Jeg vidste ikke hvem hun var. Hendes klare blå øjne stirrede på mig. Hendes hvide kjole flagrede i den kolde vind. Jeg stod på en gang. Rækker af symmetriske skabe spejlede sig i hendes grå neglelak. Jeg var på en high-school.
   Den skarpe kniv så så malplaceret ud i hendes lille skrøbelige hånd. Alligevel så hun så beslutsom ud, så selvsikker. Hun var yngre end mig, blegere. Hun var et lille barn. Med tunge skridt nærmede hendes beige-farvede sandaler mig.
   Jeg havde ingen anelse om hvad der foregik. Mit rystende åndedrag måtte være meget afslørende, men jeg kunne ikke kontrollere det. Hun løftede kniven, og placerede den ved venstre side af min hals.
   Det store blad borede sig ind i mit kød, og min vejrtrækning blev panisk. Mine forvirrede øjne fangede noget af det blod der flød ned på min bare skulder, og betragtede det på mine fingre. Den mørkerøde væske gled diskret ned af min hånd, og dryppede ned på flisegulvet. Det gippede i mig, da hun trak kniven væk fra min hals. Hendes vrede øjne skulede ind i min sjæl, og hun udstødte et skrig, da hun kastede kniven igennem min hals.
   Min svedige krop satte sig med et sæt op i sengen. Mine øjne flakkede rundt i rummet. Jeg var på mit værelse. Den samme bogreol, den samme blå-stribede dyne. Der var ikke sket noget.
   Jeg tog mig til halsen. Min puls dunkede lynhurtigt igennem min tynde hud. Jeg kunne ikke mærke andet end sved. Jeg rejste mig op, og gik hen til spejlet. Mit, stadig forvirrede, ansigt studerede omhyggeligt hver eneste synlige legemsdel. Der var intet at se. Et langt lettet suk susede ud fra mine lunger.
   En lang stråle af lys fra vinduet, afslørede at det var tidlig morgen. Jeg tøvede lidt, og greb så min hårbørste. Men det var umuligt at gøre mig klar, når min krop stadig processerede hvad der var hændt for nogle få øjeblikke siden. Pigens blå øjne... Jeg kunne ikke få dem ud af hovedet. De var så udtryksfulde, opsat på at få mig til at angre. Men angre hvad? Hvad havde jeg gjort?
   Mit sind blev revet ud af de spørgende tanker, da jeg så et par klare blå øjne bag mig i spejlet.

"Hvem er du?" spurgte jeg, i et håbløst forsøg på at lyde modig. "Hvad...Vil du?". Der kom intet svar fra pigen i spejlet. Det var som om, hun forhindrede lyset i at bryde igennem gardinerne, som ellers lige havde kastet solens stråler ind. Hendes mundvige afslørede et svagt smil, men hendes øjne var stadig kolde som is. Var det en drøm? Det føltes så ægte...
   Jeg så ned på min højre hånd. En lille dråbe blod løb ihærdigt ned af min langefinger. Jeg hev efter vejret, da jeg mærkede den samme skærende smerte i den venstre side af min hals, som i drømmen.
   "Rebekah.." hviskede en stemme i mit øre. Jeg vendte mig om med det samme. Pigen var væk. "Rebekah.." lød en stemme igen. Det lød som om den kaldte på mig. "Døren, Rebekah. Døren..". Mine paniske øjne vendte sig mod døren til mit værelse. Dunk.. Nogle bankede på døren.
   Det var ikke et hårdt dunk, bare et lille beskedent ét. Som en lille pigehånd. Jeg tog et skridt hen imod den. Jeg forventede endnu et dunk, men der kom ikke et. Hvem end der stod ved døren, vidste at jeg ville åbne den. Men hvordan kunne personen vide det, når jeg ikke engang selv gjorde? Jeg tvang min frygt væk med et dyb indånding, men jeg var stadig bange.
   Mine rystende fødder stod nu helt henne ved døren. Jeg havde hånden på håndtaget. Blodet fra min langefinger løb langsomt ned på gulvet. Min hals brændte, så jeg sank en klump. Men det hjalp ikke, smerten kravlede bare op i min krop igen. Ikke hurtigt, men beslutsomt.
   Jeg slog min hjerne fra, og trak i håndtaget. Jeg havde forventet pigens tomme ansigt, men der var ingen. Jeg stak forsigtet mit hoved ud, og kiggede til begge sider. En blid vind ramte mit ansigt, men ingen pige. Ingenting.
   Mit blik faldt på en lille seddel der lå på trægulvet lige uden for døren. Jeg tøvede lidt, men samlede den så op. Jeg var ikke i tvivl om, at den var til mig. En eller anden havde skrevet noget til mig, kun til mig. Der var ingen andre muligheder.
   Jeg lukkede døren, og satte mig på sengen. Den virkede så kold, hvilket var underligt, eftersom jeg havde ligget hele natten i den. Eller havde jeg? Jeg var ikke sikker på noget mere. Jeg åbnede konvolutten, og trak et lille stykke karton op fra den. Jeg havde ikke lyst til at læse den. Jeg håbede bare at jeg ville åbne øjnene igen, og finde ud af, at det hele bare var et forfærdeligt mareridt. Jeg valgte at holde fast i den tanke.
   Men jeg var nød til at læse den, og det vidste jeg godt. Jeg var nød til at se sandheden, ligemeget hvor tragisk den var. Jeg måtte se frygten i øjnene, og bekæmpe den. Men jeg var bare en ung pige, et barn. Et barn. Mine tanker klamrede sig igen til mindet om den lille pige med de blå øjne.
   Jeg sukkede anspændt, og lod mit blik falde ned på det firkantede stykke karton. Og i samme øjeblik jeg gjorde det, ønskede jeg at jeg aldrig havde taget den beslutning.

Jeg havde forventet noget mere, måske et brev, eller en skræmmende hilsen. Men ikke det her. En så kort besked, men med den mest uhyggelige hentydning. En hentydning der kunne koste nogen livet.
   Min hjerne arbejdede på højtryk med forskellige gemmesteder og eventuelle flugtplaner. Alt sammen på grund af et enkelt ord, på en lille lap karton. Anna. Personen havde, med fint tyndt blæk, skrevet min lillesøsters navn. Og det var ikke tilfældigt, det kunne det ikke være. Hvordan vidste hun hvem Anna var? Havde jeg nævnt hendes navn i drømme? Og var det overhovedet en 'hun', der havde skrevet det her?
   Jeg gjorde det første der slog mig ind, det første jeg kúnne gøre. Jeg stormede ind på hendes værelse, for at få hende væk. Langt væk. Og så måtte jeg tage straffen. Om det blev mildere eller værre end det der skete i min drøm, vidste jeg ikke, men jeg nægtede at lade tanken forstyrre mig.
   Jeg stivnede, og rev dynen væk fra hendes seng, da jeg så hendes tomme rum. Hendes reol, hendes plakater, hendes fjernsyn, alt stod så fint på de rigtige pladser, men ingen Anna.
   For første gang i meget lang tid, overvandt vreden min skræk. Hvad end jeg havde gjort, der havde fået denne sindssyge skabning til at træde i aktion, måtte jég straffes for. Dræb mig, tænkte jeg. Skyd mig, riv min indvolde ud, men hold dig fra min søster.
   Det undrede mig, at så rungende stilhed, kunne larme så meget. Det måtte ikke ske, det kunne hun... Han, ikke gøre. Kunne nogen få sig selv til at gøre noget så ondt? Ondt. Var hele situationen ikke ond nok i forvejen? Og så gik det op for mig. Sedlen, ledetråden. Den havde givet mig en idé om, hvilken syg handling der nu skulle udføres. Så jeg altid var ædt op af frygt. Men det var jeg ikke lige nu, jeg var forvirret, fortabt. Vred. Så der måtte være en seddel mere.
   Jeg ledte under hver plakat, ruskede hver pude, kravlede sågar op i reolen med håbet om at finde et lille stykke karton. Men der var intet. Jeg kunne ikke forstå det. Var det en joke? Havde min lillesøster fået hjælp til at snyde mig? Nej, en så grov vittighed kunne ingen få sig selv til at sætte igang.
   Jeg var på vej ud af værelset, da solen kastede sig ind gennem vinduet, og oplyste skrivebordet. Oplyste en lille hvid seddel. Jeg gispede, og snublede mig vej hen til den. Og ganske rigtigt, med den samme fine blæk, var der blevet skrevet noget nyt. Spillet er igang.