Han drejede den lille æske i hånden. Så på de skrigende farver og sukkede tungt. Her stod han. Foran en forretning med et farvestrålende, men dødssygt spil i hånden. Hvordan fanden skulle han kunne sælge det? Det var umuligt. Ikke mange unger gad og bage kedelige kager med en rotte. Bare tanken om at være i nærheden af en rotte, når der var mad på bordet, fik ham til at gyse og han faldt en smule mere sammen i skuldrene. Det havde ikke altid været sådan. Engang havde han været dygtig til sit job. For fanden han havde i flere år været firmaets dygtigste medarbejder, men ikke længere. Nej ikke længere og alt fordi han ikke kunne følge med i den nye teknologi, men hvem kunne det? Den ene dag gik MP3-afspillere som varmt brød og den næste var det noget der hed: Ipod. Alt han vidste om disse ting var, at de kunne en masse, han ikke kunne bruge til noget. Hvorfor skulle han stikke de små tingester i ørene og vandre ned af gaden? Det var jo farligt. Man kunne ikke høre trafikken og dertil så var han langt over den alder, hvor det var bare nogenlunde normalt. Hvem der havde besluttet det, vidste han ikke, men det var bare sådan. Mænd i hans alder gjorde ikke sådan noget. Det blev antaget for at være desperat. Som om man ikke ville stå sin alder bi.
Han drejede igen æsken og sukkede. Hvordan skulle han sælge dette produkt? Det kunne ikke lade sig gøre. Ikke nok med at det var underligt, så ville der i morgen komme et andet produkt, som ville være nyere og bedre. Var det et under, at han ikke kunne følge med længere? Nej for fanden da. Han ville blive tosset, hvis han prøvede og hans tanker gled tilbage til dengang, hvor børn klatrede i træer og spillede fodbold i gaderne. Der blev leget tagfat og jorden er giftig. Børnene havde røde kinder, skinnende øjne og de sov godt og trygt om natten. Så man tv, så var der 1 måske 2 programmer og det var yderst sjældent, man gad. Det var meget sjovere at være udenfor. Selv i regnvejret. Det at hoppe i vandpytter og sprøjte vand efter hinanden, var blevet umoderne. Nøjagtig som normal lege var blevet det. Åhh jo han så da ind i mellem børn der legede stopbold eller hørte nogle gange deres stemmer synge en sang, men han var også sikker på, det kun var fordi, forældrene straffede dem for et eller andet og derved havde taget deres computer, X-boks, Ps2 eller hvad de forskellige maskiner hed, fra dem.
Ja der var ikke mange børn, der havde røde kinder, skinnende øjne og vind i håret længere. De virkede mere blege og ugidelige. Ordet fantasi var kun kendt, fordi nogle af de spil de spillede, blev kaldt fantasi-spil. Det var ikke noget, de selv indeholdte. Nej hvorfor skulle de? Det blev jo serveret for dem hele tiden.
Det farvestrålende spil gled let ned i tasken igen og han rettede sig op, vendte butikken ryggen og begyndte at bevæge sig væk. Beslutningen var taget. Han ville ikke længere være en del af det hjul, der tryllebandt børnene foran skærmene. Det var forbi. Han sagde op.
Den beslutsomme tanke fik ham til at standse overrasket. Han havde altid elsket sit job. Altid. Det havde behandlet ham godt i mange år, men ikke længere. Den dag han kom over på den anden side af de 40 år, var det gået ned af bakken og det værste ved det var nok, at han stadigvæk var en ung mand. Han havde små børn, der legede i baghaven i mindst en time, før de fik lov til at komme ind til deres små skærme og hans kone gjorde sit for at udvikle deres fantasi. Hun legede en bunke af sjove lege med dem og tit var de så optaget af det, de lavede, at de ikke gav deres skærme. De ville hellere lege og det var en af de ting der gjorde, at han elskede sin kone højt. Hun var knuden i deres liv og han vidste med klarhed, at hun ville støtte ham i hans valg. Det havde hun altid gjort og han begyndte at gå igen ved den tanke. Hvad han skulle gøre for at tjene penge til familien, ville han slet ikke tænke på nu. Nu ville han i stedet nyde et kort øjeblik, at han ikke længere var bundet af den teknologi, der gik langt over hans forstand. Ikke at han var en dum mand. Han var skam klog nok. Han kunne bruge en computer og han kunne hjælpe sine børn med de forskellige spil, men han ville hellere så meget andet. Være sammen med familien uden skærmene. Være sammen med vennerne og nyde deres samvær og gå ture i den frie luft. Nej dum var han ikke. Han valgte bare at stå af den teknologiske svævebane og han gjorde det med et smil om læberne.