En tåre trillede. Ikke på grund af slag, råb eller voldsomheder. Den trillede heller ikke på grund af tabet af et menneske eller et dyr, skønt sorg var en del af grunden til at den trillede. En dyb sorg over det, der aldrig var blevet.

En tåre trillede. Langsomt gled den ned over den fregnede kind og gav et tavst suk fra sig. Den trillede for fortiden. For alle de ting, der havde lært de forkerte ting fra sig. De ting der i det lange løb havde været med til at forme den tåre, der trillede.

En tåre trillede for den ensomhed, nutiden bittert smagte på. En ensomhed som fortidens tåre havde været med til at opbygge igennem vreden, hadet, ligegyldigheden og de konstant sårende afvisninger.

En tåre trillede for tomheden. Den vejede en smule mere end de to forgående tårer. Ikke fordi den var vigtigere eller med fyldig, men den havde et indhold, de andre ikke havde magtet. Den indeholdte håb, drømme og varme. Kærligheden druknede i denne ene tåre, der på trods af sin vægt, trillede langsommere end sine søskende. Den havde ikke travlt med at møde de andre på det hvide, silkebeklædte bryst.

En tåre trillede og viskede sporene af de andre væk på sin vej. Den var gennemsigtig. Lille og fin. Så fin at en enkelt solstråle fangede den mellem to fregner og kort, ganske kort, fik den til at glime som en smuk, ren, diamant.

En tåre trillede, men ikke på grund af fortidens indvirkning på nutiden. Ej heller i sorg, vrede eller magtesløshed. Disse tårer var allerede trillet og andre havde fået overtaget. Glade, lykkelige og varme tårer.

En tåre trillede. Den trillede for fremtiden og dennes løfter og muligheder. Fremtiden begynder lige om lidt. Lige efter denne tåre glider imellem fregnerne, falder lidt og ender imod et hvidt, silkebekældt bryst.