveden blev hurtigt kold. Hans hænder dirrede, mens han trak tæppet omkring sig. Han lyttede og blev klar over, at han havde drømt. Der var ingen vrede, truende stemmer.
De andre sov. Fyren på bænken ved siden af holdt sine næver mod sin mave og stønnede anstrengt. Lidt rapsolie kunne måske klare sagen? Men der var langt til rapsmarker, og sikkert endnu længere til et sted, hvor nogen havde udvundet olien. Folk ville nok undre sig, hvis han fik fat på noget og foreslog manden at drikke det
Tore rystede lidt på hovedet; der var så meget de andre sikkert ikke vidste.
Mavepinen skulle nok gå over.
Det var værre med de sår den rødhårede Peter fik i kamp med den ulv, han sårede. Flængerne blev renset med brændevin og forbundet med et snusket tørklæde. Men de burde sys Og der var nåle og tråd i hytten. Mændene var ikke pelsjægere, men det hændte, de skød et dyr. Og uden kvinder måtte man jo selv flikke sit kluns sammen,
Peter jamrede sig værre end fyren med mavepinen. Det var ikke rart at høre på.
Tore trængte til frisk luft.
Så stille som muligt klædte han sig på og gik ud..
Tore så på sine håndflader. Der var ar efter de vabler, han havde fået de første dage. Men det sved ikke. Han var ikke så hurtig som de garvede mænd, men så tog han en del af hviletiden til hjælp. Blev ved. Og blev ikke i sengen, selvom kroppen smertede og håndfladerne blomstrede af vabler. Der måtte jo være noget, han duede til. Og træer skreg ikke, hvis man kom til at behandle dem forkert.
Mændene grinede ikke af ham mere, men nogle af dem skævede sommetider til ham. Og hviskede sammen. Eller var det noget, han bildte sig ind?
Han havde kun fortalt, at konen havde forladt ham og taget børnene med. Og de andre sagde nu heller ikke meget om sig selv. Så her kunne han vel være i fred?
Han vidste stadig ikke, hvad der gik galt, da han blandede den mikstur. Skulle der have været mindre birkebark i eller var musene syge - de mus, hvis hakkede hjerter, han blandede i? Da han gav noget af brygget til gederne fik de det meget bedre, men de folk, han gav det, kastede op og blev mere syge end de var i forvejen.
Og straks glemte de alt om dem, han havde hjulpet til at få det bedre.
Mens Tore tænkte, tog han nogle brændeknuder og fik liv i bålet. Han ville koge grød..
En efter en kom de andre ud. De hilste og slog sig ned omkring bålet.
Peter var bleg.
"Vi burde få fat i en klog kone eller mand." var der en der sagde.
"Bare ikke ham, der fik en hel by til at kaste op ud over det hele," sagde en anden.
Peter spyttede ind i flammerne: "Hvis det kryb var her, skulle jeg give ham en gang prygl."
"Skulle han slippe så let?" knurrede en ældre mand.
"Let? Du så da den sidste, jeg tævede," sagde Peter.
Tore tabte sleven, så den druknede i grød.
En dag i december, samme år.
Peter følger i de andre skovarbejderes fodspor. Treogtyve mænd, to tætbyggede arbejdsheste og en tømmerslæde er foran ham, så sporene er næsten flydt sammen til en sti. Sneen dækker ikke helt det spraglede tæppe af løv, gran og kogler.
Her er smukt, synes han.
Og koldt.
Peters ånde står som en kold sky foran hans ansigt. Det stikker og prikker i fingrene på den hånd, der holder om øksen. Den anden hånd er trukket langt ind i trøjeærmet.
Knoerne er ømme og på håndfladen er der rifter, så hånden har godt af at blive i ærmet, til de når frem,
Skovfogeden kom i går og sagde, at de skulle fælde fyr længere inde i skoven; noget med en ivrig køber. Fogeden selv er nu også en ivrig mand.
Peter spytter på en kogle, der stikker frem mellem snefrie blade.
Høje skrig skærer sig ind i hans ører.
Det ene ben sitrer, før han planter støvlefoden i skovbunden. Lidt foran den anden fod.
Grankviste kryber frem mod støvlesnuderne. Rødder skyder frem og bliver til levende reb, der lænker ham til stedet.
Og han skal tisse.
Når man skal det, er det dumt at stå naglet til jorden.
Dumt?
Det er sgu da også dumt at bilde sig ind, man ikke kan flytte sig. Selvfølgelig kan han det.
Han løfter først den ene fod. Så den anden. Og tramper, mens han tænker; Er feberen alligevel ikke gået over? Feber er vel det eneste, der kan gøre en granvoksen mand forrykt?
Nå, vanviddet er ovre nu. Peter ser op mod den blå himmel med den klare frostsol. Hen mod solen flyver en flok ravne. Det er dem, der skriger. Der er ingen fare på færde.
Men blæren er tung. Han må lidt ind mellem træerne og lette den.
Strålen fryser ikke til is. Men hænderne driller lidt, da tøjet skal på plads.
De andre er kommet et godt stykke foran. De sidste rygge er på vej ud af Peters synsvinkel, ind mellem træerne.
Ingen savner ham. Ikke lige nu.
Hjertet dunker en besked mod hans ribben.
Det vil vare lidt, før de begynder at snakke om, hvor han er blevet af. Og de vil snakke en del, før de begynder at lede efter ham.
Han kan nå det.
En skråning fører ned mod en klynge graner, der vokser tæt sammen.
Beslutsomt begiver han sig ned ad den.
Hans hjerte banker stadig lidt hurtigere end det plejer. Nu lyder hjerteslagene som en advarsel.
Hvis han ikke vender om nu, er der næppe nogen vej tilbage.
Men en mand må vælge sin vej.
Som nu Tore ...
Han er vel nogen og tyve år.
Peter husker den dag, han kom til deres hytter.
Langhåret, skægget og passende klædt for en, der søgte arbejde i skoven, men spinkel og ikke særlig høj.
Og det viste sig snart, at han ikke var vant til at fælde træer dagen lang, Han kunne da godt holde rigtigt på en økse og såmænd også bruge en sav, men særlig hurtig til arbejdet, var han ikke.
Men da han altså ikke var helt umulig, lod de ham blive.
Han sagde ikke meget om sig selv. Bare noget med, at hans kvinde var gået fra ham og havde taget børnene med.
Skrænten er glat. Peters ene fod glider. Han griber efter en gren. Får ikke fat. Pludselig har han enden mod sneen. Og kurer. Rutsjer. Det kilder i maven.
Så er han nede og ser på nogle spredte buskadser.
Bag dem er der vand. En lille sø, må det være.
Vandet er sikkert koldt, så måske skal han ikke vade ud i det? Måske er der andre måder at skjule sporene på? Og de har jo ingen hunde. Dem skal de først hente, hvis de finder på, at de vil bruge sådan nogle.
Det kommer de sikkert først i tanke om, når de opdager, hvorfor han er rømt.
Vandet ER koldt, men han går ud i det. Holder støvler og sokker i hånden, der så alligevel må ud af trøjeærmet.
Det er vidunderligt, da han får fodtøjet på igen.
Og mens han traver tilbage mod skovhuggerhytterne, kommer der liv i fødderne. Det er som at gå på nåle.
Det gjorde ondt, da Tore stak nålen i hans hud, Nok mest fordi den var hævet og varm efter at betændelsen var kommet ud. Tore havde brugt en dolk og presset med sine fingre. Peter havde selvfølgelig bidt tænderne sammen og derefter bidt sig i underlæben, men skrigene kom alligevel. De andre mænd stod og gloede. Et par af dem grinede dumt. Det sved næsten mere end Tores heksekunst.
Bagefter havde han drukket den mikstur Tore gav ham.
Og de andre havde været stille.
Men det hjalp.
Han kunne virkelig noget, ham Tore.
Og måske havde han virkelig bare været uheldig, da han fik det meste af en landsbys indbyggere til at kaste op i stride strømme?
Det snurrer i Peters krop, da han nærmer sig hytterne. Og de små skure. Han har en underlig smag i munden. Næsten som dengang han åd alt for sur kålsuppe. Smagen bliver værre, da han ser redskabsskuret med den solide lås.
Tore kunne jo have ladet være. Ingen af dem vidste, at det var ham, der havde brygget og uddelt den ulyksalige mikstur af birkebark og hakkede musehjerter.
I hvert fald var ingen af dem sikre.
Der var jo det, at han passede til den beskrivelse et par af de andre havde hørt på den nærmeste kro, men folk kan jo ligne hinanden.
En af de første dage - eller nej, det var vist efter at vablerne på Tores hænder, næsten var forsvundet, havde de talt om den kloge mand, der måske ikke var så klog endda. Og da havde Tore set noget forskrækket ud, især da han, Peter, svor, at hvis han stødte på den karl, så skulle han få sig en læsterlig dragt prygl - faktisk var det vist lige i det øjeblik, Tore tabte sleven ned i den grød, han havde kogt til dem.
Låsen er ikke meget for at gå op, men Peters økse er nysleben og skarp. Låsen må give sig og Peter åbner døren.
Den knirker. Tror sikkert at den skal. Dumme dør, men det er lige meget. Her er jo ingen. Bortset fra ham selv.
Og Tore.
En meget bleg Tore. Med størknet blod i ansigtet og hænderne bundet på ryggen.
Snavs og blod på tøjet, Og opkast. Sammenbundne ben. Og som om det ikke var nok, har han et bånd om halsen, med et reb i. Som om han var et dyr.
" Nu kan du sidde her og vente på øvrigheden," havde fogeden grinet. Nogle af de andre havde hjulpet fogeden. Nogle spyttede på Tore.
Peter gik ud og gennembankede tre birketræer.
Og mens han tævede træerne, var det som om, han hørte Tores stemme: "Jaja, du vil tæve mig, men det kan du ikke, hvis du dør af sårfeber, vel?"
Peter synes stadig, det var noget sært noget at sige. For de vidste jo ikke ...Og hvis han, Peter, nu var død, ville Tore altså ikke få skylden.
Han kunne også bare været gået lige bagefter, kunne han. Men næeh nej. Han blev. Sagde han ville gå, når han var sikker på, Peter var rask.
Så var det at skovfogeden kom.
De der hjælper en troldkarl med at flygte for sin straf, straffes hårdt.
Men skoven er stor. Og der er mange skove. Også i andre lande.
Skove er smukke.
"Du kan altså ikke blive hængende her, knægt," siger Peter til Tore.