Det var en af de sidste rigtig varme aftener i august, og samtidig var det også en af de første. Hun stod i vinduet og så på solen, der altid var så doven her om sommeren. Den skubbede sig så langsomt ned bag horisonten. Månen derimod var altid i fuld fart fremad. Hurtigt oppe, hurtigt nede. Hun var en smule ked af dette. Selvom hun elskede solen for al sin varme og sit gyldne lys, var det oftest månens blide sølvskær og runde ansigt, der havde trøstet hende i særligt svære tider. Derfor stod hun nu og ventede med spænding og en smule nervøsitet på at se sin gamle ven, månen. Det var så længe siden. Hun havde prøvet mange gange at få månen at se her i sommer, men hun havde hver gang måttet give op - søvnen fik altid magten over hende. Men denne gang skulle hun nok få månen i tale. Den var så klog og vidste så meget, den ville sikkert også kunne fortælle hende, hvordan hun skulle få sin far til at lade flasken blive i skabet, hvordan hun skulle få sin mor ud af sengen og hvordan hun skulle få Jacob til at se til hendes side.

Der var endnu længe til solen helt var væk, og hun besluttede sig for at kravle op på loftet. En af hendes mange skjulesteder. Hun vendte ryggen mod den dovne sol, og gik ud i gangen, hvor snoren til loftslemmen hang og dinglede lige for næsen på hende. Den hang højt, og hun var, trods sine 15 år, ikke særlig høj, så hun gik i knæ og sprang så højt, hun kunne. Hun ramte snoren med sin hånd, men fik ikke grebet fat. Hun skulede ondt til snoren - hvorfor skulle den altid drille hende sådan? Den hånede hende. Drillede hende med hendes korte ben og arme. Men hun skulle vise den! Hun bøjede igen ned i knæ, og sprang som hun aldrig havde sprunget før. I luften strakte hun hånden frem, greb om snoren og holdt fast. Da hun igen landede på jorden, havde hun den frække snor i sin hånd, og loftslemmen var allerede åbnet. Et sejrssmil bredte sig på hendes ansigt. Hun viste den. Oppe på loftet var der stille, mørkt og støvet. Kun den åbne loftslem og et lille tagvindue tillod lyset at kigge ind. Hun lukkede hurtigt loftslemmen efter sig. Hvis hendes far greb hende i at være deroppe, ville hun få tæv. Dette var et faktum. Stille listede hun over loftsbrædderne, hun kendte dem. Hun kendte hver et bræt. Vidste, hvem af dem der var venlige, og hvilke der var fjendske. Hvilke der skreg op og sladrede til hendes far om hendes tilstedeværelse, og hvilke der havde medlidenhed med hende og undte hende et skjulested. Hun nåede over til den modsatte ende af loftet, ved sine venners hjælp havde hun ikke lavet mere lyd end en kat. Her var en dør. I den var ridset et hjerte, det var kærlighedens dør, den førte til Jacob. Til hendes elskede. Hun åbnede døren og listede ind i den lange gang. Gangen havde intet gulv, men her var hun også hjemmevandt og hoppede let fra spær til spær. Mange døre kom til syne, men hun valgte ingen af dem, for ingen af dem førte til hendes elskede. De førte alle til andre menneskers lejligheder, ikke til hans. Endelig nåede hun frem. Denne dør havde det samme hjerte, det var også kærlighedens dør. Hun åbnede den og kravlede stille ind på loftsrummet. Her var lige så støvet som på deres eget, men duften var bedre. Her duftede af ham. Hun kravlede langsomt hen til loftslemmen. Langsomt, ganske langsomt åbnede hun den, hvorefter hun listede en lille sten ind under den. Lyset strømmede frem nede fra værelset. Hun lagde sig fladt på maven og stirrede gennem den tynde sprække ned på ham. Ned på Jacob. Lyset var så klart dernede, at hun, til at starte med, ingenting kunne se. Hun var blind et kort sekund. Men hun kunne stadig høre. Hun kunne høre musikkens dundre i ørerne. Det var meget højt, alt for højt. Hvad havde han gang i? Hun elskede stilhed. Hun troede, at han gjorde det samme, men musik kunne selvfølgelig også være godt nogle gange. Han prøvede måske at blæse sine bekymringer ud. Han skræmte dem væk? Tanker fløj gennem hendes hoved, dette korte øjeblik hun intet kunne se. Tåbelige tanker var det. Nu så hun. Jacob var i værelset, men ikke alene. Han lå på sengen og kyssede en eller anden pige. Hun blev bleg og stiv. Livet forsvandt pludselig. Al varme, alt hvad der var noget værd. Så skreg hun. Hun satte sig op og skreg. Løb tilbage mod døren stadig skrigende. Hun hoppede tilbage gennem gangen ude af sig selv, stadig skrigende, skrigende! Skriget var højt, skingert og dybt nødvendigt. Hun skulle skrige! Måtte skrige! Alt forsvandt. Det passede ikke sammen mere. Selv hendes tanker var ikke længere hele. Han kan...Hvis han vidste....Dumme ko...Tilbage?...NEJ!.... Hun løb tilbage til sit eget loftrum. Hun hamrede loftslemmen. Slut med at være stille. Det kørte rundt og rundt. Alle følelser lå lige i overfladen. Had, sorg, fortvivlelse, ligegyldighed, ja selv glæde og en sær lykkefølelse. Men det var samme glæde og samme lykkefølelse, som den en sindssyg kunne føle Det var slut. Det var ovre. Hun var fri.

Hun stod i gangen ude af sig selv, da viste sig en bjørn for enden af gangen. Stor og pelset. Den havde en øl i hånden, og den brølede som en vanvittig. Hun flygtede ikke, stod bare stille. Hun var kampberedt. Et kampskrig pressedes op af hendes hals. Det stak som spyd og knive og ramte bjørnen lige i ansigtet. Den vaklede. Men ikke længe. Så marcherede den frem. Territoriet måtte beskyttes for enhver pris. Hun gjorde sig klar. Da bjørnen kom, slog hun fra sig. Hun lukkede øjnene og slog og sparkede som en vanvittig. Bjørnen brummede vredt. Den løftede hende op, og rejste sig på bagbenene og kastede hende tværs gennem hele lejligheden. Smerten var ulidelig. Hun brændte op. Nakken, ryggen, hendes arme og ben, det hele stod i lys luge. Hun så flammetungerne. Et sidste skrig. Højt. Hjerteskærende. Dødsskriget. Hendes øjne blev tunge, og ilden forsvandt. Kulden greb hende, og frøs hendes hjerte til is. Med den en sidste kraftanstrengelse åbnede hun sine øjne - månen var endnu ikke stået op.

De kom væltende alle sammen. Jacobs forældre, Ulla for enden af gangen, Torben, Jens, ja selv Hr. Pedersen kom løbende. De havde hørt hende skrige. De var de eneste, der græd over hendes død. Jacob var der ikke. Men de andre beboere var oprørte og ringede straks til politiet. De råbte og skreg af bjørnen. Kaldte den børnemorder. Den sagde ingenting, luntede bare ud i køkkenet og snubbede en øl, hvorefter den haltende tilbage ind i stuen, hvor den med forpint ansigt satte sig i sin lænestol. Da politiet kom, havde den allerede været ude i køkkenet fjerde og femte gang og havde hver gang haft en øl med. Den var derfor godt lakket til og brummede lystigt. Ulla græd og græd hele tiden. Hun kunne slet ikke holde op. Hun blev ved med at se på den stakkels lille pige, der døde alt for ung. Da politiet havde taget bjørnen med, stod hun hjælpeløs alene tilbage i lejligheden, pigens mor vidste ingenting, og havde ingenting hørt. Hun var høj da politiet kom, men hun blev i lejligheden, det var tydeligt for enhver, at hun ikke havde slået pigen ihjel - i hvert fald ikke direkte. Ulla gik ind i sin lejlighed, her virkede så koldt og stille. Men først og fremmest ensomt. Hun tog en hurtig beslutning og pakkede hurtigt en lille taske. Hun flyttede ud til sin søster. Udenfor var månen stået op klar og rund, vejret var lunt og der duftede sødt af blomster. Det var en dejlig sensommeraften, hvis man da ikke lige havde været vidne til mord, tænkte hun. Hun stod og nød den lune aftenbrise, den blæste nærmest igennem hende og tog en smule af hendes sorg og bekymring med sig. Hun så op på månen, og et lille smil viste sig på hendes ansigt. Deroppe i månen så pigen ned på hende. Hun så tilfreds ud. Hun var blevet forenet med en gammel ven. Hun havde glemt sine sorger. Det var, som havde de aldrig fundet sted. Hun satte sig ind i sin bil og kørte mod hendes søster trygge hjem, bilens brummen skar hul i stilheden som en skarp kniv. Huset lå hen i mørke, alle beboerne lå bange i deres lune senge, de ønskede alle, at alt var blevet gjort anderledes, at noget var blevet gjort i tide. Men alle som en kom de frem til samme løsning - tiden kan ikke spoles tilbage, hvor meget man end vil.

Sådan endte en af de sidste rigtig varme aftener i august.