Vi sad hos hinanden, behøvede ikke at tale, vore kroppe og vore øjne forstod hinanden.
   Vi havde ellers kun kendt hinanden i kort tid. Hun var kommet mig til hjælp i en nødsituation og inviterede mig til at snakke. Jeg havde modtaget invitationen.
   Hun havde givet mig et stort knus, da hun lukkede op for mig. Det var langt og inderligt.
   Vi holdt nu hinandens hænder og lod deres bevægelser tale deres tavse sprog.
   Hun var som et dybt hav fyldt af nuancer, blikstille og roligt, brusende, krusende, forfriskende. Hvilken tekst kan rumme hende?
   Trods de over tredive somre vi havde passeret, kom der et barn op af havet.
   Et trist barn, der behøvede trøst, når hendes barndoms traumer blev fortalt.
   Et legebarn, når vi sloges for sjov og kildede hinanden.
   Et kærligt barn, der holdt armene om mig og kyssede mig.
   Det føltes, som var vores sorger og traumer skabt med det formål, at vi skulle gøre dem til intet for hinanden. De små plageånder dræbte vi med vores gensidige omsorg.
   Men jeg kunne ikke dræbe depressionens uhyre, der snart kom fra dybet af havet og rev hende fra mig til den lukkede afdeling. Mine stærke følelser var ikke stærke nok til at bekæmpe det.
   Da det endelig var ovre, sagde hun farvel. Hun skulle ikke være nogens kæreste, hun gjorde dem bare ondt, sagde hun.
   Hvad uhyret ikke formåede, gjorde hendes selvhad.
   Mine følelser kom til kort endnu engang.