Hvorfor gør hjertet altid ondt? Hvert slag sender en smerte gennem kroppen. En smerte der minder en om glæden i sit liv - eller om den sorg man nu engang bærer..
   Hun lagde blyanten fra sig og så på papiret. Så på ordene. Hun vidste de var sande og syntes selv de lød smukt - men hun vidste også at ingen ville finde dem interessante. Det var kun hende. Hun smilede for sig selv.
   Kun hende.
   Ja, det var sådan det var. Det var bare hende nu, alene. Mørket og hende, var alt hvad der var tilbage i værelset - og så papiret foran hende og blyanten i hendes hånd. I mørket kun hun ikke se hånden ryste, men hun vidste at den dirrede. Hele hendes krop dirrede, som gennemstrømmedes den af svære smerter. Og den gjorde den vel også, men ikke fra sår eller fra en alvorlig sygdom. Det ville en læge i hvert fald ikke sige, nej, en læge ville kalde det ingenting. Det føltes bare ikke som ingenting. Hun følte det, som havde hun en knude indeni. Måske en kræft svulst? Men den knude hun havde, ville ikke få hende til at tabe håret, men den ville gøre hende svag. Men det ville ikke være hendes krop den ville angribe - nej, den ville gøre hendes sind svagt. Den ville gøre hende kraftesløs. Og den arbejdede hurtigt, hun kunne allerede mærke, at den havde bredt sig.
   Hun følte sig så uendeligt træt, og lod sig falde tilbage mod væggen. Langsomt trak hun vejret ind gennem næsen og ud gennem munden. Ind og ud. Det klarede tankerne, det var hendes kemoterapi, hendes medicin. Den var ikke særlig effektiv, men den egentlige kur, var uden for rækkevidde.
   Hendes øjne var lukkede, men det gjorde ingen forskel. Lige meget hvad var mørket tæt omkring hende. Kun papiret og bogstaverne på det lyste op, det var det eneste der var synligt for hende.
   Var hun skør?
   Tanken strejfede hende igen og igen. Stille rokkede hun frem og tilbage, mens hun prøvede at samle sine tanker. Hendes hænder holdt krampagtigt om hovedet - som om det ville hjælpe. Som om det ville holde alting fast. Hurtigt rettede hun sig op og lod hænderne falde - skøre mennesker sad og rokkede og holdt sig til hovedet. Sindssyge. Men hun var ikke sindssyg eller skør! Det ville hun simpelthen ikke være.
   Et hulk brød frem gennem halsen på hende - uden varsel og uden synlig grund. Hun blev forskrækket, og som et lille barn der falder uden at slå sig, græd hun over forskrækkelsen. Hun blev ved og ved. Hendes gråd, steg og steg, til det til sidst var et skrig. Et højt skingrende skrig. Så faldt hun endelig sammen. Som en kludedukke lå hun der på gulvet og hulkede. Hendes forvirrede hoved manede et par stærke arme frem - de var der altid. Også nu, det skulle de være! Men de var kun i hendes hoved.
   Hun var skør!
   Hendes hænder slog i gulvet. Slog og slog. Hvorfor skulle det lige være hende?! Det havde været så tæt på. Hendes lykke havde været hjemme, hun kunne have været lykkelig nu, i stedet for sindssyg.

Længe lå hun, inden hun fik kæmpet sig op at sidde og famlede sig frem til blyanten i mørket.
   Hvorfor skal den glædesløse smerte altid ramme mig? Hvorfor lader jeg mig knække?
   Derefter var der kun mørke..