Victorias hud havde altid været sårbar. Trådte hun uden for en dør under en bare nogenlunde skyfri himmel, var det som søgte uv-strålerne specifikt hendes celleformation. Det var ekstremt ubehageligt at være frygtsomt gemt væk inden døre, og hverken hun eller hendes forældre forstod hvorfor det blev ved, selv efter hun var blevet ældre og dermed burde have stærkere hud.
   Til sidst blev det så ubærligt for hende, at hun erklærede sig en villig fange, trak gardinerne for, satte sig i sin seng og viede sin fritid til sysler, der ikke behøver frisk luft eller brede vidder. Efterhånden begyndte hun endda at have smag for det; at være alene over en bog kunne have fortrin frem for at skændes med andre børn om, hvorledes højen skulle forestille at være et slot eller et piratskib.
   Lykken vendte - eller rettere blev til - da solen pludselig en dag ikke hadede pigebarnet så inderligt længere. Victorias forældre var jubellykkelige indtil de indså, at deres datter ikke delte glæden. Hun foretrak stadig husets skyggekroge.
   Selvfølgelig var der det problem for Victoria, at hendes forældre fik hende til selv at cykle i skole, så hun blev tvunget ud i solen. Også i frikvartererne blev børnene sendt ud af lærerne for at lege. Der var ikke noget valg, så i stedet dækkede Victoria sig så godt, hun kunne. Hun bar handsker, bukser og lukkede sko året rundt, gerne en hat og en langærmet trøje eller cardigan. Ja, kroppen kunne hun nemt dække, selv hvis de andre børn drillede hende med det. Det virkelige problem var ansigtet, altid åbent for omverdenen og dens indtryk.
   I lang tid var dét problemet for Victoria. Det gnavede i hendes indre at solen, der var den som havde fordrevet hende til at starte med, tillod sig at belyse hendes ansigt. Hendes triumf præsenterede sig ganske uventet.
   Hendes mormor fik et hjerteanfald og hele familien var samlet for at rydde op. Victoria, værende et barn, gjorde selvfølgelig ikke megen gavn. I stedet gik hun omkring på må og få med udforskende øjne, og på den måde fandt hun teaterkassen, hvori en aflang æske af asketræ lå. Nysgerrigt skubbede hun kassens låg væk. Dernede, gemt i årevis af støv, lå seks masker.
   Maskerne bar individuelle ansigter med hvert sit udtryk, og Victoria prøvede dem ivrigt, som da hun første gang dykkede i sin mors sminkeæske.
   Da familien så hendes hengivenhed for de gamle sager lod de hende få dem som trøst, og Victoria takkede dem og sin mormors minde. Familien havde ikke forudset, at hun ville ære den afdødes minde ved at bære maskerne hver dag.
   Hun var nu fuldstændig ekskluderet fra d-vitaminernes verden. Den eneste del af hende, hun havde glemt, var håret, som blev helt hvidt.
   Med årene sugede maskerne sig fast til hendes ansigt. Hun skiftede dem sjældent ud og altid hastigt, sådan at hendes ansigt ikke skulle lide skade.
   Da hendes unge år var ved at være ovre, og hun skulle vælge en fremtid, kom hun i vildrede. Hvilke evner skulle hun tage i brug nu? Hvad ville hun være bedst til, og hvad havde hun egentlig mest lyst til? Hvordan skulle en person som hun selv spendere resten af sine år? Og for øvrigt; hvad var hun for en person?
   Victoria frøs til is, da tanken slog hende, og hun skyndte sig til sine nærmeste venner for hjælp. Kunne de beskrive hende? Var det muligt at male hendes udtryk? Hendes venner virrede med hovederne og sagde, at de ikke vidste, hvad de skulle svare hende. Hun var på grænsen til gråd, men det så ingen, ikke engang hun selv.
   Hun søgte derefter fortvivlet til sine forældre, men hendes mor tog hendes ansigt i hænderne og sagde ingen trøstende ord. "Jeg genkender ikke dig som min datter," klang hendes ord. "Faktisk er jeg ikke sikker på, hvem min datter er."
   Victorias mor så magtesløs til, imens hendes datter skreg af sit spejlbillede og greb fat om masken, der klæbede til hendes ansigt. Hun rev og sled i det skjold, der havde beskyttet hende i de mange år.
   "Jeg kan ikke få den af," hylede hun.
   Aftenen efter kaldte hun alle, hun holdt kær, til sig og bad dem hjælpe sig. Hver især gik de op til hende og prøvede at fjerne masken, men til ingen nytte. Den var ikke bare limet fast, den var som smeltet ind i hendes hud.
   Så blev der ringet til lægen, og kirurgi måtte tages i brug. Det var i sidste øjeblik, sagde lægerne. "Det var lige før masken ikke kunne fjernes, uden hele overfladen af dit ansigt røg med," sagde de.
   Victorias ansigt føltes faktisk, som om det var revet op til et blodigt krater, men ved siden af hende sad hendes grædende forældre og sagde, at de genkendte hende.
   Flere timer på hospitalet gik med at stirre ind på spejlbilledet og formane den person derinde til at vise den, hun forventede. Ofte drejede hun sig for at se, at der ikke stod nogen bag hende, som var den egentlige person i spejlet.
   Hun forstod ikke det arrede ansigt, der var blevet ødelagt af maskens klæbende kræfter. Hun huskede sit ansigt som glat, buttet og glad. Dette var hærget, magert og udtryksløst. Som om det ikke længere kunne trække på smilebåndet.
   Langt om længe blev hun udskrevet. Hun var ivrig efter at komme ud, men da svingdørene var foran hende, og hun skulle tage de første skridt, stoppede hun op og funderede over solgrænsen. Det var jo den, hun oprindeligt havde villet skjule sig for. Tøvende rakte hun sin nøgne hånd ud i lyset og derefter hele kroppen og ansigtet. En uanet hede nåede ind i hendes sjæl og varmede den. Victoria var godt klar over, at det var stråler, der kunne skolde, men det var på tide hun prøvede noget nyt. Hun ville forlade sit værelses hjørner og udforske den verden, solen oplyste.
   Solen gjorde ondt på hendes for længe skjulte hud, men med tiden hærdedes den, og arrene forsvandt næsten.