Der går hun ned ad fortovet. Den mutte pige, med den udslidte grå træningstrøje og de sorte hullede bukser. Hætten er trukket op og hendes ansigt er skjult. Hun er en krop uden ansigt. Man kan end ikke se hendes øjne under hætten, man kan ikke engang skimte de smukke grå øjne i det markerede ansigt - der er ingen der ser hendes sjæl når den titter ud gennem sine vinduer. Det er også sjældent den gør det, hvorfor skulle den? Det er altid det samme: gråt i gråt, sort i sort, og ensomheden.
   Ingen ser hende, egentlig eksisterer hun slet ikke. Forældre, søskende, venner den slags er for levende væsener, ikke for levende lig - de eksisterer ikke for hende. Hun sniger sig af sted langs murenes skygger, for dem kender hun så godt - de er hendes bekendte. De er barmhjertige overfor hende. Hun takker dem i sit stille sind. For stille det er hun altid, hun mæler aldrig et ord. Har aldrig gjort det. Hun lærte i en tidlig alder at ord kun komplicerer ting og sårer folk. Hun mindes hendes første hjem og hendes første ord:

Det store smil hun huskede som Barnepigen, varmede hende. Hun så det kolde ansigt og de livløse øjne, der kæmpede, kæmpede for at fuldende den grimasse af et smil, hendes mund fremstillede - hun tabte kampen. Øjnene var fortsat kolde som is. Den Onde Dame, sad i sin stol som hun altid gjorde og betragtede hende med et sylespidst blik, som hun aldrig havde brudt sig om. Hun brød sig ikke om Den Onde Dame
   "Sig mor, kan du sige mor?" Barnepigen slyngede dette ord ud, dette fremmede ord, var det mon hendes eget navn? Hun havde altid været sød og smilende, havde Barnepigen. Kunne hun blot sige hendes navn og gøre hende stolt, få hendes smil til at blive for evigt, da ville hendes lykke være gjort. Hun ville bare gøre hende glad. Hun så på det store smil, åbnede munden og sagde høj og tydeligt: "Mor!" mens hun kastede sig smilende i Barnepigens arme. Men det var ikke Barnepigens navn, Mor var Den Onde Dames navn, og hun fik en lussing af Mor straks efter fejl adresseringen.

Det var det første ar.

Hun nåede hjem. Fumlede med den store nøgle i låsen, som var den alt for tung. Men det var minderne og arene, først og fremmest der tungede hende, så nøglen gled ud af hendes hænder og faldt til jorden. Hurtigt som en kat havde hun den igen i hænderne og låste hurtigt op, inden vægten blev for stor.
   Lejligheden var lille og rummede kun en madras og et stort spejl. Der var mørkt for gardinerne var trukket for. Ingen skulle have lov at kigge ind. Ingen. Ikke engang solen.
   Hætten faldt, og et blegt markeret ansigt og et par grå øjne blev afsløret. Trøjen faldt, en flad og spinkel overkrop, lige så bleg som ansigtet kom til syne. Bukserne røg. Lange tynde ben kom til syne. Hun stod nu blottet. Hun havde smidt alt, foruden hendes undertøj. Ingen ekstra vægt tænkte hun. Ikke mere end det nødvendige. Hun stillede sig forsigtigt foran spejlet. Hun så på sig selv. Men ikke beundrende, ikke dømmende. Så bare med en skræmmende ligegyldighed. Hun iagttog de titusindvis af ar der dækkede hele hendes krop; nogle tynde som en blyantstreg, andre tykke som reb. Nogle igen var kun overfladiske skrammer, men der var også nogle der gik lige indtil knoglen. Denne gang var der ingen friske, der var ingen åbne blødende sår, det var et stykke tid siden der havde været nogen sidst. Hun var blevet hårdfør. Hun var ikke længere blød og let at skære i.
   Hun vidste at hun var alene om at se dem, arene. Engang, for længe længe siden følte hun, havde hun haft en mand boende hos sig. Hun delte hans seng. Han så hende blottet så tit, og hun undrede sig over hvorfor han aldrig kommenterede hende ar. Så hun spurgte ham - ikke med sagte ord, men med skrevne på en lille blok. Han svarede at han da ingen ar kunne se, om hun ville vise ham hvor de var. Hun blev bange, og febrilsk. Blev faktisk helt panisk. Hun pegede overalt på sin krop, hurtigere og hurtigere. Hun kunne mærke dem under fingerspidserne. Manden blev bange og forlod hende - hun så ham aldrig igen.

Hun sad på gulvet i sin tomme lejlighed. Halvnøgen nøgen. Og ensomheden vældede ind over hende. Hun havde kun sig selv, så da hun trængte til at blive holdt om var det kun hendes egne arme der kunne knuge hende. Hun var selv hendes eneste ven. Hun græd. Først stille, helt sagte. Senere højere og mere desperat. Hun græd for alle sine ar. Græd for sin ensomhed. Hendes gråd var et råb om hjælp.