Fabula sad på sengen. Hendes ben var korslagte, og den hvide, løse kjole spredte sig ud fra hende som blomsterblade. Hendes lange, hvide hår vældede ned over hendes skuldre som et vandfald, og det nåede næsten hendes fødder når hun en sjælden gang gik. Hun sad altid bare på sengen med korslagte ben og kiggede på ham med store, blå øjne. Når hendes mund bevægede sig blev billeder til, som tog liv og form og snart var en del af værelset.
   "Fortæl mig mere," bad han i en hvisken, men oftest smilede hun bare til ham med en undskyldning om, at det var tid til at sove, og så fløj hun ud af vinduet.
   Om natten drømte han om alt det, hun havde fortalt ham, og en underlig tyngde lagde sig over ham, når han blev vækket om morgenen og stadig var i sit eget værelse.
   Billy gik ikke i børnehave ligesom andre børn. Lægerne sagde, at han ikke kunne klare at være for meget udenfor, at han langsomt skulle tilvænnes, så han befandt sig oftest i sit hus, eller nogle gange i haven, og når han endelig fik lov til at gå en tur, var det altid sammen med hans forældre. Så gik han med sin mors hånd i sin, og han kunne mærke, at hun knugede ham, som om han kunne falde om hvert øjeblik. Hun plejede at kigge til alle sider, og hun mindede Billy om de løvemødre på fjernsynet, der beskyttede deres unger mod nye hanner.
   Selv nød Billy at gå på fortovet og kigge på alle menneskene, der skyndte sig frem og tilbage på gaden, imens han undrede sig over, hvorfor de altid havde så travlt. Men Fabula havde sagt, at menneskene var sådan. De stoppede ikke op og så på de små ting eller tænkte synderligt over de store. De havde jo arbejde at sørge for.
   "Hvad er arbejde?" spurgte Billy, og rakte ud efter hende for at klappe hendes knæ. "Hvad er et arbejde?"
   Fabula plejede at lyse op, som om han havde stillet præcis det spørgsmål, hun havde ventet på.
   "Et arbejde er noget, der burde være fornøjeligt, men som menneskene har gjort til en lænke," svarede hun. "Kun meget få formår at vælge et lykkeligt liv, de fleste lægger for meget i at skaffe penge." Hendes latter fyldte værelset. Det var en sød, klokkelignende lyd, og Billy lo med hende, selvom han ikke forstod, hvorfor hun lo. "Det er jo nærmest som om menneskene ønsker at være ulykkelige!" Hun kiggede på ham. "Men sådan er du ikke, vel, Billy?"
   Han smilede. "Nej, Fabula! Jeg kan nemlig ikke lide lænker."
   Hun smilede tilbage, og hans hjerte hoppede af glæde. Det var så flot, når hun lyste på den måde, som om verden var smuk og dejlig. Intet ondt kunne røre dem, når de sad sådan. Han slugte hvert et ord og gemte det inden i sig, som en meget vigtig skat. Når hun fortalte om verden udenfor forsvandt virkeligheden, som han kendte den og blev til længselsfulde drømme.
   "Verden er et dejligt sted, Billy, men den er også farlig." Fabula sad den dag med hans bamse i armene og holdt den ind til sig, som var den et guldæg. Hun aede den i ny og næ, og den kom næsten til live under hendes hænder. "Mennesker mister ofte grebet i sig selv og flyder væk. Derfor har man også brug for andre til at holde sig fast." Hun klappede ham på hovedet. "Ikke også, Billy?"
   "Ligesom jeg har dig!"
   "Ja," svarede hun. "Ligesom du har mig."
   "Og du har mig," mindede han hende om.
   Hendes øjne blev alvorlige, nærmest lidt vemodige: "Ja. Jeg har dig."
   I stuen stod der et billede af en lille pige. Hun havde smilehuller og blå øjne, med et brus af næsten hvide lokker omkring sit ansigt. Billy kunne godt lide at ligge foran billedet og kigge på det. Pigen var så pæn. Da han spurgte sin mor, om hun var en prinsesse, havde hun sagt, at pigen engang havde været prinsessen i huset, ligesom han var prins nu.
   Det sagde Billy til Fabula.
   "Mor siger, at jeg er prins nu, men når prinsessen ikke er her længere, betyder det så, at jeg har jaget hende væk?"
   Fabula rakte ud efter ham og lagde sin hånd på hans kind. "Nej, Billy, den pige, der boede i jeres hus, var meget syg, ligesom dig. Men det vidste lægerne ikke, så hun gik bare rundt og gjorde, hvad hun ville. Så en dag sagde hun farvel." Hun nev ham i kinden, nærmest som om hun ville have hans opmærksomhed. "Men sådan går det jo ikke dig, vel, Billy? Du bliver jo her."
   "Men Fabula!" snøvlede han ivrigt. "Jeg vil gerne se de ting, du fortæller mig! Du siger, at de er virkelige! Jeg vil se dem!"
   "Nej, Billy. Det kan du ikke komme til."
   Så fløj hun ud af vinduet, hvor hun blev til en sølvglødende dis, der igen blev en del af natten.
   Hans hjerte bankede hårdt. Ville hun aldrig komme tilbage? Han begyndte han at græde.
   Hans mor og far kom styrtende ind.
   "Hvad er der i vejen, Billy?"
   Men han kunne jo ikke forklare dem det. Det var dem, som ville holde ham indespærret, væk fra hele verden. Hvis han fortalte dem det, ville de så gemme ham endnu mere væk?
   Han pegede på sin mave. "Det gør ondt," græd han. Han så sine forældre udveksle bekymrede blikke, før de tog ham med ud i bilen og kørte til lægen. Billy besøgte ofte lægen. Mindst to gange om måneden.
   Den næste dag købte hans far en ny film til ham, som Billy satte sig til at se, og imens han sad i sofaen, skete noget, der aldrig var sket før. Fabula kom svævende ind igennem det åbne vindue, og satte sig ved siden af ham. Ingen af dem sagde noget, men han rakte hånden ud efter hende, og hun tog den.
   Derefter kom Fabula flere gange og legede med ham om dagen, og han følte sig lidt mindre ensom. Hun fortalte aldrig historier om dagen, kun om aftenen før sengetid, når stjernerne lyste ind til dem med et mystisk skær.

Da Billy blev gammel nok til at komme i skole, blev han i stedet holdt hjemme. Det gjorde ondt at se de andre børn på gaden med deres tasker på ryggen, imens de gik mod skolen. Billys mor tog oftere fri for at undervise ham derhjemme. Og selvom Billy var glad for at lære, så ville han også gerne se de ting, han lærte om.
   "Fabula," sagde han til hende en aften, "vil du ikke godt tage mig med udenfor?"
   Hun rettede sig op og rystede på hovedet, men da han begyndte at tigge og græde, sagde hun: "Der er farligt udenfor, Billy. Kan du ikke huske prinsessen?" Hendes blik var alvorligt, og han så, at hun var bange, hvilket også gjorde ham bange.
   "Men jeg vil gerne ud til de andre børn. Jeg vil gerne lege og hoppe."
   Hun sænkede sit hoved mod knæene, så han kun kunne se hendes øjne. Der var små tårer i dem. "Du kan lege og hoppe indenfor," hviskede hun med skælvende stemme.
   "Vil du ikke nok, Fabula?" bad han. "Der er så sørgeligt indenfor. Jeg bryder mig slet ikke om det. Jeg kan ikke være glad her."
   Hun kneb øjnene sammen og tog en dyb indånding, før hun rakte sin hånd frem mod ham.
   Han forstod, at han skulle tage fat om hende, og han greb hendes håndled.
   En kildrende fornemmelse bredte sig i hans krop, og hun rejste sig op, så han blev nødt til at følge efter. Hun satte af fra sengen og trak ham med, og de fløj ud gennem vinduet, og ud i den kølige nattebrise. Vinden smøg sig om ham med fjeragtige berøringer og fyldte ham samtidig med en brusende fornemmelse, som om alt omkring ham var større og smukkere, end noget, han nogen sinde før havde mødt.
   De fløj mod stjernerne med høj hast, og han klamrede sig til Fabulas hånd. Han mærkede noget vådt mod sin kind og kiggede op. Der var væde i udkanten af hendes øjne. De hang i hendes vipper som krystalperler i et strøg af buende sort. Hun rakte frem, og det var som om den bue i luften, hendes arm lavede, formede en vej til et andet sted.
   Lyset omklamrede dem, og han holdt sig for øjnene, imens han prøvede at trække sig ind til hende, men hun var næsten ikke synlig i lyset, og det gik op for ham, at hun altid havde haft et drømmeagtigt skær.
   "Du må ikke give slip!" skreg han.
   Hun greb ud efter ham så hun nu holdt om ham med to hænder, før hun trak ham med ned fra himlen og landede med ham i en skolegård.
   Omkring dem legede børn larmende, og latter rungede i skolegården som klokkeklare ekkoer.
   Billy løb hen imod børnene, der vendte sig om med smilende ansigter, og trak ham med ind i legen. Billy havde aldrig løbet rundt med børn på den måde før, og han grinede bredt til dem, når de prøvede at lære ham nye lege. Fabula stod hele tiden bag ham, men børnene lod ikke til at se hende. Hendes ansigt var uden udtryk.
   Atmosfæren ændrede sig, og Billy lagde mærke til en pige med langt, lyst hår, og blå øjne. Hun var, uden for cirklen af børn. Børnene legede videre, og hver gang pigen prøvede at komme i kontakt med dem, ignorerede de hende. Hendes ansigt så ud som et slukket stearinlys. Billy syntes, at hun så syg ud.
   Han prøvede at fatte, hvad der foregik, men uden noget forvarsel begyndte børnene omkring ham at vokse, og deres tøj skiftede på samme måde, som for at følge med. De blev ældre, nærmest små udgaver af hans forældre.
   "Hvad sker der?" Han vendte sig mod Fabula. Hendes ansigt lignede en flere tons tung vægt, og hun pegede blot mod dem. Han så hen på børnene, der blev ældre og ældre, og han så dem forandre sig i forhold til hinanden. Nogle kiggede på de andre med kølige øjne og slog med deres nakker eller rynkede på næsen. Andre vendte sig bort eller gemte sig. Nogle løb grinende rundt og ignorerede de andre, mens der også var helt anderledes børn, som skilte sig ud og blev drillet af de andre.
   De så ham ikke længere, selv om han kaldte på dem. De var skræmmende, og de opførte sig ikke altid pænt over for hinanden. Nogle af dem knyttede sig til hinanden, og holdt andre på afstand, og Billy syntes, at det var underligt, når de for lidt siden alle sammen havde leget med hinanden.
   Han prøvede at se efter pigen, der havde været holdt udenfor, men han kunne ikke finde hende. Det var som om hun bare var forsvundet, og dér, hvor hun havde stået, var der en kølig dis tilbage.
   Fabula gik hen til en lille gruppe af ældre børn, og han fulgte med hende. Børnene blev ved med at vokse, til de var store, som Billys forældre, men med glattere hud. De begyndte at forandre sig meget, og de blev skilt ad og rejste andre steder hen i verden. De så kun sjældent hinanden, og de var blevet fremmede for hinanden.
   Billy var på grådens rand, da han så dem komme længere og længere væk fra den lykke, de havde haft som børn. De forsvandt ind i et virvar af forvirring, og ofte blev de grebet af en vrede og forbitrelse, som de lod gå ud over folk omkring dem. Og det resulterede i mere arrigskab. Billy rakte ud efter Fabula, og hun lagde armene om ham.
   Allerværst var det, da Billy så to drenge fra den gamle gruppe, der havde været rigtig gode venner, begynde at hade hinanden på grund af en pige, som de begge gerne ville være ven med.
   "Hvorfor, Fabula?" hulkede han. "Hvorfor viser du mig det her?"
   "Du bad mig vise dig verden. Det her er din verden. Det er mennesker." Hun strøg ham over håret. Der var en tyngde i hendes ord og i hendes bevægelse, som han aldrig før havde mærket.
   "Nej! Du har aldrig fortalt mig om det her!" erklærede han i en skinger stemme, og han stampede rastløst med foden.
   "Jeg har aldrig fortalt dig om andet," rettede hun.
   Han vred sig fri af hendes arme. "Nej!" råbte han og trådte væk fra hende. Et smertefuldt udtryk lå dybt i de blå øjne. "Jeg vil ikke se en verden, der er sådan. Hvorfor kan de ikke være glade?"
   "Det er menneskets triste skæbne at såre andre, og at blive såret. Og det er den forudsigelige skæbne, at de mister kontrollen, og ikke længere har magt over situationen." Hun rakte ud efter ham. Han trådte tilbage.
   "Nej! Du løj! Du har bildt mig ind, at verden var et rart sted."
   "Jeg har aldrig fortalt dig andet end sandheden," hviskede hun.
   "Jeg vil ikke høre mere. Jeg vil ikke se det." Han krøb sammen og begyndte at vugge frem og tilbage. "Jeg kan ikke lide det. Jeg vil ikke høre det. Gå. Tag mig hjem og gå med dig."
   "Billy, jeg bliver -"
   "Gå!" råbte han.
   Alting falmede omkring ham, og Fabulas ansigt blev som et maleri i regn, og snart flød farverne sammen for at blive til nye, der formede hans værelse.
   Han havde gåsehud, og han sad i sin seng, trykket ind i det hjørne, hvor Fabula plejede at sidde og fortælle.
   Han holdt sig for ørerne og kneb øjnene sammen. En vuggende fornemmelse tog over, og sengen rokkede under ham. Det susede for hans ører, imens han knugede og løsnede sine hænder. En ild steg op fra hans mave, og røgen fik ham til at hoste og hulke. Det kløede i hjertet, bag huden, og han prøvede at rive det ud, for det var som om dét ville stoppe alle billederne.
   Han blev ved med at hoste, og en kvalmende fornemmelse lukkede hans hals i et par sekunder, før noget, der føltes varmt, ramte hans hånd. Han åbnede øjnene, og så på en substans, der mindede lidt om ketchup.
   En underligt saltet lugt ramte ham, og han lænede sig frem på sine knæ, imens han støttede med hænderne, og tømte sig ud over sengebetrækket.
   "Mor," kaldte han. "Mor!"
   "Hvad er der, Billy, hvorfor kalder du - Billy!" Hendes rædselsslagne skrig isnede hans hjerne, og hans hulk blev forstærket.
   Billy lænede sig frem og faldt om på gulvet.

Fabula gik ved siden af den rullende seng, og hendes øjne glimtede ned til ham, imens læger løb frem og tilbage omkring dem. Nogle gange rakte en hånd igennem hende og ned til ham, klappede ham på håret, eller mærkede hans pande.
   Men hun var det eneste, han lagde mærke til. Og så hendes ord.
   "Det er snart overstået," lovede hun.