Mange stirrede hovedrystende efter den unge dreng. Han var bleg som et lagen. Munden stod åben, som om han ville skrige, men ikke en lyd kom over hans læber. Intet ud over lyden af hans hiven efter vejret. En rallende lyd, som kun kunne høres, hvis man var lige ved siden af ham, men det var ingen. Ingen orkede at løbe i denne hede. De ville hellere dase og derfor så de efter ham, som om han var tosset i hovedet. Det var alt for varmt. Alt for varmt. Selv de andre unge mennesker på vejen, sad stille i skyggerne. Under træerne og gloede efter ham. Mumlede om, hvad der mon fik ham til at løbe. En ung pige mente, han gjorde det for at vise sig. At han ville spille med musklerne. At han var hjernelam og at varmen var steget ham til hovedet.
   Han snublede med et lille, lavt skrig der knap kunne høres. Hans hænder stødte sammen med den gloende asfalt og nogle små bloddråber faldet, da han jamrende kom på benene igen. Hans lunger føltes tørre. Som om en eller anden havde kørt en klud på inder siden af dem. Som om han havde slugt et ton af sand og han prøvede at fremtvinge en lyd, men alt der kom var en lav hvæsen, som sandpapir der gled ned over et stykke træ. Frustreret rystede han på hovedet og begyndte at løbe igen.
   Sveden drev af hans ranglede krop. Det lyse, korte hår klæbede sig til hans nakke og pande, mens han halvt løbende, halvt vaklende kom af sted. Solen bagede ned på ham, mens han drejede rundt om hjørnet og længere væk. Ingen standsede ham. Ingen stilte sig i vejen og spurgte, hvorfor han så så forjaget ud. Ingen tog sig af det. Ingen bekymrede sig. Alt de bekymrede sig om var at få noget væske indenbords, så de kunne blive afkølet. Der var ingen, der slog græs. Ingen der legede. Det var alt for hedt og det fik folk til at bevæge sig i slowmotion. Netop derfor skilte han sig ud fra alle de andre. Han rørte sig. Det gjorde de næsten ikke.
   Den lille politigård var næsten henlagt i tavshed. Kun Tom, som havde været ude og drikke hele natten, gav lyd fra sig. Han brød sig ikke om at være lukket ind bag de forbandede tremmer. Han ville meget hellere sidde på værtshuset med en kold pilsner og nyde livet med de andre. Specielt i denne varme. De lange, rynkede finger holdte om de kølige tremmer, der hurtigt blev fugtige under hans fingre. Hans askegrå ansigt viste alle tegn på irritation og de grå øjne skulede ondt til de unge mænd, der bare sad på deres flade og drak sodavand. Nogen havde smækket benene op på bordet. Andre sad bare og hang. Mumlede lagde han hovedet lidt på skrå og skilte sine tørre, smalle læber for at sige noget, men blev afbrudt, før der kom så meget som et ord ud. Hanks dreng kom væltende ind af døren. Han hev febrilsk efter vejret og lignede en, der lige havde set sit livs største mareridt. Fuldstændig udmattet sank drengen på knæ, bøjede hovedet og snappede efter vejret, som om han var bange for aldrig at fange det igen. De unge betjente skævede i smug til hinanden, før den fremmed mand rejste sig og gik hen til drengen, som nu var ildrød i hovedet og var begyndt at hoste. Uden et ord hjalp den fremmed drengen op og fik ham hen til en stol. Her sank knægten sammen som en klud og den store mand klappede ham beroligende på den spinkle skulder, før han fandt noget vand og holdte det op i en bydende bevægelse. Med rystende hænder fik knægten fat om bægret, spildte en del, men fik dog noget indenbords. Det kolde vand fik ham til at hoste endnu mere og han kom med en klagende lyd, som om det gjorde ondt at drikke. Stilte rystet bægret fra sig og begyndte panisk af vifte med hænderne. Med et skævt smil nikkede den fremmed mand forståeligt og satte sig i stolen på den anden side af bordet. Hans næsten sorte øjne så direkte på den person, alle havde deres opmærksomhed rettet imod. Hanks knægt plejede ikke at lave ballade, men selvfølgelig.. Varmen kunne få folk til alt og de ventede nu på at høre, hvad dette gik ud på. Alle på nær den fremmed. Hans smil fik dem til at gyse. Som om manden vidste, hvad der foregik. Som om han kunne se ind i drengen og finde et svar på deres ustilte spørgsmål.
   Tom trak sig længere ind i cellen. Trak sig fra den uforklarlige angst, der pludselig lå over de unge betjente. Ville ikke vide, hvad der foregik. Nægtede at blive en del af det. Derfor lagde han sig på den hårde briks og vendte ryggen til dem alle. Lukkede hårdt øjnene i og gav sig til at drømme om øl og de ting, han ellers ville drikke, når han kom ud igen. Hvis de da nogen sinde kom ud af deres trance og lukkede ham ud.
   Han ventede. Ventede tålmodigt på at drengen skulle skille læberne og sige, hvad der havde fået han ud i denne fatning. Puffede venligt noget vand over imod den skræmte skikkelse og lænede sig så tilbage. Der ville ikke gå lang tid, før ordene ville vælte ud. Han skulle bare vente. Knægten drak grådigt resten af vandet, rejste langsomt hovedet og så på ham. Hans øjne blev fyldt med tårer og hans underlæbe bævrede svagt. Som om han skulle til at hyle og det skulle han nok. Hans blik farede hen over alle de andre og han bøjede hovedet igen. Prøvede åbenbart at samle sig. - Jeg.. Hun.. Det.. - Stille og rolig knægt. Stille og rolig. Hans dybe stemme så ud til at virke, for drengen nikkede, tog en skælvende indånding og knugede hænderne hårdt sammen i sit skød. - Pete. Mit navn er Pete. - Hmm.. Du er Hanks dreng. - Ja. Ja. Jeg.. Jeg.. Han tav igen og en ung betjent kom med noget mere vand, mens han så alvorligt på drengen. Skævede respektfuldt til den store mand i stolen og satte sig så på hug foran drengens stol. Pete for sammen. Trak sig skræmt tilbage og spærrede angst øjnene op. - Det er i orden Pete. Han vil bare hjælpe. Der blev skævet til den fremmed. Spekuleret og vejet. Åbenbart vandt tilliden, for knægten slappede langsomt af og tog imod det nye glas vand, som han tømte i et slurk. Langsomt vendte hans normale hudfarve tilbage og han rettede sig op i stolen. Som om han ville gøre sig mere voksen og moden end han egentligt var. - Fru. Swan.. Hun.. Jeg.. Far sagde at jeg skulle invitere hende på frokost i aften, så jeg gik derover. Han tav igen. Denne gang med et vildt glimt i øjnene og den unge betjent så hen imod sine kollegaer, mens den fremmed mand bare ventede. Ventede på resten af historien. Ville ikke tvinge drengen til at snakke. Det var ikke nødvendigt. - Hun.. Hun ligger på stuegulvet. Jeg.. Åhh gud jeg.. Drengen slog en hånd for munden, men for sent. Den unge betjent væltede tilbage, men var ikke hurtig nok. Langt fra hurtig nok. Hans før så fine og rene uniform var nu halvvejs dækket til af drengens sølle morgenmad.
   Tankefuldt lod den fremmed blikket glide ud over de forfærdede betjente. Alle stirrede de på ham, som om han var den mest magtfulde person, de nogen sinde havde set for deres øjne. Ironisk kom han på benene. Strakte sin lange krop og smilte svagt hen for sig. De skulle bare vide.
   Pete blev overladt til den unge, uheldige betjent, mens de andre rykkede ud. Nysgerrigt så folk efter de 3 politibiler, men ikke en gjorde antræk til at ville følge efter dem. Ikke som normalt og han gav varmen skylden. Folk gad simpelthen ikke lave noget. Selv det de normalt ville finde spændende, mistede sin glans, når man svedet bare ved at løfte en finger. Aldrig kunne han mindes en varme som denne. Alle var gået i stå, men det havde været som forventet. I hvert fald hvad han havde forventet. Nu havde det lagt op til dette i over en måned. For hver dag der gik, blev det varmere og varmere. Folk blev mere og mere dvaske. Selv kriminaliteten var faldet betydeligt de sidste par dage. Ingen orkede at rende rundt med et stereoanlæg på skulderen. Det krævede for mange kræfter og dem var der ikke mange af hos de ophedte mennesker. Dog var det ikke alle, der holdte ferie. Ikke alle.
   Bilerne standsede foran det lille hus. Det hvide stakit, der omringede det, vidnede om en kvinde, som nød et stille og roligt liv. Hendes græs var nyslået og de blomstrede gardiner i huset hang sirligt lige. Gyngestolen på den lille veranda var blevet brugt tit. Den så slidt ud, men nu stod den stille hen. Som en foruddannelse af, hvad der ventede dem.
   Nok stod de alle ud af bilerne, men ikke en gik op imod huset. Var de bange for at vække noget til live, hvis de gjorde? Han sendte dem nogle opgivende blikke og begyndte at gå op imod døren. Nogle naboer strakte nysgerrigt hals og han forstod dem. Aldrig havde de set ham før. Han var lige kommet til byen og alligevel var han den førende. Han gik først. Det var ham, der trak de andre med sig. Mænd der normalt havde et godt ry i den lille by, fulgte nu forsigtigt efter en fremmed mand. En mand der indgydede ro og tryghed. Han vidste det. Sådan var det alle steder. Han ankom og selv om folk ikke kendte til ham. Aldrig havde hørt om ham, så betroede de sig til ham. Måske fordi det var nemt at betro sig til en fremmed. Måske fordi han virkede så rolig og tillidsvækkende. Lige meget hvad. Han fik alles fortrolighed i samme øjeblik, han trådte ind af døren. Folk havde åbenbart ikke hørt, at man skulle passe på med fremmed. Et lille, grumt smil gled over hans læber og han slog den hvide hoveddør op på vid gab. Nogen kom med en høj lyd og han forstod. Han forstod alt for godt.
   Den lugt der kom fra huset var absolut ikke særlig behagelig. Den fortalte om ting, de sikkert ikke var vant til en i lille by som denne. Det var en tør, men kraftig stank. En lugt man aldrig ville glemme, hvis man først havde mødt den. Havde haft den dybt nede i sine lunger. En lugt der fik nogen til at kaste op. Som den unge, muskuløse mand der stod over roserne og tømte sin mave. Han sendte ham et foragt blik og trådte indenfor. Spilede næseborene ud og tog en dyb, rolig og behersket indånding.
   Skoene stod side om side og fortalte ham, at hun var enlig. Der var ingen herre sko. Kun kvinde sko og han så ned på dem i et lille øjeblik. Små fødder. Ikke særlig store. Den lange, gule frakke, der hang over skoene skreg imod den hvide væg. Han kunne lide det. Gik forbi den lille kommode og det lille spejl på væggen. Der lå nogle nøgler og et par handsker. Ikke andet. Et ordensmenneske, blev han enig med sig selv om. Hun kunne ikke have været andet, for alt var på sin plads. Selv køkkenet, som han hurtigt kastede et blik ud i, var ryddet op. Ikke så meget som en gryde fremme. Intet bestik på bordet og ikke et fnug nogen steder. Lige som hans mors hus. Orden frem for alt. Tanken fik han til at skære en grimasse og han drejede til højre. Stuen. Standsede roligt i døren og lod blikket vandre hen over væggene. Ene af natur billeder og nogle af en familie. Bøgerne stod side om side i reolen og fortalte han en ting mere om kvinden. Hun havde været ensom, for der var mange bøger. En måde at slippe virkeligheden og dens skuffelser på. Noget han alt for godt kendte til.
   Betjentene stod ærbødigt bag ham og ventede på at han skulle gøre noget. Sige noget, men alt han gjorde var at se sig omkring i det rene hjem. Først efter alt var set an, trådte han lidt frem og så ned. Der var hun. Den kvinde der havde brugt så meget tid på at holde sit hjem rent. Den kvinde der havde brugt timer på at løbe fra virkeligheden ved brug af bøger. Det havde ikke virket. Virkeligheden var kommet snigende og virkeligheden havde givet hende et kæmpe overraskelse.
   Det lange, lyse hår var spredt ud omkring hendes ansigt. Det var sjusket. Som om en eller anden havde rodet op i det. Alt for nemt kunne han forstille sig, hvor pænt det havde været sat op, før hun var ramlet ind i virkelighedens grumme verden.
   En køn kvinde. Hvis man altså fjernede det gabende sår i hendes pande. Høje kindben, en lige pande og røde, fyldige læber. Hun kunne ikke have været særlig gammel. Omkring de 30 ville han skyde på. Hendes slanke arme var vendt ud fra hendes slanke krop. Den ene hånd var knuget sammen, mens den anden bare lå med håndryggen ned af. Lange negle. Hun var gået op i sit udseende. Så velplejet ud. Hvis man altså så bort fra de mange sår på hendes krop.
   Den lange, fine kjole, men de tynde spagettistropper, havde været hvid. Det kunne man nemt skimte under det røde blod, der nu havde overtaget det meste af kjolens farve. Den var delvist revet af hende, men på en omhyggelig måde. Hendes barm var dækket til og det samme var hendes underliv. Resten var nøgent. En morder der havde taget hensyn til sin offers dyd. Bare tanken fik ham til at trække på smilebåndet. En morder der havde nydt synet af hendes smukke, velformede krop, men som ikke ville dele det hele med andre. Der var lange, dybe snit ned af hendes lange solbrune ben. Dog kun fra knæ og ned af. Ikke på lårene. Bløde kvindelår. De var blevet skånet og han vidste at det var hendes andre kvindelige fortrin også blevet. De ville ikke finde snitsår ved hendes underliv eller hendes bryst. Kun de steder, de kunne se dem. Hun havde lidt en forfærdelig død. Forblødning, men hendes kvindelighed var ikke blevet skåret op. Dertil betød hendes status i livets cirkel for meget. Som kvinde var hun blevet respekteret. Som menneske.. Smilende rystede han på hovedet. Som menneske havde hun haft en helt anden betydning.
   De lange ben var pænt blevet samlet og en bag han pustede tungt ud. - Hun blev da i det mindste sparet for..
   - Nej. Han rystede benægtende på hovedet og trådte helt ind i stuen. Som den eneste. De andre stod som parlyceret og stirrede på ham. - Hun er ikke blevet skånet. Det er sikkert. Man nøjes ikke med at se på en krop som denne. Man besidder den. En mand kom med en liden lyd, men han ignorede det. Fjernede blikket fra den livløse kvinde krop og gik over til bordet. Der stod et glas. Fra døren af lignede indholdet i det langstilkede glas rødvin. Ved nærmere eftersyn ville man se at det var noget andet. Noget helt andet. Han bøjede hovedet, lukkede øjnene og snusede ind. Duften af blod fik ham til at nikke anerkendende og til at smile blidt. Hendes sjæl var blevet ført videre. Hun døde ikke forgæves. Nok havde hun ikke drukket af glasset. Det havde hendes morder, men der ville ikke være nogle fingeraftryk. Ikke et. En slurk havde været nok til at fuldføre dette ritual. Hun havde udført sin skæbne perfekt. Hendes blod havde hægtet dem sammen for evigt. Hun var nu hans i alt evighed. Hun. Som kvinde. Ikke som menneske.
   Regnen slog imod vinduerne som en påmindelse om at livet gik videre. Alligevel var den lille by lammet. Mere end de havde været under heden. 10 kvinder. 10 kvinder havde de mistet til en koldblodig morder. Alle på samme måde. Alle inde for det samme døgn. Ingen af dem havde været en dag over 30 år gammel og morderen var væk. Ikke at finde nogen steder. Der var ingen fingeraftryk og ingen spor. Det var, som om han slet ikke havde været der. Det eneste, der vidnede om at han havde været til stede, var de 10 kvinders lig. Alle snittet på samme måde. Alle voldtaget og alle dækket til de steder, som en mand ikke ville dele med andre mænd. Alle havde de haft en glas blod stående og alle havde de holdt deres hus i sirlig orden.
   Med et lumsk smil skævede han til kortet på passagersædet. I morgen ville heden have flyttet sig til en by lidt nord på. Ingen ville røre sig. Alle ville sidde stille. Være upåvirket af noget. Selv den person, der ville opdage det første lig. Der var altid en, der opdagede det på et eller andet tidspunkt. En han ville snakke med. En der ville fatte tillid til ham og resten af de forfærdede mennesker ville lade ham om at lede efterforskningen. Komisk ikke? Over 10 byer landet over ledte efter den mand, de kaldte den usynlige morder. Den mand de ikke kunne fange. Det var som om han ikke eksisterede. Som om han aldrig havde været der og dog.. Dog var alle klar over at det havde han. Ham. Den usynlige morder. Med en høj, arrogant latter, skiftede han gear og trykkede blidt på speederen. Bilen gav et lille ryk, før den satte farten op og satte kurs mod den næste by, der ville blive ramt af heden.