Sidste måltid. Sidste ord. Der er noget vigtigt i, at det er det sidste man gør - noget definitivt. Hvis mit liv var en roman eller en novelle ville netop de sidste ting jeg gjorde blive analyseret til hudløshed af en dansklærer og dennes flok mere eller mindre stupide elever. Sandsynligvis ville læren så overfortolke og eleverne ville sukke og rulle med øjnene af læreren. De fleste ville synke dybere ind i deres "Facebook-trance"for at slippe for lærerens absurditet. Og jeg ville give dem ret.
   Der er ikke noget at fortolke på. Der er ikke noget at analysere her. Der er ingen dybere mening med det hele. Resterne af mit sidste måltid står stadig ude i pizzabakken på køkkenbordet. Det har ingen betydning, og det er ikke noget jeg har tænkt over: jeg fik bare lyst til en pizza med peppes. Andet og mere er der ikke i det. Det gamle ordsprog eller er det måske mere et mundheld? Nå... det siger i hvert fald, at man "dømme en bog på dens omslag" og selvom det sikkert er meget fint, så er det desværre noget det "moderne samfund" har taget voldsomt meget til sig. Nogle gange er tingene bare som de er og grunden til de er sådan er: fordi. Fordi jeg havde lyst, fordi jeg ikke orkede, fordi jeg lige så godt kunne. Der er ingen dybere psykologisk forklaring, det er bare fordi. Skulle nogen gå hen og prøve at analysere på min pizzabakke og dens halvfyldte - eller halvtomme, alt efter hvilken slags menneske man nu engang er, indhold, ville der nok kunne siges noget om ensomhed og tomhed.
   Når jeg står i døren sådan og betragter min halvtomme pizzabakke i det ellers rene køkken kan jeg ikke holde tårerne tilbage. Det virker så sørgeligt på mig. Ja, sørgeligt, det er lige det ord og tårerne... de er en af mine "fordi'er".

Jeg skynder på mig selv, kan ikke blive ved med at stå og sløse med tiden på den måde. Begynder at gå hvileløst rundt. Nusse og ordne. Gøre klar. Inden jeg pludselig stopper mig selv og undertrykker et lille fjoget smil. "Sløse med tiden" - hvordan kan man sløse med tiden når der intet er man skal nå? For en gangs skyld er min verden sat på pause eller i hvert fald på slow - hvorfor prøver jeg nu at trykke på fastforward-knappen? Igen kan jeg lynhurtigt slynge skylden over på samfundet. Det "moderne samfund". Hvor alting skal foregå så hurtigt som muligt. Vi skal bruge internet og mail - for guderne forbyde at nogen skulle vente et par dage til posten nåede frem. Vores mobiler skal ikke bare kunne ringe og sende SMS'er, de skal også samtidig fungere som en mini computer, så vi da i hvert fald ikke skal spilde vores tid med at skifte fra det ene elektroniske apparat til det andet. Når der skal vælges uddannelse, vælges fremtidig karriere, her må der heller ikke sløses med tiden - op og af sted. Ingen tid at spilde.
   Men hvad er det lige for noget tid der spildes? Er noget tid spildt tid? Mors definition af spildt tid, er tid der bruges på at ligge og snue i sengen - den er ikke brugt produktivt. Men den tid har jo netop et formål. Hvis jeg ligger længere tid i sengen er det så jeg kan være frisk senere eller måske bare i bedre humør senere på dagen, så denne nydes mere - kan der så være tale om spildt tid? Nå... den slags må verdens kloge hoveder tage sig af. Verden er ikke længere mit problem - hverken den eller dets mennesker eller deres velfærd.

Sætter mig ud i solen og ser rundt i haven. Nyder blomsterne. Nyder især jasmin buskens blomster, for-glem-mig-ej'erne og hortensiaerne. Nyder jeg dem mere fordi jeg kender deres navne og "ved hvem de er"? Det er det vel nok. Det hænger godt sammen med den almene logik. Man nyder jo også kun mennesker man kenders succes, mens man kun ignorere eller misunder alle andres. Det giver mig altid dårlig samvittighed, når jeg ser katastrofefilm, at jeg ikke fælder en eneste tåre for at hele menneskeheden er så godt som udslettet - mens jeg til gengæld græder som pisket når den families, hvis overlevelse filmen følger, hund dør i forsøget på at redde de øvrige familie medlemmer.
   Vender tilbage til virkeligheder. Åndssvage tankestrøm. Ukontrollerbar. Er det jeg hader den mest for. Kunne jeg blot kontrollere mine tanke, havde det sparet mig for mange tåre - og meget besvær. Vender tilbage til blomsterne og begraver mig i deres skønhed. Deres minder. Blomster og min mormor hænger uløseligt sammen - de få blomster navne jeg kender er på grund af hende. Slæbe mig ud i haven gør hun altid og fortæller. Fortæller og fortæller. Hun har blomster og planter som andre har kæledyr. Men forstår meget bedre hendes tilhørsforhold til planterne, som hun selv har fremdyrket end den hengivelse og stolthed nogle mennesker har for deres hunde - er trods alt ikke deres fortjeneste at hundehvalpen er nuttet. Forældres stolthed over deres børn giver igen mere mening, da børnene er et direkte produkt af forældrene. Dyrene er ikke et produkt at deres ejere - deres adfærd er, men ikke deres natur.
   Solen skinner og jeg koger som jeg står der midt på græsplænen. Kan mærke græsset under mine fødder. Ligger mig ned på ryggen og mærker græsset mod min hals, ryg, skuldre, kind. Det kærtegner mig. Det var den rigtige beslutning jeg tog ikke at slå det hele sommeren. Som det er nu føler jeg mig helt skjult af det grønne tæppe, ligger behageligt. Føler mig for første gang længe udhvilet. Sidste... Sidste hvilested. Endnu en ting at analysere på og tage stilling til. Føler en trang til at vælge et sted, der ikke giver mening. Som en ekstra form for protest - for en sidste protest kan man næppe kalde det. Men det er det svære med den slags ting, man kan ikke bare vælge et sted uden tanke for noget som helst. Jeg er ikke en af de opmærksomhedssøgende stakler, der ønsker frelse og den helt store udrykning. Et råb om hjælp. Jeg har råbt, det jeg skal råbe... endnu et fordi.
   Men findes vil jeg ikke! Jeg vil have fred og ro. Men også ro i sindet. I sjælen - hvis den eksisterer. Religiøs er jeg ikke og nægter at tænke mere over "livet efter døden", "sjælen" og alle andre religions relaterede spørgsmål. Nul. Niks. Det er for stor en kliché at have den slags i tankerne netop i dag. Sindet kan jeg forholde mig til. Tanken. Livet. Tørre facts - de ting jeg har mærket og erfaret på egen krop, dem stoler jeg på og forholder mig til. Men hele ideen med dette her er vel i dybeste forstand fred. Det fredeligste sted jeg kender, både når det gælder mennesketomhed og sindsro (ikke sjælefred! Den slags får min slags vel heller ikke?) er havet. Det at ligge sig til hvile ved havets bred kan der naturligvis også analyseres som mon sjæls begyndende rejse, min skimten mod horisonten, mod solnedgangen. Det må de gøre som de vil - dansklærere er ustoppelige når det kommer til den slags.

***

Naturen er omkring mig. Blæsten rusker mig i håret. Bølgernes brus risler i mine øregange. Marehalmen stikker mig på benene. Jeg sidder som en anden buddhistisk munk med korslagte ben, armene hvilende på knæene og øjnene lukket. Alle sanser åbne. Det sidste.
   Pludselig føler jeg, at der mangler noget. Noget, der ikke er taget stilling til. Mit hjerte slår hårdere og hurtigere. Hvad er det jeg har glemt? Kan mærke tiden rinde ud og bliver febrilsk. Hvad er den sidste "sidste"? Ordet! Det sidste ord. Det folk bliver legender på. Det heltene i Iliaden søgte efter at opnå: et dræbende slag, der gav dem mulighed for et sidste ord inden deres udånding. Hvad var mit sidste? Hvornår havde jeg sidst sagt noget som helst højt? Det var efterhånden svært at skelne det tænkte fra det verbalt ytrede.
   Det er ligegyldigt! Igen er der noget nogen kan analysere og overfortolke. Hellere at det forbliver en ligegyldig frase - sandsynligvis sagt i en brandert eller i søvne... Men det var vel ikke lige meget.

"Far" - min sidste fordi.