Suk. Hun holder hovedet i hænderne, det føles for tungt til at hun kan bære det. For fuld af tanker, men mest af alt: fuld af spørgsmål.

Var det her det rigtige?
   Selvfølgelig var det det, vær nu ikke dum.
   Men havde han ikke ret i hvad han sagde?
   Du skal ikke lytte til ham, det lovede du jo dig selv.
   Men det var jo min skyld, han kunne jo ikke gøre for det?
   Det tror du jo ikke selv på det der.

Frem og tilbage. Hendes hoved snurrede. Diskussioner var altid svære for hende at klare, men en diskussion med hende selv var næsten ubærlig. Hjernen mod hjertet. En ren klassiker. Tsk, hun følte sig så dum. Et lille nedladende smil krusede hendes læber, bare for et øjeblik. Så forsvandt det. Selv selvironien havde forladt hende.
   Udmattet lod hun sig falde bagover i sengen. Hun åndede tungt. Ind og ud. Ind og ud. Var det ikke det folk der mediterede gjorde for at klare hovedet? Ind og ud. Ind og ud. Tøm hovedet. Fokuser på åndedrættet. Bare åndedrættet, du skal bare tænke på at puste luft ud og trække luft ind. Fokuser. Fokuser... Fokuser!... Tårerne begyndte stille at trille ned ad kinderne på hende. Ikke noget under hun følte sig så dum, ikke en gang sit dumme åndedræt kunne hun koncentrere sig om. Hvorfor var det, at i dag af alle dage kunne hun ikke få lov at glemme? Hende der ikke kunne huske de mest simple ting. Hvorfor var det at det netop skulle være i dag alle detaljerne stod skarpt i hendes hukommelse, som havde en eller anden hugget dem dybt ind i hendes hjerneskal?
   Hun hulkede nu. Store, krampeagtige hulk sled i hendes krop. Hvis det så bare ville holde op det hele. Hvis hendes følelser og hendes forstand kunne holde fred. Hun kunne ikke mere, følte sig bare så uendeligt træt. Langsomt vendte hun sig om på ryggen, søvn var altid den bedste flugt ind i glemslen...

"Du finder aldrig nogen bedre end mig! Hører du?!"

Hun gispede og var straks vågen, men selvom hendes øjne var åbne kunne hun intet se. Hendes øjne var blændede af tårer.

"Lad mig være... lad mig nu bare være i fred..."

Havde hun virkelig fortjent alle de hårde ord? Det måtte hun jo. Han elskede hende jo, det havde han jo selv sagt indtil flere gange. Og sådan noget siger man ikke bare til den man elsker, man siger det kun hvis man mener det. Ja, faktisk burde hun tage sig sammen. Tag dig så sammen! Nu! Hold op!
   Den mentale lussing ramte straks efter fuldt af en mere håndgribelig en. Hun opdagede at hun sad op i sengen helt forpustet, som havde hun været ude at løbe. Langsomt lod hun sig synke tilbage i sengen, krøllede sig sammen og lukkede øjnene. Nu ville hun bare sove og så ville hun sy hullet i hendes jakke, det skulle ikke blive siddende der, som et ondt øje der gloede på hende. Et øje fra fortiden. Det ville også gøre ham ked af det at se det, han havde jo ikke ment det.

Et lille smil krusede hendes læber, hun elskede ham. Men hun ville ønske han ikke havde slået med knyttede næver...