Angreb, udfald, razzia. Vindhastighed mellem 25 og 33 meter i sekundet. Nej. Det var åbenbart ikke på Netordbogen, at jeg skulle finde en årsag til alt det, der skete rundt om mig. Jeg skulle i hvert fald ikke bruge "storm" som søgeord. hvad skulle jeg så? Jeg kunne ikke selv finde et mere passende ord for, hvordan jeg oplevede det.
   Jeg tog en slurk af min lunkne kop kaffe og lod frustreret mine fingre løbe igennem mit fedtede hår. Jeg følte mig som en journalist, der lavede dybdeborende research til noget, der skulle ende i en artikel, som ville vække opsigt verden over.
   Kaffen skvulpede over kanten af koppen, da jeg irriteret satte den ned på skrivebordet igen. "Verdens bedste mor", stod der på den. Yeah right.

Jeg havde ikke været udenfor i en lille uge, men det var ikke rigtig et problem, da jeg normalt kun spiste en gang om dagen, og min fryser var fyldt med færdigretter og hvidløgsflute. Mit hoved var tungt, og den lille lejlighed lugtede indelukket og virkede underligt dunkel på alle tider af døgnet; som om den hungrede efter lyset, lydene og lugtene udefra. Men det gjorde jeg ikke. Det var vigtigere at sørge for, at alt udenfor mine døre og vinduer blev udenfor.
   Jeg havde hevet stikket ud af min telefon. Min mobil havde ikke været tændt i ugevis, da jeg dagligt blev ringet op af en psykopat, som hævdede at være min far. Men da han skred fra min mor, da jeg var tre år gammel og døde året efter, var det ganske utænkeligt. I starten gik det mig ikke så meget på, men da han begyndte at kalde mig ved mit navn og sige, at han ville komme forbi på min adresse, blev jeg så angst, at jeg droppede ca. al kontakt med omverdenen. Jeg havde fået hemmelig adresse, kædelås på min dør og et par store solbriller at gemme mig bag i tilfælde af, at jeg var nødsaget til at liste mig udendørs.
   Jeg smed et hvidløgsbrød i mikroovnen og gik ud på badeværelset. Mit hår var så fedtet og uglet, at det begyndte at ligne en fuglerede, men jeg var egentlig ret ligeglad. Der var jo alligevel ingen, der kunne se mig herhjemme. Medmindre jeg blev overvåget. Jeg havde smidt min tandtråd væk og var holdt op med at bruge shampoo, da jeg havde syntes at miste interessen for generel hygiejne. Egentlig var det heller ikke så vigtigt, syntes jeg. Måske var det ligefrem lidt sygt at gå så meget op i den slags. Folk havde jo før i tiden klaret sig fint uden sæbe og deodorant.
   Shit. Det var min røgalarm, der gik i gang. Jeg løb tilbage til køkkenet og viftede lys røg væk med armene. Jeg åbnede mikroovnen, hvor mit brød lå forkullet med en lille flamme brændende i det. Jeg fik den hurtigt blæst ud med ovnlågen. Bare et lille pust luft, og så var ilden væk. Jeg stod længe og kiggede ind i ovnen på det hårde, sorte brød, som ikke duede til andet end at blive smidt ud. Tænk, at ild kunne være så ødelæggende og samtidig så nemt at slukke, når det kun var en lille flamme.
   Uden at tænke over det rakte jeg ud efter brødet og tog en bid af det, men smed det hurtigt på gulvet, da jeg brændte mine hænder og læber på det. Den forkullede masse i min mund var blevet blød og smagte slet ikke brændt, men mere af metal. Tænk at så meget mad havde en til tider meget stærk bismag af metal. gumlede lidt videre på den sorte klump og spyttede den så ud i skraldespanden. Jeg havde meget svært ved at koncentrere mig og samle mine tanker for tiden. Det havde nok noget at gøre med, at jeg sov så elendigt om natten.
   Jeg var ræd for stankelben. Forfærdelig ræd. Også for edderkopper, men stankelben var alligevel værre. For mig var de bare edderkopper med vinger, så de var sværere at undgå. Jeg havde tit mareridt om, at de fløj ind på mit soveværelse i store flokke og summede om mit hoved, og jeg kunne høre lyden af dem, selvom jeg gemte mig selv og min angst under dynen. Stankelben kan dræbe et menneske, hvis der er utrolig mange af dem i et lille rum. De er giftige.
   Jeg var holdt op med at søge på "Storm" og var i stedet gået i gang med en større undersøgelse af alt, der fandtes om ild på internettet. Ikke fordi, at det som sådan havde noget med mig at gøre, men fordi det var begyndt at interessere mig meget. Jeg vidste ikke helt, hvorfor jeg havde kastet min kærlighed på lige præcis ild, men det havde jeg. Jeg var sikker på, at det kun var mig, der rigtig forstod det fascinerende ved det. Så destruerende og farligt, og dog så smukt og spændende. Hvis jeg skulle vælge, hvordan jeg helst ville slås ihjel, skulle jeg brændes; ligesom dengang, man brændte hekse på bålet. Og så en gang til, når jeg var død, så jeg kunne være i urnen.
   Da min datter var helt lille, havde jeg engang fortalt hende, at hun ikke måtte lege med ild, fordi det var farligt. Men det var det spændende ved det. var kun farligt, hvis man ikke kunne styre det.
   Jeg havde hjemmelagt bandage, der gik helt op til albuerne, på begge arme. Først havde jeg troet, at det var museskader, men så bredte det sig også til mine ben og min ryg. Det var som om, at jeg pludselig stivnede på de underligste tidspunkter og i de underligste positioner. kunne ikke finde ud af, hvad det var, og internettet kunne ikke umiddelbart hjælpe mig. Men jeg havde besluttet mig for, at det skulle være meget smertefuldt, før jeg ville tage til lægen, som ellers var placeret kun ca. 300 meter fra min lejlighed. Indtil videre mærkede jeg næsten intet til det, så jeg ville ikke lade det bekymre mig.
   Efterhånden kunne jeg ikke længere huske, hvornår jeg sidst havde været i bad, taget rent tøj på eller børstet tænder. Jeg blev langsomt mere ligeglad med alting, og selvom det ikke gjorde mig noget, forstod jeg ikke, hvad der pludselig havde ændret hele min tilværelse så radikalt. Jeg forstod ikke rigtig længere mig selv, og at nogen som helst andre gjorde, var fuldstændig udelukket. Jeg satte mig i min snuskede sækkestol på gulvet med hovedet begravet i hænderne og begyndte at græde. Måske var det fordi, at jeg ikke havde sovet mere end højst et par timer om natten i flere uger og snart bare var en omvandrende zombie. En tom skal. Måske var jeg bare forvirret, eller også var det en forsinket reaktion på den kærlighedsfilm, jeg havde set dagen før. Måske var det den stemme, jeg konstant kunne høre tale til mig uden at forstå, hvad den sagde.
   Måske var det bare min dårlige samvittighed, der hele tiden jagtede mig. Jeg var ikke sikker. På noget. Kun at der rasede en vild storm indeni mig, som jeg ikke kunne få til at lægge sig.
   Jeg stod i stuen med en stor affaldssæk i min venstre hånd og et par lyserøde gummihandsker i den anden. Jeg sukkede tungt og rystede mit pandehår væk fra ansigtet og lagde mig på knæ på gulvet. Det var bare om at starte et sted. Min sækkestol var nu en gammel iturevet las, der lå på et bjerg af små, runde kugler, som engang havde været fyld. Den ene ende af glaspladen på mit bord lå i små glasskår bredt ud over det meste af den lille stue. De visne blomster, som havde stået i en vase derpå, var ligeledes spredt overalt i dele på størrelse med riskorn. Jeg vidste ikke, hvad der var gået af mig dagen før. Jeg var pludselig blevet så ulykkelig, og det havde endt i et kæmpe raseri, som havde resulteret i dette store rod. Jeg havde brug for søvn. Og brug for at forstå og blive forstået.
   Stemmen, jeg hele tiden hørte, var ved at drive mig til vanvid. Jeg prøvede at skrige og rive mig selv i håret af ren og skær frustration, men jo mere, jeg skreg, jo højere blev stemmen. Jeg blev mere og mere overbevist om, at det ikke bare var min samvittighed, der nagede mig. Når det var rigtig slemt, kunne jeg slet ikke høre andet, og jeg lå bare og råbte eller græd og ventede på, at det ville stoppe. Men det stoppede aldrig.
   Alt, hvad jeg puttede i munden, smagte af metal. Ligesom blod, bare meget kraftigere. Jeg kunne ikke smage andet. Alt lugtede og så råddent ud. Selv min sofa var blevet muggen. Alle steder sad der grøn, svampet mug. Af og til sad det også på min krop, og selvom jeg kradsede og gnubbede på det, forsvandt det ikke. Det kunne være væk, når jeg vågnede fra en grufuld nat med færre og færre timers søvn, men så kunne det pludselig komme igen.
   Hver gang, jeg gik i gang med noget så simpelt som at spille på computeren, kunne jeg glemme, hvad jeg lavede, eller bryde i gråd over det og opgive. Internettet kunne kun forklare det hele med en psykisk sygdom, og det kunne selvfølgelig ikke være det, der var galt. Men så vidste jeg ikke, hvad det var. Bare, at jeg ikke længere kunne holde det ud.
   Det skete, da han pludselig stod foran min dør og bankede. Det faldt sammen. Han bankede hårdere og hårdere på døren og råbte på mig. Ham, som kaldte sig min far. Jeg kunne ikke mere. Imens han så det hele ind ad ruden ved døren, fandt jeg en stor dunk sprit i køkkenskabet og hældte det ud over hele lejligheden. De mugne møbler, det ødelagde glasbord og i soveværelset, hvor jeg aldrig længere fik søvn og altid tænkte på stankelben. Han så så forfærdeligt bange ud. Som om han kendte mig. Jeg satte hele lejligheden i store, fantastiske flammer, imens han bare stod der og var bange. Ild er ikke kun farligt, hvis man ikke kan styre det.
   Det var min sidste chance for at se alt, hvad jeg frygtede, i øjnene. Chancen for at opleve den farefulde verden udenfor de fire vægge, jeg snart var groet fast i. Derfor gjorde jeg det. Jeg åbnede min altandør og mærkede den kølige og næsten ætsende vind imod mit ansigt. Og så sprang jeg. Lige ud i armene på alt det onde. Jeg fløj igennem alt det, der skræmte mig så forbandet meget. Indtil jeg ikke længere fløj. Og her slutter min indre storm.
   Jeg så det hele. Jeg så min datter ende alt liv. Mit, hendes. Det, der havde været i hendes lejlighed, før hun blev syg. Så forbandet syg. Skizofreni. En sygdom, der gjorde, at hun ikke længere forstod, hvem jeg var. Gud forbyde, at det var min skyld. Det må ikke have været min skyld, at det endte, som det gjorde. Eller min skyld, at det begyndte. Jeg elskede hende. Men det gik sådan ned ad bakke, da jeg fik tvangsfjernet hendes lille datter. Jeg havde ikke noget valg. Jeg fik reddet en fantastisk piges liv. For at miste et andet.