Jeg ser dig,
og alligevel er det ikke dig, jeg ser.
Jeg ser dine aftryk på min verden,
når du kommer flyvende ind fra vest.
Jeg ser dine spor
hen over vandet,
de små krusninger på vandoverfladen,
som snart bliver til skumklædte bølger.
Jeg ser dine spor
på træernes krumbøjede rygge
og på mælkebøttens faldskærmefrø,
som du rev løs, sidst du var forbi.
Jeg ser dine spor
på de snehvide vatskyer,
som du netop nu lader glide hen over mit hoved.

Jeg hører dig,
og alligevel er det ikke dig, jeg hører.
Jeg hører de udtryk, du giver min verden,
når du lader den optræde som et stort orkester.
Jeg hører det sprog,
du giver træernes blade,
når de rasler med efterårsløvet,
og når de næsten lydløst hvisker i aftenbrisen.
Jeg hører det sprog,
du giver mit hus,
når det klagende og knirkende
prøver at modstå din kraft i vinterstormen.
Jeg hører det sprog,
du giver byens flag og skilte,
når de klaprer og blafrer
en vise om overflod og forfald.

Jeg smager dig,
og alligevel er det ikke dig, jeg smager.
Jeg smager det, du bringer med til mig
fra min verden.
Jeg smager havets salt,
som du bringer med i en gus,
og afsætter på mine læber,
når jeg går morgentur gennem det dugvåde græs.
Jeg smager den jord,
du lader fyge over marker og veje
og ind ad min dør,
så jeg må tænke på smagen af nye kartofler.
Jeg smager det luftige kys,
du lader min elskede sende med en vind
op til mit vindue,
når han går bort.

Jeg husker dig,
og alligevel er det ikke dig, jeg husker,
men lugten i mine næsebor bringer mig sanserige minder
om min verden.
Jeg husker strand og varme sommerdage,
når du lader hybenrosens duft
svæve forbi mig.
Jeg husker min mor i det ternede forklæde,
når du lader mine viskestykker blafre i sommervinden
og sende mig dufte af rent linned
hen til mig fra mit tørrestativ.
Jeg husker mørkerøde juleaftener,
fordi du sender berusende dufte
af flæskesteg og rødkål ud til mig,
når jeg går forbi naboens åbne vinduer.

Jeg mærker dig,
og alligevel er det ikke dig, jeg mærker.
Jeg mærker den kulde og den varme,
du skiftevis omgiver mig med
i min verden.
Jeg mærker de vanddråber, du lader piske i mit ansigt,
når jeg strides mod vestenstormen.
Jeg mærker sneen, der fyger i den frostklare luft
og de kuldegys, det giver,
når du lader de små fnug finde vej under mit uldne halstørklæde.
Jeg mærker puffene i min ryg
og mit hår, der varmt stryger sig om mit ansigt,
når jeg følges med dig langs stier og veje
i min verden af vind.

Jeg kender dig,
og alligevel er det ikke dig, jeg kender.