Jeg tager din hånd. Den er kold og rystende, nærmest som om du fryser.
   Vi har gået på denne mark længe, så længe at den er stoppet med at være gylden, og i stedet er blevet grågrøn under de glinsende, farverige stjerner.
   Vi er langt væk fra Virkeligheden nu. Du er træt i dine små, nye ben. Jeg trækker dig af sted, ud af marken, og over en græseng, der skinner med et fantastisk, blåt skær. Det er som om ren energi står ud fra alt i denne verden, også dig og mig. Vores energi flyder ud af vores kroppe og op i stjernerne.
   Det er derfor, du flimrer sådan, når vi går. Nogle gange, er jeg bange for, at du forsvinder.
   Og andre gange er jeg bange for, at det er mig, som forsvinder.
   Vi stopper på en høj bakke, hvorpå høje strå hvisker i vinden.
   Jeg rækker prøvende ud efter et strå, men i samme nu flimrer min hånd til ingenting, og min arm går lige igennem.
   Du gisper, men min hånd kommer tilbage igen et sekund efter.
   Jeg rækker ud efter dig, for at trøste, men du rejser dig op med et skrig og løber hulkende væk.
   Jeg kalder efter dig, følger i dine spor. Du bevæger dig pludselig hurtigt, glinsende i alverdens farver, flimrende og forsvindende.
   Du springer ned på den anden side af en høj, og jeg fryser hvor jeg står, imens sved glider ned over mit ansigt, flimrer og forsvinder op i stjernerne.
   "Jeg er her stadig," hulker du sagte, og med en lettet indånding finder jeg hen til dig. Du sidder krumbøjet under et smuldrende træ. Dets farver rasler ned over dig, blot for at glide af dig, som var de vanddråber, og derefter forsvinde i grøn eller brun dis.
   "Jeg er bange," hvisker du.
   "Du skal ikke være bange," siger jeg og lægger min arm om dig.
   Det er ikke noget, du skal, men du bør.
   Hvorfor er vi her så pludseligt? Ud af ingenting er vi kommet til eksistens her, et sted så anderledes, at det virker som en anden planet. Hvorfor er vi blevet sendt hertil? Er vi to nye eksistenser i denne tågede verden, to vigtige eksistenser, der skal ændre deres verden?
   Eller smed de os væk? Slap os løs? Var vi affald, de skulle af med?
   "Hvorfor er vi her?" Du udtaler mine tanker.
   "Jeg ved det ikke," svarer jeg. Sandheden. "Måske ville de af med os. Måske er det bare vores tid."
   Du ryster benægtende på hovedet, men du siger ingenting.
   Jeg ser ud over horisonten, og får øje på en ustadig samling af former og farver. Efter at have tvunget mine øjne til at forstå, indser jeg, at det er en by.
   "En lille, sammenpresset by, midt i ingenting," siger jeg.
   "Er vi også ingenting?" spørger du sagtmodigt og tørrer dine kinder, hvor tårerne allerede er væk, fordampet, som om de aldrig har rørt din hud.
   "Der er en telefonboks," udbryder jeg, og udpeger den grå kasse, der er det eneste lys. "Måske kan vi fange nogen dér."
   Jeg har knap færdiggjort min sætning, da en skikkelse halter ud fra en gyde. Vi kigger begge to på den, men dine øjne er mest intense. Tror jeg. Jeg kan ikke se mig selv.
   Det er en lille, uskyldig hund. Den er brun. Nærmest gylden, men kun når den flakker.
   "Den halter," mumler du. "Måske har den slået sig?"
   "Nej," mumler jeg tilbage, da noget går op for mig. "Dens ben bliver ved med at flimre væk."
   Du gisper, da du også ser det. Jeg har lyst til at græde.
   Den halter ud mod horisonten i samme tempo som en snegl, men vi ser tålmodigt efter den. Så glitrer hele dens krop pludselig, som en flamme, og da flammen er væk, er hunden det også. Forsvundet op i stjernerne.
   Du begynder at græde igen.
   "Vi skal også forsvinde," hulker du. "Vi skal gå rundt her i umindelige tider, og så forsvinde til sidst."
   Jeg vil ikke høre dine ord og overveje, at de måske er sande.
   "Jeg går ned til telefonboksen," siger jeg.
   Dine øjne borer sig ind i min ryg. De når knap nok at blive blanke, fordi væden glimter bort med det samme, den bliver dannet.
   Jeg mærker mit ben give efter under mig, da mit knæ forsvinder i tre sekunder, og et kort øjeblik er mit skinneben frit fra resten af min krop. Så springer knæet frem igen, og jeg kan gå videre med et bankende hjerte og tænke på, hvad der vil ske, hvis mit hjerte skulle finde på at forsvinde.
   Lyden fra boksen er den af strøm, der bevæger sig gennem kabler en varm sommermorgen. Jeg forestiller mig det scenarie, overvejer om jeg nogensinde har set det, eller om det er blevet indplantet i min hukommelse. Eller om jeg har opsnappet det i denne verden, uden selv at vide det.
   Boksen er kold og af metal. Den er det eneste nogenlunde faste her. Farverne på den flimrer, men selve substansen gør ikke. Den er en bunden del af verden her, ikke ligesom dig og mig.
   Jeg griber fat i telefonrøret og hæver det til mit øre. En summende lyd kryber ind igennem min høresnegl.
   Jeg taster et nummer ind. Et hvilket som helst nummer. Jeg skal fange nogen.
   Et halvt sekund går fire gange, og så lyder en stemme. Jeg begynder at tale: "Vi har brug for hjælp, vi ved ikke, hvor vi er, men her er -" Min stemme forsvinder, som om også lyd kan hakke i denne verden.
   Den stemme, jeg afbrød, gentager noget. Den gentager det hele tiden:
   "You are connected. You are connected. You are connected."
   Jeg slipper røret, som svinger frem og tilbage et par gange og hamrer ind I boksens væg. Stemmen bliver ved med at mumle. Igen og igen.
   Mine fødder bevæger sig tilbage mod dig. Du ligger i græsset med lukkede øjne og dybe indåndinger. Jeg sætter mig ned ved siden af dig, ser på dig imens din krop flimrer, selvom det ikke er så kraftigt som før.
   "Hvad skete der?" spørger du modigt.
   "Vi er forbundet," svarer jeg. "Der er forbindelse."
   Du åbner og lukker munden et par gange, før du siger: "Det vidste vi godt."
   "Måske finder de os."
   "Måske," svarer du.
   Jeg kigger op på stjernerne. "De blinker i alle mulige farver," siger jeg. "Farver, der er lånt af os. Et gigantisk, lysende matrix. Det er alt, alt for stort. Hvordan skal de kunne finde os igen, når vi er gemt bag en hinde af informationer, der flyder ind og ud af hinanden?"
   "Milliarder og milliarder," tilføjer du mumlende.
   "De er ikke ægte stjerner," hvisker jeg. "Ægte stjerner ser anderledes ud. En ægte himmel er smukkere. En ægte himmel er sort med hvide stjerner. Vores stjerner er mange farver."
   "Jeg vil ikke have denne himmel," siger du og kigger på mig en sidste gang. "Jeg vil ikke høre om den."
   Jeg nikker med et sørgmodigt smil. Det spiller i min mundvige, for jeg kan ikke rigtig få resten af mit ansigt til at makke ret.
   "Jeg skal nok holde op med at snakke."
   Dine øjne er lukkede nu. Kort efter stopper du fuldstændig med at flimre. Jeg tænker ikke nærmere over det, for mine tanker holdes fast af stjernerne.
   "De kommer i morgen og tager os hjem," hvisker jeg til din sovende krop. "Det gør de."
   Men kan det blive morgen i en verden, hvor himlen er en konstant hvirvel af information? Én sol kan ikke indeholde så megen data. Der skal mange sole til.
   Så natten må være evig her.
   Jeg er stoppet nu. Jeg er stoppet med at snakke. Der kommer intet ud mere.
   Jeg rejser mig op, imens mit hoved bruser underligt. Jeg går ned til telefonboksen igen, samtidig med at den forsvundne hund spøger i mine tanker som et flimrende program i baggrunden.
   Røret ligger i min hånd igen. Jeg sætter det mod øret og lytter.
   "No connection," siger stemmen. "No connection. No connection."
   Ingen forbindelse.
   Vi har ingen forbindelse.
   Vi er ikke forbundet.
   Vi er to eksistenser, to nyheder, næsten blank information, der er blevet lukket ud. Vi er her, fordi vi er forbundet. Men vi er stoppet med at være forbundne nu.
   "Der er ingen forbindelse," mumler jeg, imens min arm begynder at flimre voldsomt. Røret smækker mod væggen. "Så kan vi ikke blive fundet. Hvis vi ikke bliver fundet, stopper vi med at eksistere, fordi vi kun eksisterer for at blive fundet.
   Så ..."
   Min arm begynder at gnistre voldsomt, og jeg ser hen mod din krop, der ligger trygt i græsset, uberørt. Du hverken flimrer eller gnistrer.
   "Så vi stopper med at eksistere nu!" råber jeg. "Alt sammen fordi vi ikke er forbundet! Ikke? Ikke?!"
   Du svarer ikke. Jeg mærker mig selv forsvinde. Hvorfor forsvinder du ikke? Er du stadig forbundet? Hvordan kan du være forbundet, når jeg ikke er det?
   Jeg råber på dig, men du rører dig ikke.
   Stjernerne funkler over mig. De kalder på mig. Jeg kigger op på dem, desperat efter svar.
   Og jeg får det.
   Jeg er ikke forbundet. Jeg må vente på at blive det, så jeg kan blive fundet. Jeg skal vente i et stort matrix. Som en lille information, en lille kode, gemt væk i den store helhed.
   Jeg håber, du forstår, at du stadig har en chance. Jeg håber, du bliver fundet. Jeg håber, du ikke var så lille en nyhed som mig.
   Så kan du måske få lov til at eksistere lidt endnu.