Jeg har slået ham ihjel. Tanken væltede ind mellem et kaos af tanker og han trak sig skræmt. Vaklede bagover og sank kluntet ned på en træstol, mens hans øjne stirrede ned på gulvet og den livløse skikkelse. Hænderne sitrede og han flyttede blikket fra synet, mens kvalmen rørte på sig. Død. Han var død. For kort tid siden.. og nu var han død og han havde slået ham ihjel.

Denne gang nøjes han ikke med at vakle eller være kluntet. Han kastede sig lidt frem, stak hovedet imellem benene og brækkede sig ud over sine sko. Ham. Hvordan var det gået til? Han havde aldrig i sit liv gjort nogen fortræd. Aldrig og nu havde han slået en ihjel. Et liv. Han havde taget et liv. Liv var vigtigt. Det vigtigste. Det vidste han. Det forstod han og det respekterede han. Meget endda. Liv. At trække vejret. At grine. Le. Elske. Gå ture på standen. Løbe på stierne i parken og mærke vinden i ansigtet. Fylde næsen med duften af nyslået græs eller vådt jord. Få knus. Kys. Kærtegn. Liv. Det var vigtigt.

Hvorfor han tænkte sådan, vidste han ikke. Det var absurd. Han burde tænke på.. På.. at genoplive den livløse krop. Han burde tænke på at ringe efter en ambulance. Politiet. Familien. Åhh gud han kunne ikke.. Hans familie. De ville aldrig tilgive ham. Aldrig. Åhh gud hvad havde han dog gjort?

Tårerne fandt først langsomt, tøvende, ned over hans blege kinder, før de begyndte at fosse ud. Som en vandhane der blev drejet op på fuld og han hev skælvende efter vejret. Hans stakkels familie. De ville aldrig forstå. De ville vende ham ryggen. Vende sig bort i skam og det forstod han. Det forstod han så udmærket. De måtte måske også flytte. Flytte væk hvor ingen kendte dem. Hans mor.. Specielt hans dejlige mor ville komme til at lide under hans handling. Folk ville pege fingre af hende. Sige at hun ikke havde gjort et godt job med ham. Kalde hende en dårlig mor og det var ikke sandt. Hun var en vidunderlig mor og han elskede hende. Højt. Højere end højt. Hans mor var hans midtpunkt. Det var hende, der havde rådene. Hende der vejledte ham og sørgede for, han aldrig kom ind på den forkerte kurs. Hvordan tilbagebetalte han det? Han slog en ihjel. Nej ikke bare en. Den livløse skikkelse på gulvet var mere end en. Han havde været…

Lyden af hjul imod grus og en lav hvinen af bremser, ramte hans øre og han rejste hovedet. Fik et glimt af et svagt lys fra billygterne, før de blev slukket og sad som stivnet, men han spidsede ørerne. Hvem var det? Hans mor? Han håbede det ikke. Hun fortjente bedre. Meget bedre. Han kunne ikke se hende i øjnene. Aldrig, men han kunne slet ikke lade hende se dette. Det var ikke retfærdigt. Det var ikke.. fair.

Lyden af skridt kom nærmere hoveddøren, men han rørte sig ikke. Kunne ikke. Tankerne hvirvlede rundt i kaos og hans ben.. De bevægede sig ikke. Intet bevægede sig. Ikke hans arme. Hænder. Fødder. Blik. Han sad som stivnet. Selv tårerne på hans kinder virkede som stivnet. De gled fortsat fra hans øjne, men det kunne knap ses. Dog.. Rædslen. Angsten. Skammen og forvirrelse stod skrevet hen over hver en fuge. Han så ud til at være mindst 15 år ældre end han egentlig var.

Døren gled op i en lydløs bevægelse, men han rørte sig stadigvæk ikke. Sad bare stille. Tankerne blev dog jaget på flugt og han missede med øjnene. Snøftede endda, men sagde eller gjorde ellers intet. Hans blik fokuserede på en brun plet i det lysegrå gulvtæppe. Et evigt minde om dengang han slog hovedet ned i stuebord og fik slået hul i bolden. Blodet var væltet ud og han havde skreget i smerte og chok, mens hans mor havde gjort sit bedste for at berolige ham. Ikke at det var lykkes hende særlig godt. Hun havde været lige så rystet som ham og hun havde grædt, mens hun holdt ham tæt ind imod sin bløde barm. Han huskede duften af milde mimoser. Hendes duft. Hans yndlings duft. Åhh gud hvor havde han hylet som en baby den dag. Nøjagtig som han gjorde nu. Snottet samlede sig i hans næse, men han standsede den ikke i at løbe. Nøjagtig som dengang. Dengang havde han dog tørret næsen i hendes bluse, men det ville nok ikke ske denne gang. Hun ville ikke lukke sine lyse, glatte arme om ham og holde ham tæt. Ikke denne gang.

Klikket. Det lille klik døren gav, da den blev lukket. Det var klikket, der fik ham til at reagere. Ikke at det vækkede ham og fik ham til at se op. Nej. Han fløj op. Fik fodfæste, snurrede rundt i en hidsig bevægelse og så med et forvildet blik ud imod gangen. Uden at tænke nærmere over det, førte han armen op og fik tørret snottet væk fra sin næse og overlæbe. Det efterlod ærmet vådt, men det bekymrede ham ikke. Heller ikke tårerne. De trillede stadigvæk og der begyndte at dukke tanker op. Skulle han løbe over og lukke døren? Måske kunne han finde på en historie. Sige at han kom hjem og fandt.. Nej det var for usandsynligt. Enhver idiot kunne se, hvad der var sket i den store stue. Dertil så ville hans mor straks se tårerne, snottet på hans ærme og udtrykket i hans øjne. Hun ville med det samme se, at han havde lavet noget forkert. Hun kendte ham. Godt. Måske for godt. Dog ville der nu være noget i hans blik, hun aldrig havde set før. Noget der ville skræmme hende. Dybt endda for hun ville med det samme vide, at hendes elskede søn var væk. At han var blevet erstattet med noget andet. En morder. Ikke en koldblodig morder, men ikke desto mindre en morder.

Hvordan det var sket, vidste han faktisk ikke. Han kunne ikke forklare det. Fortælle det. Det var umuligt. Måske, engang når hans mareridt var logiske, ville han blive i stand til at fortælle sin historie. Måske ville han da kunne forklare sin handling, men sandheden var, at han ikke vidste det. Ikke helt i hvert fald. Det var ikke første gang, de skændtes. Det var ikke første gang, de slås. Det gjorde de tit. Meget tit endda og det var for det meste ham, der kom til skade. Ham der lå på gulvet og var overvundet. Ikke denne gang. Denne gang havde han været vinderen. Denne gang havde han rejst sig, men han følte ingen glæde derved. Tværtimod. Hvordan kunne han?

Endnu før det skete, vidste han, hvad der ville komme. Et skrig. En hjerteskærende, hovedpinefremkaldende og smertefuldt skrig. Det fik ham til at fare sammen i en form for chok og han så, hvordan indkøbsposerne gled ud af hendes hænder. Hvordan hun begyndte at ryste med det samme, før hun vaklede fremad. Tårerne gled allerede ned over hendes lyse kinder. Hun var ikke i tvivl om, hvad hun ville finde og hendes grønne øjne sendte ham et spørgende, tryglende blik. Som om hun ville, han skulle sige, hun tog fejl. Det gjorde hun ikke. Det gjorde hun absolut ikke og han så, hvordan en melon gled ud af den ene pose, der hårdt ramte ganggulvet, mens hun fandt forbi ham og skreg igen. Denne gang højere end første gang og tanken om at det ikke var nødvendigt at ringe efter politiet, slog ned i ham. Hun skreg sgu højt nok til, at de ville høre hende uden besvær. Dem eller en nabo og han så et æble trille over gulvet, mens han fornemmede, at hun sank ned ved siden af den livløse skikkelse. Kunne skimte en pose gulerødder, mens hendes hænder rystende flagrede hen over den livløse skikkelse. Råkost salat. Hun ville lave råkost salat og han kneb let øjnene sammen. Han brød sig ikke om råkost salat.

Hun hulkede hæmningsløst. Messede hans navn og sad med hans ansigt i skødet. Prøvede desperat at fjerne blodet fra hans ansigt og sorte hår, men det var umuligt. I stedet fik hun det smurt ud over sine fingre og han lagde hovedet en smule på skrå, mens han så på de røde fingre. Umiddelbart kunne man tro, hun var ved at vaske hænder. Så våde var de, men ingen vaskede hænder i blod. Ingen og han sank ned i stolen igen. Rødt. Det hele var rødt. Hans ansigt. Hans hår. Hals og gulvet. Ja den plet fik hun nok heller aldrig væk. Nøjagtig ligesom den plet, der vidnede om hans hul i hovedet. Nej hun skulle nok have sig et nyt gulvtæppe. Det ville være bedst, men havde de råd?
   - Hvad har du dog lavet, Daniel?

Hendes skingre stemme tvang sig ind mellem hans tanker og han stirrede længe på hende. Dødt og trak så på skuldrene, mens han hæst fandt sin stemme.. - Vi.. vi slås.
   - Slås? Han er død. Du har.. Du har slået ham ihjel. Din.. Min.. Han var min søn! Hun skreg det ud, mens hun kom på benene og han sad fuldstændig stille, mens slagene regnede ned over ham. Ikke at hun gjorde stor skade. Hun havde små hænder og var ret så svag i sin slag. Sikkert fordi hun hulkede groft og han fortjente det. Hvis ikke ham, hvem så? Mon det altid havde været i ham? Han troede det ikke. Mente det ikke selv. Han havde aldrig haft så meget som en fantasi om at tage et andet menneskes liv i sine 15 år gamle liv. Nej. Han hadede voldelige spil og film. Noget hans tvilling altid havde drillet ham med, men det ville der ikke blive noget af i fremtiden. Danny ville aldrig mere drille ham. Aldrig. Det var sikkert.