Vi er opslugte
af vort forehavende,
intenst og med sanser på stilke,
øjne, der opsuger indtryk,
en samhørighed,
der vækker sjæle og skaber grobund
for tryghed og vækst.
Du glemmer tid og sted,
og du kalder mig mor,
blot denne ene gang,
så opdager du det selv,
og du smiler lidt ved dine ord.
Jeg smiler igen
og bliver glad
af den lille tillidserklæring.
Sådanne øjeblikke er værd at samle på,
og jeg har gennem årene samlet
ikke så få.
At årene ikke er gået helt sporløst forbi
bliver bevist,
når jeg nu i de nære stunder bliver kaldt
"farmor",
men det føles stadig som udtryk for tillid
og varmer mig indeni.