Forelskelsen på havnekanten
   Videnskabsmænd har fundet forskellen mellem forelskelse og kærlighed, de konstaterer at forelskelsen er en psykose og kærlighed en fornuft. - Kendte filosoffer har gennem tiden skrevet om kærlighed, det mest kendte i hverdagssprog er: I krig og kærlighed gælder alle kneb... -
   Illustreret videnskab - Forelskelse er psykose - Kærlighed er fornuft Nr. 3, År 2005, Side 24
   Det var en tåget nat, en nat som vandet i havnen skælver ved. Det var en blævrende fornemmelse man får sig i sine fødder, som man går stille hen langs kanten, og kan se de skibe som har lagt sig til kaj, og man ser let, hvordan vinden blæser med en stille, men hvinende lyd, i de høje master. Spøgelserne siges at vandre her omkring, de fortabte sjæle. Men ikke jeg, jeg tror dem ikke. Ser du, jeg er realistisk, jeg har også intelligente tanker. Jeg har ikke en eneste gang sovet med lyset tændt, det er JO NOGET PJAT! Hvæsede jeg, spyttede nærmest ordene ud. Freja nikkede erkendende, så enhver forbipasserende ville nikke genkendende til hendes skønhed. Freja?!? Er du egentlig nogensinde filosofisk tænkende, ejer du tanken om det større perspektiv? Ja selvfølgelig svarede hun. - Ser du Freja er en af de her piger som man ville give sin venstre hånd for at få et kys af. Hun bar skønheden fra nattergalenes sang, bar HAVETS falske BLÅ ØJNE, og en mund som indbød til dans med ens nederste lem. Hun skulle have den hårdt og brutalt, tro mig, det skulle hun også komme til. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg lige valgte hende, ud over hendes udseende. Men jeg bad til fader den almægtige om det! Ham har jeg for resten mødt på psykiatrisk afdeling på Gentofte Amtssygehus. Han var sku en meget skæg mand, ikke nok med det så var han også Jesus, og hans datter var den næste Jesus. Hyggelig fætter ja. Han sad der, fordi han havde brændt Diligencen ned ovre i Vangede. Det var guds vilje sagde han.

- Jeg husker ansigtet ændrede sig fra smil til gråd...

Jeg er fyldt med smerte, Freja, fra min barndom. Fyldt med ar, fra en sovende mor på piller, og så min far som var på sne. Over for min mor, virkede jeg altid stille og glad. Jeg var hendes lille balletdanser, "homo" kaldte hun mig?! Jeg dansede med et smil foran hende, jeg ønskede nemlig, at hun skulle være glad. Jeg ønskede, at hun skulle være vågen lidt endnu, blot en time eller to mere, ellers var hun kun vågen, når min far var der, og der ville de jo helst være alene. Mens jeg var forvist til vinduet i loftet, hvorpå jeg sad og kikkede ud på folk. Mens jeg prøvede at fortrænge skrigene, fra min mor. Dog var det stadig som om, at himlen lyste op om natten. Der var rejsende dengang. De fløj frem og tilbage, og jeg husker stadig første gang, jeg så Tandgnost og Tandgrisner. De fløj over himlen i flyvende fart. Samtidig med at armen svingede, og Mjølner reddede os fra de mørke horder. Jeg savner dem. Men måtte udvikle mig som kriger for at følge med, brugte en form for dynamisk meditation for at udrive mit dyriske jeg.

- Hans ansigt gled over i et let smil og grinte let som et kompliment.

Sikkerheden er den eneste som løber en risiko, når den sprænges med forskellige komplimenter, for hvor mange gudsforladte mennesker som overtræder det mørke område. Jeg bevæger mig ind i usikkert territorium, fordi hun er min! Hun skal over langs, og læres om realiteten. Hende og hendes slags, burde dø. Som vi nærmede os kanten, fortalte jeg, at jeg lavede figurer af sæbe. De små slags, som man ikke ønsker at købe, men alligevel eksisterer. De står hjemme på hylden, som små ofre jeg kan skære og forme i, jeg kan bruge timer på at få dem til at passe på diverse kropsdele. - Som vi stod og kikkede mod vandet følte jeg en lyst til at rive tøjet af hende, skære hende bag begge knæ, så hun ville falde sammen. Bedende ville hun ligge der, begravet i så megen smerte, at hendes skrig ville fortsætte langt ud på havet. Blodet ville løbe ned af hende og ned langs kanten, til det til sidst ville ramme vandet. Fortyndet ville vandet skabe de perfekte rammer for det i forvejen rådne blod, forpestede gule væske. Min mund fyldes med spyt, "uh hvor hun skulle ha den!" udbrød jeg. Freja reagerede med et hvem!? Tænkte at det måske skulle vente lidt endnu, så tidspunktet krydsede med spøgelsernes dans ved midnat. Hvilket altså ville sige klokken 24, midnat. Nu var den jo kun 23.45, så lidt skulle jeg stadig vente. På trods af at hun igen skal blive dødsgudinden og kvindernes skytsgudinde. På trods af at hun skal blive kærligheds-, frugtbarheds- og krigsgudinde af Vanernes æt igen. Må jeg specificere mine handlinger mere konkret, jeg må rationalisere, og konkretisere, mit indre mål, så det tilpasses naturen. Så jeg svarede blot: "Hende stjernen i det fjerne, som lyser ud over os i det mørke nattelys. Som var hun en givende engel, et forvirret, svageligt og smagsfyldt spøgelse. Indehaveren af guds hænder, som kan skænke lys og varme."

- Freja lyttede med beundring til ordene, som lød som en kærlighedserklæring i hendes hoved.

Freja drejede sit hoved mod mit, med hendes mund søgende min. Hendes øjne var saglige, og bedende. Hendes lyse hår, rodet og svævende i vinden. Da vi mødtes i et kys, var det som om, der kom et kæmpe stormsus, som sugede hende fuldstændig ind i mig. Håret omfavnede vore ansigter, og lukkede os inde i vores helt egen kærlighedsformede rytme. Min højre hånd gled ned langs ryggen, og greb fat om hendes røv. Mine øjne ser lyset i alle dets nuancer, og jeg nægter at lade mørket komme her, for dets vogtere vil negligere Frejas skønhed og primitivt civiliseret lade verden og menneskene visne og ødelægge hende. Idet de er for intelligente og dyriske til at bemærke hendes sjæl ånde, denne dugperlende musik. De forstår ej heller at pleje hendes øjnes blomstring, i dets drivhus af kærlighed, der er en gennemsigtig ramme om vort nu. Føler vi skal leve instinktivt seende. Vi sendes op i himmelen som et ovalformet par, mens alle ansigterne der glider frem i tågen hvisker: himmelrejsende...

Vi svæver i midten af tornado fuld af ansigter fra flere hundrede tusinde spøgelser, det er midnat, de er fri igen... På vej op hviner og huer de. Jeg spørger: Skal jeg? Som befandt jeg mig i midt i Colloseums arena, med tusindvis af mennesker som skulle afgøre min fremtid. De peger tommeltotten nedad... Der er ingen anden udvej, jeg må lade følelserne få frit løb, give los og udfri min lyster. Det kunne ellers have været sjovt.

Uden Freja lægger mærke til det, lader jeg kniven glide ud af ærmet, og aer hendes røv med den. Freja søde? Siger jeg. Freja kikker spørgende: JA? I det sekund griber jeg fat om kniven og stikker den ind mod halebenet. Den rammer, fandeme ja. Kunne høre skellet. Vrid dig i smerte kælling! Fortidens ansigter har bestemt, du er dømt til et liv i en anden verden. Du skønhedens dronning, må ikke leve som et menneske, du skal leve som et symbol, du skal manifesteres i normens ansigt., Du skal indprentes som noget uopnåeligt, som du vil være for mig. - Bruddet på kroppens væsker og knogler, siver langsomt ud over den "Marylin Monroe" hvide kjole. Fuldstændig pint af smerten ynker hun små stønnende lyde ud. Tager snoren ud af lommen og binder en knude fast om hendes venstre håndled.

- På afstand ser man en midaldrende mand, med mørkt halvlangt hår, iført sort jakkesæt. Trækkende en køn ung pige hen af fliserne på en havn. Godt dækket i tåge, og efterladende et spor af blod efter sig. Manden stopper op ved en husbåd, kikker sig omkring og trækker hende derind.

Skrigene er forsvundet ud i tågen, ansigterne har elsket med din krop, det er derfor din forpestede hud er blevet hvid. Du er bleg som en svaling. Du er allerede i forvandling. Jeg elsker det her! - Du vil elske det her! Det er nu vi ser forskellen på eksistens og liv, jorden skal rystes, og du skal videre. SMAK - svinger en lussing i hendes ansigt. Freja begynder at græde. Det er nemlig rigtig tøsen, du skal lide! Det er den eneste vej! Prøv at fokusere på smerten, det er den, der afgør om du lever. Når du ikke længere kan mærke smerten, så ved du, at du er påbegyndt din rejse mod evig eksistens og manifest!
   Samtidig med at jeg sætter en kande vand over, kikker jeg over mod sengen. Ja hun ligger der stadig. En engel hun er, liggende der, bundet til min seng. Nu skal du se min rigtige side, nu skal du føle min kraft tøs. Smider jakken og skjorten, rækker ud og tager det halvvarme vand, og hælder det ud over mit hoved. Det svier og brænder! Bider tænderne sammen, nu skal hun se, at jeg mener det! Jeg tager kniven i hånden igen. KIG PÅ MIG KÆLLING!!! Fokuserer på hendes mund, og tænker at hun skal kneppes, mens jeg sætter kniven mod min pande. Jeg skærer et snit midt over panden, så blodet triller ned over mit ansigt. Jeg er blot bebuderen, siger jeg. Min stemme har hævet sig. Du må forstå, at jeg gør det for fortidens skyld! Du er MIN nu!

- Hans øjne lukker ned og op igen, de er fulde af blod. Og hans øjne yderst fokuserede af koncentration. Han spænder i alle kroppens veltrænede muskler. På maven er der en tatovering af de Nordiske guder, Loke og Frej. Med udbygning til flere...

Pludselig udbryder jeg: Spark mig i fjæset din dumme so, slå mig i småstykker, så din skede pumper små blodfyldte knogler ud fra underlivet. Jeg vil stege dem, spidde dem på en pil, og skyde dem ind i dig igen. Jeg vil sende dig ind i ovnen med et reb om tungen, så den hænger ud på langs. Stikke 5 nåle i den, så det først er helt umuligt at få den ind igen. 250 grader i 9 timer, og så tage spiddet ud igen. Ser du, så vil jeg nyde en kold champagne, i et elegant glas, til lidt a la carte de le humanitære, og på den led fejre skønheden i nuet. Tro mig, jeg har fundet mit kald. - indsmurt i tårer og snot, fra øjnene og ned til brystet, skælver Freja til blodet fra hans øjne.

Jeg samler al kraft i mig selv, spurter 2 m, hen til hende og stikker hende i maven. Stikker hende i siden og skærer et ? i panden på hende. Her må du fremstå som det perfekte, naturskabte dyriske kreatur. Alt oprinder igen fra dette nu. Det giver et sug i hende, og hun gir sig meget, spænder fuldkommen i hele kroppen. Jeg tænder på den skønhed og hiver min pik frem. Tårerne flår sig ned af hendes ansigt, og skærer langt ind i hendes sjæl. Intet kan befri hende nu. Flår bukserne af hende og voldtager hende, mens blodet sprøjter ud på mig. Russens eufori vil ingen ende tage, og skabelsen er blot ved at få fodfæste. Hiver den ud og kommer på hendes bryster. Tager kniven og skærer hendes brystvorter af. Dem har hun ikke brug for mere. De skal fyldes med lys. I morgensolens skær vil manifestationen regne sin eviggyldighed, ned over dig. Åh Freja, nu er du ikke længere min skæbne.

- Sænker sig ned over hende og hvisker: Forgyldt er skæbnen, den er åben men dog gemt væk i mørket, under en brusende fart, vil vi skænkes af min avl. Må guderne byde dig velkommen. I er snart genforenet. En efter en, vil jeg forene jer. Bare rolig min kære, til sidst vil jeg komme dig hid. Brændende på min egen båd mod de evige marker.

Med freja bundet til sengen, liggende og tabe alt liv. Trækker jeg gardinerne fra og lader hende vente på solens stråler, til at modtage hendes sjæl. Jeg selv går ud og tager et bad - jeg skal jo på arbejde i morgen...

Trækker i min røde kappe, da jeg går ud fra badet og sætter brystvorterne på to spisepinde. Jeg åbner en flaske champagne, som jeg tager ud fra køleren. Sætter mig til rette i stolen ved vinduet og lader mit blik glide hen på Freja og frydes, føler mig stolt.

Håber du vil vågne igen - Sætter en spisepind for munden og løfter glasset.
   - Kald mig Morphi Motyglio, jeg er din danser.


* * *
   Kildehenvisninger:

Illustreret videnskab - Forelskelse er psykose - Kærlighed er fornuft, Nr. 3, År 2005, Side 24.
   Diverse hjemmesider.