Hun er ligeglad. Hun ser direkte på dem, men det interesserede ansigtsudtryk er bare en maske. Ordene der falder ud af hendes mund er et automatisk svar. Autopiloten er slået til.

"Jeg ved godt han siger, at han ikke længere har nogen følelser for Stine, men kiggede på beskederne i hans mobil..."

Et skrig løsner sig i hendes hals og flår hendes kæber fra hinanden. Sprænger hendes stemmebånd. Stadigt skrigende rejser hun sig brat op og vælter sin stol om på jorden. To par skræmte øjne stirrer på hende med foragt og forundring. De uudtalte ord står tydeligt at læse i deres ansigter: Hun er blevet sindssyg!
   Hvis det bare var så vel. Hun sukker og vender tilbage fra dagdrømmeriet. Hun ved jo godt, at det indestængte skrig forbliver indestængt og at den lille stemme i hendes hoved der efterhånden protesterer højere og højere mod den ligegyldige samtale aldrig får lov at ytre sig. Endnu et suk. Hånden føres ind under kinder for at holde hovedet oppe - al energi bruges på ikke at lukke raseriet og afmagten ud.
   Der sidder de, hendes to bedste veninder og ævler løs om deres drenge "problemer". Lukker op for deres inderste tanker, følelser og ideer. Det er det piger gør. Snakker. Men samtalen har intet indhold, hele forholdet er hult. Hvad skal det hele nytte?

"Han havde skrevet præcis den samme besked til hende som til mig! Med en dags mellemrum!"

Endnu engang starter automatsvareren indeni hende og giver det ønskede svar. Hele tiden det ønskede svar! Det er det der gør hende vred. Får hendes pis i kog. Det der gør samtalen så uudholdelig og hul. Alle svar og kommentarer der gives her, blandt veninder hun har kendt siden børnehaven, er forudbestemt. De er alle sammen kodet ind på forhånd og selvom selve situationen de kommentere er ny og fremmedartet, er svarerne de samme. For her, gælder det for alvor at sandheden er ilde hørt.
   Hun puster ud. Tungt. Højlydt. Prøver at lukke noget af dampen ud uden at virke alt for uhøflig. For selv her i det mest intime rum, kan uhøflighed ikke tillades. Uhøflighed og sandhed går her hånd i hånd. Hun ved godt hvorfor Katrine fortæller om hendes drenge "problemer": for at blive bekræftet. Ikke for at blive sagt imod eller for at diskutere situationen, nej, her er ingenting til debat. For det piger gør, er at give hinanden ret. Den idé fra børnehaven om at hvis man havde den samme trøje som en anden pige, så kunne man være veninder, den holder stadig nu er det bare meningerne der skal matche. Hvis man havde mange ting man var enige om, lige fra at morgenhår var træls til at drenges slappe pikke var klamme, så var man gode veninder.
   Hun følte det som var hun lige vågnet op af en dyb søvn eller trådt ud af en tyk tåge. Hendes hjerne føltes klar. For hvis hun nu sagde det som hun virkelig mente: at Katrine var latterlig fordi hun havde tjekket sin kærestes mobil - det var hans private ejendom og hun havde ingen ret til at tjekke den. At hun ikke havde ret til at blive vred over hvad hun fandt i den, da hun i princippet ikke havde lovlig adgang til den information og at Katrine selv var ude om det når alle vidste at man ikke gik tilbage til en fuser og at hun gjorde sig selv alt for let tilgængelig, hvis hun sagde det... ja, så skyldte hun Katrine en undskyldning hvis ikke deres venskab var totalt ødelagt.
   Tsk... hun væmmedes ved sit eget køn og dets svagheder og idiotiske ideer. Nogle gange ville hun ønske hun var en dreng - der var debat og diskussioner ikke bandlyst. Men sådan gør vi piger ikke...