For længe siden,
i en lille børnehave i et lille land,
var der engang en pædagog,
som lige var blevet færdig på seminariet.
Hun havde 70ernes røde ånd med sig
i rygsækken,
hun havde lilla overalls på
og patchwork på blusen
og hun tænkte store tanker
om gruppetid og emnearbejde,
om frigørende pædagogik
og hønsestrik,
og hun var sikker på,
at dette var det rigtige.

Så gik der nogle år
med skiftende påvirkninger.
Der kom nye tanker til
og gamle blev forkastet
for igen at dukke op,
for måske var det i grunden ikke så galt,
det der før var sagt.
Nu fik det en anden forklædning
og andre ord blev hæftet på
og den nu snart erfarne pædagog syntes
at alt var såre godt.
Hun lagde de lilla bukser i skuffen.
og glemte
hvordan man laver hønsestrik.

Endnu nogle år svandt hen
og satte sit præg
på både voksne og børn.
Til sidst syntes den nu aldrende pædagog
at hun havde gennemgået
så uendeligt meget.
Hun havde læst om så mange
pædagogiske tanker
hun havde prøvet så mange
pædagogiske metoder,
hun havde set så mange glade,
men også ulykkelige børn,
at nu måtte det være nok, syntes hun.
Så hun satte sig ned og skrev.

Hun skrev side op og side ned,
hun rev i stykker og viskede ud,
hun ville skrive sine egne ord
om de vises sten,
for dem havde hun fundet,
det mente hun sikkert og vist.
Men lige meget
hvor meget hun anstrengte sig,
lige meget hvor meget
hun vred sin hjerne,
så kom der ikke noget enestående, unikt
eller aldrig læst fra hendes hånd.
Det var tænkt før, det var sagt før,
og det var prøvet før.

Den gamle pædagog måtte erkende
at det ikke var de vises sten,
hun havde fundet.
Ingen havde fundet dem endnu,
Måske skulle der søges
både østen for solen og vesten for månen,
måske var det dét,
som det hele drejede sig om,
mødet med det bestandigt udfordrende liv,
mødet mellem mennesker,
det at vise respekt og omsorg for hinanden,
at gøre det godt for hinanden
og leve sammen med ansvar og værdighed,
at ville dette
eventyrlige liv,
og så rejste hun sig op
og gik med de ventende børn ud
for at lede efter mariehøns.