Jeg er mig.

Jeg er mig, og det er et jeg som jeg har brugt lang tid på at forme. Et jeg opstår ikke, det skabes af min kerne, mine opgivelser og min vilje! Jeg har en klar bevidsthed om, hvem jeg er. Og måske et endnu klarere billede af, hvem jeg ønsker at være. Jeg stræber konstant efter forbedring. Efter perfektion. Men jeg er mig, og det ved jeg. Hvordan ved jeg, at jeg er mig? Fordi. Et ufyldestgørende svar, men så alligevel. Jeg kan også citere: Cogito ergo sum. Men det gør ingen forskel, for mit faktum, mit udgangspunkt, vil altid være at jeg er mig.

Men betyder det noget som helst? At jeg er mig og at jeg har defineret mig, betyder det noget som helst, hvis den viden kun ligger hos mig? Eksisterer viden, hvis den ikke deles og spredes? For når jeg ikke findes i andres øjne - findes jeg så? Og når verden ikke har defineret mig, hvem er jeg så?

Jeg er god. Stædig. En løgner, der prøver at forbedre sig. Sådan ser jeg mig. Men når min sandhed om mig kun hviskes til væggene, så ved jeg slet ikke om den er noget værd. Når jeg ikke deles med verden, så er jeg ikke noget værd. For det er ikke mig, der bestemmer kursen. Det hele verden. Udbud og efterspørgslen definerer mit værd. Gør det ikke?

Så når jeg sidder her. Bare mig. Alene. Findes jeg så?