De går foran hende. Mor. Esben. De er hendes familie. Mor og Bror. Den tætteste familie hun har. De snakker og ler og pjatter - Mor driller Esben med hans tømmermænd, alt sammen bare i spøg. Bare for sjov. Men hun er udenfor. Føler sig ikke som en del af den helhed de to skaber foran hende.
   Hun ser ned på fortovet. Ser stregerne mellem fliserne. Stregerne på fliserne der hvor de er knækket. Hun husker den leg man altid legede da man var lille - "ikke rører stregerne". En nærmest tvangshandlings leg for små børn. Hun ser tit små drenge og piger hoppe forvildet rundt på fortovet og ved de er midt i deres leg. Det har de til fælles hende og dem. Og børn før hende. En almen, universel leg som binder dem sammen og giver dem noget at være fælles om. Giver dem et fælles minde.

Ben. Foran hende er der ben. Mors og Esbens. De går i takt de to. Selvfølgelig, som for at forstærke den enhed de allerede udgør, som for at understrege at de to hører sammen. De to og ikke hende. Hun ser på sine egne ben. De går også i takt og ødelægger det hele. Det er ikke meningen at hun skal gå i takt med dem. Hold op! Hun hører ikke med til deres enhed, hører ikke med i deres fællesskab.
   Alene skaber hun nu sin egen leg: "Gå i utakt". Det er sværere end man tror for hendes ben hører ikke efter, de nærmest vil gå i takt. Så hun kæmper. Hendes vilje mod hendes bens. Og hun taber gang på gang og vinder i ny og næ.

Da de når frem, er hun grædefærdig og udmattet. De andre er glade og muntre. De mindes og ler. De opfører sig stadig som en helhed, som en familie. Selv har hun tårer i øjnene. Mor tror det er på grund af graven, men det er ikke sandt... Hun mangler bare en at gå i takt med.