Jeg har lært, at man må være stærk. At man må klare sig selv. Man skal være hård. På den måde slår verden ikke én i stykker, når den slår. For verden slår. Det har jeg lært.
   Uret tikker derudaf, lydløst, mens de digitale tal ændrer sig fra minut til minut. Tiden er ikke andet end røde streger i mørket. 03.13, tik. 03.14, tik. 03.15, tik. Mange gange tak. Jeg stirrer på klokken, indtil jeg hører hende komme.
   Ballerina er ikke hård. Hun er blød. Med langt, blødt hår der krøller. Når hun går, altid med et lille svaj i sin gang, hopper hendes krøller op og ned. Som slyngplanter. Proptrækkerkrøller. De er alt, jeg ser, når jeg kigger på hende bagfra. De ser... vidunderligt bløde ud, velplejede eller et eksempel på genetisk perfektion - de ligner, at de ikke engang behøver shampoo og balsam og rosenvand for at se, føles og dufte dejligt.
   Ballerina er ikke hård. Hun er blød, men ikke eftergivende. Hun har et fast tag i sig selv, også når hun danser. Især når hun danser. Hun danser gennem verden. På tæerne. Med grands jetés der er født af øjeblikket, benene strakt helt ud, fødderne en lineær forlængelse af hendes lægge. Det ligner at hun rækker ud efter noget. At hun flyver for at kunne nå det.
   Uden at vente går hun i gang. 03.19, tik, siger uret, da hun træder ind i første position.
   Verden slår også efter hende, selvom hun kan både danse og flyve. Hun er ikke blind, selvom det nogle gange kan virke sådan. Hun er ikke døv, selvom det nogle gange føles, som om hun ikke lytter til de hårdhændede ord som smides efter hende. Realiteten er altid hårdhændet, men hun hører ikke efter. Eller også læser hun bare ordene anderledes, giver dem en anden kontekst... I hvert fald rammer verden hende ikke. Ikke fordi hun ikke er opmærksom på den; hun er en del af den, hun er i verden, men når den slår på hende, så lader hun sig ikke ramme. Undgår den letfodet. Rapfodet. Det kan godt være der er et ganske lille ophold i hendes dans, men ikke en eneste gang er hun faldet. Aldrig tabt på gulvet. Ballerina bliver på benene. Hun bliver ved med at smile. Et stort smil, et sødt smil - så sødt at det kun kan være uskyldigt, for ingen kan smile så sødt, hvis de har mistet deres uskyld.
   Jeg har lært, at man ikke kan leve, sådan som Ballerina gør det. Jeg har lært, at uskyld er en svaghed. Man er først voksen, rigtigt voksen, i det øjeblik man har fået taget sin uskyld. Det er hele pointen med udtrykket.
   Jeg betragter Ballerina, lader mine øjne glide op ad hendes ben, fra de spæde ankler til de velformede lår. Jeg tænker: Hvem mon har taget hendes uskyld? Har nogen overhovedet taget den? Hun lader folk komme så forfærdeligt tæt på, uden at frygte intimitet, uden at skubbe dem væk af bare berøringsangst. Mon så ikke en eller anden har taget hendes uskyld med sig, da de gik?
   Det virker ikke forkert at tænke sådan. Om hende. Det er ikke fordi, hun er uden seksualitet, for hun er så gennemført passioneret. Alt ved hende udstråler at her er en pige der kender udmærket til kærligheden, men alligevel ligner hun ikke en, der har fået taget sin uskyld endnu.
   Kan man overhovedet kalde det rigtig kærlighed, hvis man ikke har fået taget sin uskyld?
   Det synes jeg ellers, jeg har lært at man ikke kan. Ægte kærlighed gør ondt; må og skal gøre ondt og kan ikke eksistere medmindre hjerte rimer på smerte. Smerte gør én voksen. Man kan ikke blive voksen, være voksen, uden at have været ramt af verden. Og at blive ramt af verden betyder at føle smerte. Ganske enkelt.
   Men hun rammes ikke af verden, ergo har hun ikke følt smerte, ergo er hun ikke voksen, ergo har hun ikke fået taget sin uskyld. Jeg tæller argumenterne af på fingrene. Kun lillefingeren presser stadig ind mod håndfladen og ser ensom ud. En lang ligning som logisk set er sand. Og på trods af det - selv om al logik taler imod det - færdes hun i verden som en, der kender den. Jeg forstår det ikke.
   Nej, jeg forstår det ikke. Hun gør heller ikke noget forsøg på at forklare mig det, i stedet bliver hun ved med at danse, fra første position til en lille serie batterie. Værelset fyldes af en flagrende lyd, som en fugl der desperat slår med vingerne. 03.30, tik. Lige i det øjeblik er hun en kolibri.
   Efter lidt tid bliver jeg vred på hende. Virkeligt vred. Selv har jeg ikke nogen uskyld længere. Den blev taget, da jeg var 21 år gammel, på en mørk, grusom dag og igennem en endnu mørkere, mere grusom nat. Lige siden da, lige siden jeg vågnede op om morgenen med røde øjne og blege kinder, har jeg været buret inde. Helt alene, for mig selv. En overgangsrite, kaldte de det. En læringsproces. Sådan er det over hele kloden. Man må overleve og lære af smerten for at blive voksen. Nå men... her er jeg. Jeg overlevede. Jeg overlevede at gøre ondt. Jeg overlever hver dag at gøre ondt. Derfor trådte jeg ind i de voksnes rækker. Der kan ikke være nogen tvivl om, at jeg er voksen nu. Vel?
   Jeg kender til smerte. Ved at det må gøre ondt på hende at trippe rundt på tåspidserne på den måde. Med øjnene knebet sammen for at opfange hver eneste detalje stirrer jeg på hendes ansigt og tror alligevel ikke på, hvad jeg ser. Hun viser intet tegn på, at noget som helst skulle gøre ondt på hende, som hun danser hen over gulvet. Som hun danser igennem livet. Altid i bevægelse; frem, frem, frem. Og hun smiler også. Bruger verden som sin scene. Smilende.
   Det er uretfærdigt, tænker jeg og har lyst til at slå hende, slå hende til hun bløder. Vil helst bare flå i hende, flå hende fra hinanden, indtil jeg finder helt ind til hendes hjerte. Og jeg vil plette det til, gøre det så beskidt, at det ikke kan vaskes rent mere.
   For jeg har lært at man - for at være et ansvarligt menneske, for at være voksen - må lære ikke bare at bære sig selv, men at bære sin byrde og bide smerten i sig. Man må tage sin tørn. Gøre sin pligt. Man skal være i verden, og man skal lade den ramme sig, når den slår. Og verden slår. Det har jeg lært.
   Ballerina bider ikke tænderne sammen. Hun er køn; en Mona Lisa med lyserøde læber og hvide tænder. Smil, smil, smil. Intet sammenbidt ved hende overhovedet. Verden slår efter hende, men hun undgår, på en eller anden måde, at blive ramt. Spillets regler er klare og utvetydige, men hun følger dem ikke. Hun snyder. Ballerina snyder.
   Hun kan ikke være det bekendt. Det er uretfærdigt. Så skide uretfærdigt. Hvordan gør hun det?
   Da jeg er blevet træt af at observere hende danse, sætter jeg mig hen i hjørnet. Sætter mig ned, surmuler, trækker mine knæ helt ind til brystet. Jeg føler mig som et barn igen. Endeligt kommer hun hen til mig, efter noget der virker som en evighed. Der er intet værre end at bide bitterheden i sig, vise sine sammenpressede læber og udspilede kinder kun for at blive ignoreret.
   Ballerina kigger på mig, med store øjne. Hun smiler uden sarkasme, uden ironi, med masser af sødme. Ved mig selv forestiller jeg mig, hvor mange mennesker i verden der spiser jordbær, fordi de er søde. Hvor mange der tager en bid og lader saften løbe ned ad hagen uden at tage sig af, at den pletter den nyvaskede trøje. De tørrer bare dråberne af, efterlader rødligt blodskyld på stoffet og slikker fingrene rene. Smaskende. Hvor mange der tager tyve jordbær i stedet for tre, selvom det er det mest velopdragne at gøre. Hvor mange der plukker dem i marken, trækker dem på strå i skoven og tager dem med hjem. Giver dem videre til andre, så de kan se dem blive klistret til i saft på præcis samme måde.
   Det er lang tid siden, jeg har smagt jordbær. Meget lang tid siden. Jeg kan knap nok huske, hvordan det er de smager uden et tykt, klæbrigt lag af fløde. Jeg har på fornemmelsen, at de har samme smag som sødmen i Ballerinas smil.
   "Du må ikke være misundelig," siger hun til mig. Jeg svarer ikke. Gider ikke lyve, gider ikke sige at jeg ikke er misundelig, for det er jeg. Dybt, dybt misundelig, helt ind til benet. "Du behøver ikke være misundelig," gentager hun, "det er der ingen grund til."
   Kan hun sagtens sige. Hun valser bare gennem verden, uden at blive ramt af den. Uden at det gør ondt på hende, selv når hun går på tæerne. De bliver hverken ømme eller klamme af det. Irriteret kigger jeg på hendes fødder, og jeg kan ane at under stoffet - det er svært at se detaljer i ballerinasko - ser hendes tæer ret krogede ud. Når jeg tænker tilbage, kan jeg ikke en eneste gang huske, at hun har vist tegn på, at det skulle gøre ondt. Da jeg kigger på mine egne tæer, er de også krogede. På min højre storetå har jeg en indgroet negl, som jeg ikke har fået gjort noget ved. Den borer sig ind i huden, ind i kødet. Bare at tænke på det får mig til at vrænge. Jeg bider tænderne sammen, sluger smerten råt. Præcis som jeg har lært.
   Hun tager min hånd, gør Ballerina, og fletter vores fingre sammen. Jeg bider mine negle; det gør hun ikke, kan jeg se. Mine er bidt helt ned, for langt, for langt, der er så godt som ingen negl tilbage. Mine fingerspidser er ømme, fordi jeg har ladet dem blive så udsatte. Hvorimod hendes negle er lange. Perfekte og dækket af et tyndt lag rosa-farvet neglelak. Klokken 03.42, tik, lægger hun hovedet på min skulder. Næsten med det samme falder hun i søvn. Jeg læner hovedet tilbage mod væggen, kommer til at bevæge mig, men vækker hende ikke. Hun bliver ved med at sove trygt. Jeg har ikke sovet siden dagen før. Faldt i søvn sent. Vågnede tidligt. Brugte dagen på ingenting, gik fra den ene ende af gangen til den anden, tilbage til mit værelse, hvor jeg lukkede døren efter mig selv. Der har jeg været siden. Bag døren.
   Sovepillerne hjælper ikke, tænker jeg. Jeg har ingen venner nu.
   Jeg har lært, at man ikke kan være i verden, hvis man ikke er parat til at betale prisen. Indtil for nyligt var der ingen, der havde fortalt mig, hvad prisen var. Nu tror jeg, at jeg ved det. Jeg vender mig imod Ballerina for også at fortælle hende det, så hun ikke bliver overrasket ligesom jeg gjorde. Jeg blev jagtet af vilde løver, indhentet og flænset, så jeg måtte på hospitalet. Og måske bliver jeg aldrig helt hel igen. Men Ballerina sover ikke længere på min skulder. Hun er væk. Forsvundet. Der er ikke meget at gemme sig bag på mit værelse; hvide vægge og en seng, et skab og et skrivebord. Det tager kun tre sekunder at forsikre sig om, at hun ikke er der sammen med mig mere. Døren går op. Jeg forventer næsten at se et par lyserøde dansesko. Håber. Uskyldigt.
   Det er sygeplejersken.
   "Jamen dog," siger hun, "jamen dog, sover du ikke endnu?"
   Selvom sætningen er klar, parat, start i mit hoved, kan jeg ikke få ordene til at komme rigtigt ud. Ordene til at fortælle hende, at jeg ikke har sovet siden i går. De sidder fast på læberne, smelter på min tunge og bliver til ingenting. Det minder mig om dengang, jeg var barn og løb rundt for at fange sne på tungen, ansigtet vendt opad, nakken lagt tilbage, som en direkte forlængelse af mine skulderblade. Mine skulderblade der ligner afskårne vinger, når jeg er nøgen.
   "Lad os nu få dig i seng," siger hun venligt, tager mig under armene og hjælper mig på benene, så hun kan lede mig hen til den seng, jeg forlod af bare frustration. "Når du vågner i morgen, er jeg sikker på, du har det meget bedre." Sikke en billig forsikring.
   Der er ikke noget galt. Det har jeg lyst til at sige til hende. "Der er ikke..."
   Jeg lægger pludseligt mærke til, at mine kinder er våde af tårer. Har jeg grædt uden at lægge mærke til det? Hvordan kan jeg græde uden at vide, at jeg græder? Hvordan kan man gå igennem verden uden at mærke smerten? Det gjorde jo ondt. Det gør ondt at græde. Det skal gøre ondt. Hvordan har jeg ikke...? Hvorfor gør det ikke...?
   Intet er mere nærværende end smerte. Det er, hvad jeg har lært. Hvad jeg er vokset op med at vide. Hvad jeg selv har erfaret gennem en lang, smertefuld læringsproces.
   Sygeplejersken hjælper mig ned at ligge. 03.45, tik. 03.46, "Tak." Da jeg trækker dynen over mig, ser jeg et par balletsko for enden af sengen. De er lyserøde. Lige min størrelse og ser brugte ud. Det ligner et par sko, et dyrt stykke legetøj, som en lille pige engang var rigtigt glad for. Ja, hun elskede dem højt. Tog dem på hver eneste dag, ufortrødent.
   Ude på tåspidsen er der røde skjolde, et par pletter efterladt blod, i lige linje. Dryp, dryp, dryp.
   Måske fra en nedgroet negl.