Hvis folk går og tror at selvmordere ikke tænker over deres selvmord, tager de fejl. Det er en nøje planlagt plan, og den er udtænkt ned til den mindste detalje - sådan var det i hvert fald for Felix. Felix Brummer Jensen var 23 år gammel, homoseksuel (eller den mere brugte vending, bøsse) og boede alene i en et værelses, og han vidste alt om nøje planlagt selvmord. Og grunden til dette var, selvfølgelig, at han var ved at planlægge sit eget. Hvorfor? Jamen grundende var endeløse hvis man spurgte Felix.
Grund nr. 1:
Det faktum at han var bøsse gjorde livet unødvendigt svært for ham. Når man ikke bor i verdens største by og i et kvarter hvor alle ved alt om hinanden, så ved alle snart hvad man er til - det var i hvert fald hvad Felix havde erfaret.
" Hey, din bøsserøv! Hvordan føles det at stikke sin pik i en klump lort? Er det lækkert med lidt chokolade på den? Vil du ha det ekstra mørkt så ta' da og stik den i en forpulet nigger!". Felix gik ikke længere i byen, for hver gang fik han lignende tilråb. Og hver gang gik han nedtrykt hjem. Han råbte aldrig igen, men han lukkede heller aldrig af for den slags tilråb - Felix var en meget følsom dreng, hvilket også gjorde sit til hans selvmords planer. Men Felix var også i vildrede. For selvom han var bøsse, eller han sagde at han var, så havde han aldrig været sammen med en mand. Han havde aldrig så meget som været forelsket i et andet hankønsvæsen - han gik simpelthen bare ud fra at han var homoseksuel. Dette viser også at han heller ikke var videre klog. Hvor han havde fået ideen om at han var bøsse fra er uvist - men måske var et fordi han i forvejen var underlig og sær på alle andre punkter, at han derfor gik ud fra at han også var unormal på det punkt?
Dette leder os til grund nr. 2:
Felix' udseende var noget helt for sig selv. Han var en meget høj, meget tynd dreng. Faktisk var han så høj og så tynd, at man godt kunne blive urolig for at han ville blæse væk en dag. Men kiggede man så på hans fødder, der var kæmpe store, forsvandt denne frygt - for de fødder kunne holde enhver fast plantet på jorden. Hans hænder var til gengæld meget små, som modvægt til de store fødder. Det lyder måske ikke så slemt at han var så høj og tynd, det er der jo så mange der er. Men Felix han var høj og tynd, ja, men han havde en meget lille krop. Det hele var arme og ben og hals for den sags skyld. Felix havde en uhyggelig lang hals, og oven på hans hals sad et ovalt hoved med to klare blå øjne og en kæmpe ørne næse. Og kronen på værket var hans store korngule manke af hård der sad, som en narrehat og strittede ud til alle sidder over på hans hoved.
Hele hans liv var han altid blevet drillet, eller måske rettere sagt, mobbet med sit aparte udseende. Han havde så mange øgenavne, at han kunne bruge timerne på at sidde og gennemgå dem alle sammen, en for en og tænke over hvorfor lige præcis det navn passede til ham - som sagt var han ikke videre kløgtig. Øgenavne er latterlige små angreb, som kan gøre stor skade og de bør slås ned med hård hånd og ikke tænkes over.
Nu kan man tænke at Felix havde levet et liv uden nogen kærlighed, men det passer ikke for piger er ikke så overfladiske som de ser ud, på det punkt er drenge meget værre! Så Felix havde faktisk haft en kæreste - og nøgleordet i den sætning er at han havde haft en kæreste.
Det bringer os videre til grund nr. 3:
Felix havde ganske rigtigt haft en kæreste, endda en pige kæreste. Hendes navn var Juliane og hun var et år yngre end Felix. Skønt hun ikke var fandens køn - det vil sige ikke kors-i-røven-nogle-gode-patter-smukt-ansigt-god-røv køn, men stadig udenfor, langt udenfor, Felix' område om man så må sige. Man kan ikke lade være med at tænke, hvorfor valgte hun lige Felix? Det var jo ikke fordi hun var spedalsk eller havde kræft og bare manglede en sød dreng til at varte hende op, hun var heller ikke en økse morder på jagt efter et nyt offer, nej det var en gåde for enhver hvorfor Juliane havde valgt netop Felix? Når man spurgte hende svarede hun kækt: " Ihh, jamen hvem kan da stå for hans rare øjne og dejlige personlighed? Han har et hjerte af guld". Og ingen vidste hvad de skulle sige til det, for ingen kendte Felix, da alle syntes han var for sær at se på til at være sammen med, og ingen havde så meget som skænket hans øjne et sideblik.
Felix sagde tit at Juliane var det bedste der nogensinde var sket ham, og for en gangs skyld havde han faktisk ret. På grund af Juliane og hendes store omgangskreds fik han dermed også en stor omgangskreds. Han lånte så at sige hendes venner. Som hurtigt fandt ud af, i hvert fald nogle af dem, at han var en sød og reel fyr med et godt hjerte, og uden ret meget mellem ørerne.
Men hvis Juliane var så god for Felix, hvorfor skulle han så begå selvmord? Jo, af den simple grund at Juliane ikke længere er blandt de levende.
Og så er vi allerede videre til grund nr. 4:
Juliane blev uheldigvis dræbt i et trafikuheld. Og som om det ikke var sørgeligt nok så var det Felix der kørte hende ned. For udenforstående, så som politifolk og medierne osv. kunne det nemt se ud som om at Felix med vilje havde kørt Juliane ned. Men for dem der kendte Felix og Juliane, og dem var der mange af, stod det helt klart, at Felix' evige uheld havde slået til endnu engang. (Det skal også lige siges at Juliane sjældent så sig ordentligt for når hun gik over vejen, og hun var derfor blevet kørt ned adskillige gange før, det gjorde også at anklagen mod Felix frafaldt).
Felix var ødelagt, hvilket jo er helt forståeligt. Han græd og græd. Han trængte sådan til at blive trøstet, og Julianes og Felix' fælles venner gjorde da også hvad de kunne, men den eneste der ville have kunnet trøstet ham i en sådan situation, var Juliane. Og det var jo desværre umuligt. Sådan er det jo så tit.
Nu var Felix i dyb sorg og hvordan taklede han så sin sorg? Ja hvordan takler de fleste den? Nogle går til psykolog, men det ville Felix helt bestem ikke, de var nogle narre hatte efter hans mening, de satte tanker i hovedet på folk og ændrede dem totalt, og ikke altid til det bedre - på det punkt var han ikke helt forkert på den. Selvom jeg tror nu kun en psykolog ville have hjulpet, når man først er nået bunden kan man jo ikke ryge længere ned, vel? Nå, men der er også dem der begraver sig i deres arbejde, og det var den mulighed Felix havde.
Så er vi ved næste grund, grund nr. 5:
For hvad lavede han egentlig? Jo, han var da maler. Kunstner som de også kalder sig. Det var det eneste han kunne finde ud af, og det kunne han da også finde ud af så det gjorde sig en ting. Lige meget hvad han lavede slugte folk det råt og han tjente gode penge i et års tid.
Hans billeder ændrede ganske vist stil efter Julianes død; før havde de været fulde af lys og farver, efter dødsfaldet blev de mørkere og mere triste, men sådan var tiden også på det tidspunkt, og folk kan så godt lide at have lidt af deres triste hverdag hængende på væggen. Så Julianes død hang og prydede mangt et hjem.
Hendes død tog hårdt på ham - det var også efter hendes død at han besluttede sig for at han var homoseksuel. Han kunne ikke forestille sig selv elske en anden kvinde, så inde i hans hoved var det derfor logisk for ham at så måtte han jo elske en mand. Dette skete heller aldrig. (Som sagt er mænd meget kræsne, og selvom bøsser ikke anses for rigtige mænd, så er de på det punkt stadig mænd).
Så er vi ved grund nr. 6 - men nej, der er de 5 nævnte grunde. Og det synes jeg da egentlig også er mere end rigeligt.
Nu skulle man så tro at vi var nær enden, men før enden kan blive enden, så skal den planlægges godt og grundigt, og nu var kunstneren Felix Brummer Jensen ikke verdens hurtigste tænker. Selvom han, hvis han tænkte sig ordentligt og længe om, kom frem til en fornuftig løsning på næsten alt han tænkte over. Men selvmord er ikke bare noget man lige kaster sig ud i, der er så mange spørgsmål der skal tænkes over og løses før det egentlige selvmord kan gå i gang.
Det første spørgsmål var hvor?:
Det tænkte Felix selvfølgelig længe over, for han mente at det skulle give mening, og jeg vil da give ham ret, hvor man udånder. Det skulle være et sted der betød noget for ham, et sted hvor han havde gode minder fra og et sted hvor han kunne være i fred, og måske også et sted med god udsigt?
Det første sted han tænkte på var sin gamle skole, han kunne snige sig derind og ligge sig til at dø uden at nogen ville opdage det, men der havde han ingen gode minder fra og der var bestemt heller ingen god udsigt fra, så det gik han hurtigt fra igen. Så tænkte han på sit barndoms hjem, det var fyldt med lykkelige minder og haven var virkelig dejlig, han ville ikke have noget imod hvis den var det sidste han så. Derimod ville han have meget imod hvis hans døde krop var det første hans gamle mor så, så det gik han også fra igen, om end lettere ærgerlig over at det ikke kunne lade sig gøre. Han tænkte på sin lejlighed, der havde han mange godt minder om Juliane, men det gik han også fra, for hele stedet emmede af ensomhed. Han ville ikke dø "omgivet" af ensomhed bestemte han sig for. Så pludselig slog det ham: skoven. Den lille skov udenfor byen. Den havde ham og Juliane besøgt utallige gange og gået ture i - og de havde aldrig mødt en levende sjæl. Det var der han havde fået sit sidste kys af hende huskede han. Så nu var det bestemt, i skoven skulle det være.
Næste spørgsmål, hvordan?:
Der var igen indtil flere muligheder, og han tog dem alle op til overvejelse.
Han kunne spise en masse piller, og ligge lige så stille og se på naturen, mens hans sjæl forlod hans krop. Som kunstner tiltalte det ham meget denne metode. Han syntes det var en meget poetisk og smuk måde at forlade denne verden på. Men så kom han til at tænke på, at det ikke var altid det virkede at tage alle de piller, han kunne jo risikere at han kastede dem alle sammen op igen, og det ville han ikke. Han ville gøre noget rigtigt her i livet, om det så bare skulle være sit eget mord, så skulle det gøre rigtigt. Som sagt er selvmord en alvorlig sag, man ikke bare sådan lige går til.
Han tænkte sig længe om, han kunne jo også kaste sig ud fra et højt træ. Men, tænkte han så, hvis det ikke lykkes kommer jeg til at lægge med en brækket ryg eller sådan noget, det havde han heller ikke lyst til - forståeligt nok. Endelig fandt han frem til to muligheder, den ene var hængning, en klassiker, som han kaldte den. Den metode havde man brugt i hundredvis af år, så ville den helt sikkert virke. Og han var jo omgivet af træer så et ville ikke blive noget problem at finde et sted at hænge rebet. Den anden var et skære sit håndled over. Teenager metoden kaldte han den. Han var jo kun lige kommet ud af teenageårene, så denne metode fristede ham meget, men han var ikke helt sikker på om han turde skære så dybt i sig selv? Han blev enig med sig selv om at tage både et reb og en skarp kniv med derud, så kunne han bestemme sig der.
3. spørgsmål, hvornår:
Det spørgsmål var hurtigt besvaret. "Når anemonerne blomstrer". Han ville kunne se de smukke hvide blomster hvor end han kiggede han, på den måde ville han føle at han sad på en sky på vej mod himlen. (Han var en af dem der ikke troede på, eller ikke havde hørt, den teori om at selvmordere ikke kommer i himlen).
4. og sidste spørgsmål, hvorfor?:
Man må give Felix at han var yderst betænksom. Han ville ikke bare fare til himmels (eller mod helvede) uden at give sine tilbage blivende en gyldig grund for sin død. De skulle ikke gå og beskylde sig selv for hans død det var sikkert og vidst. Juliane havde haft ret, han havde et hjerte af guld.
Selvmords brevet tænkte han meget meget længe over. Det skulle ikke være særlig langt, Felix syntes at lange forklaringer var alt for snirklede, han foretrak at alt var enkelt og ligetil - ligesom han billeder, eller malerier om man vil. Så det endte med at han lavede en konvolut med et brev i hvor der med hans pæneste håndskrift (han ville ikke have at folk skulle tro at det bare var noget han hurtigt og skødesløst havde kradset ned, hvilket det jo heller ikke var) stod:
Savner hende simpelthen for meget
I kunne intet have gjort
Kærlig Hilsen Felix Brummer Jensen
Det var et meget formelt brev, han var ikke en der sådan udøste sine følelser. Men han syntes at det var kort, enkelt og præcist, ja, perfekt hvis han da selv skulle sige det.
Da alt det var ordnet var der ikke andet at gøre end at vente. Og da anemonerne sprang ud, tog Felix Brummer Jensen ud i skoven med sit reb og sin kniv for at nyde sin sidste udsigt.