Nogle gange når jeg ligger i min seng om aftenen, med dynen helt nede om anklerne på grund af varmen og mørket omkring mig, som mit eneste svøb. Så savner jeg stjernerne. Så har jeg det med at trække mine gardiner fra og ligge og se på stjernerne. Prøver at finde stjernebilleder, selvom jeg kun kender Karlsvognen og Orions bælte, og finder dem inden for få minutter. Så ligger jeg og prøver selv at finde billeder på nattehimlen - desværre er jeg rigtig dårlig til det, og der går da heller ikke ret længe før jeg falder i søvn. Men når jeg falder i søvn under stjernerne drømmer jeg altid:
En pige ligger alene på en mørk græsplæne, kun oplyst af månens blide stråler. Træerne står tæt ved plænen, men de holder sig pænt uden for græsset, de venter bare. Pigen er alene, men hun er ikke ensom. Langsomme sløve toner slipper ud fra hendes strube - hun er lykkelig.
Billedet skifter. Pigen er i en fornem sal og om sig vimser der masser af dansende, smilende og syngende mennesker rundt. Rundt og rundt danser de. Og hun opdager at de alle som en er hule i ryggen. Elverfolk. Men inden frygten når at gribe hende, bliver hun hevet med rundt i en vild kædedans og glemmer de hule rygge...
Så vågner jeg træt og sløv i kroppen og opdager at klokken ikke er særlig mange, men sove kan jeg ikke mere. Langsomt skubber jeg mig ud af min seng og smutter ud i badet. Varm efter den tunge søvn er det herligt at mærke vand dråberne køle min krop. Langsomt vågner jeg mere og mere, og da jeg endelig står ud af badet er jeg lysvågen og klar til en ny dag. Solen skinner udenfor da jeg ser ud af vinduet og efter at have set den sky fri himmel ved jeg at jeg ikke kan holde mig inden døre. Hurtigt trækker jeg i et par shorts og en løs T-shirt og lister nedenunder, for resten af huset sover. Uden at tænke på morgenmad, skriver jeg en hurtig seddel til din gamle hvor jeg fortæller hvad jeg har gang i. Der er jo ingen grund til at give dem et hjertestop.
En, to, tre og så er jeg ude på gaden og trasker af sted i den klare sommerluft. Den lune brise tager det værste af min gåsehud, for selvom solen er oppe er det stadig meget tidligt og den er endnu ikke på fuld styrke. Langsomt trasker jeg af sted på må og få. Det er altid herligt at gå i en slumrende by uden biler og folk der råber op om alt mellem himmel og jord. Uden egentlig at have lagt mærke til det finder jeg mig selv i en lille skov. Her er rart og grønt, selv bøgen der altid lader vente på sig er sprunget ud. Jeg suger duften af skov ind i dybe ivrige sug. Jeg kan mærke sommeren fylde mig helt ud.
Efter at have nydt skoven og naturen, og gået i barndom og lavet en blomsterkrans af mælkebøtter, vender jeg næsen hjemad. Eller i hvert fald tilbage mod byen. Den er som forandret da jeg når derind. Bilerne er begyndt at køre, dog langsomt, som er de endnu ikke vågnede helt endnu. Og nu og da møder jeg en løber eller en anden morgenfrisk sjæl. De få jeg møder sender jeg et bredt smil og får altid et igen - selvom de sikkert tænker på mig som en tosse. Men jeg er ligeglad, det er en god dag. Hele min krop og mit sind fortalte mig at dagen blev god.
Stille og roligt nærmede jeg mig mit hus, men jeg kunne mærke at jeg ikke var klar til at komme hjem endnu og drejede derfor af. Snart stod jeg uden for hans hus og ringede på, hans mor åbnede og sagde at han stadig sov, men at jeg var velkommen til at komme ind. Stille listede jeg mig oven på og ind på hans værelse og smuttede hurtigt ned under dynen. Søvnigt vendte hans sig, men smilede da hans så det var mig. "Sikke en dejlig overraskelse" mumlede han og puttede sig tæt ind til mig. Snart kunne jeg høre på hans snorken at han sov fast, det ville tage mig mindst en times tid at få ham op af sengen. Men jeg kunne selvfølgelig også tage mig en lur, det kunne ikke skade.
Ja, sådan er der nogle dage som er.