-Jeg synes det er så underligt. Det giver slet ikke mening.
Hvorfor tænker jeg stadig så meget på ham? Det er så længe siden, men stadig så tæt på?
Jeg forstår det ikke.

-Jeg er helt blank. En eller anden, prøv lige at skriv svaret på min indre tavle.
Jeg ved jo det er total umuligt. Det kan jo aldrig blive til noget igen.
Hvorfor holder vi liv i noget der er så dybt umuligt?

-Jeg drømmer om ham om natten, tænker på ham om dagen.
Hvorfor synes jeg så stadig at han er så evig fantastisk, efter alt det han har gjort?
Jeg elsker hver en lille del af ham. Han er perfekt.

-Hvorfor løber han bare fra det hele og vælger den nemme løsning?
Han siger at han føler han lyver, benægter og flygter - hvad skal det betyde?
Lyver overfor sin kæreste? Benægter at det er mig han vil have? Flygter fra problemerne?

-Jeg ved det ikke. Det eneste jeg ved med sikkerhed er at det er umuligt.
Det kan ikke lade sig gøre. Jeg må bare leve med kun at have ham psykisk.
Så kan vi begge to leve vores liv i den tro, at vi har truffet det rigtige valg.

-Hvorfor kan man aldrig få det man gerne vil have?