Han stirrede tomt hen for sig. Opfattede ikke, at det koldere og koldere om ham. Små, fine og sarte snefnug begyndte langsomt at dale blødt ned over hans lammede skikkelse. De landede på hans skaldede isse, men han mærkede dem ikke. Løftede ikke hånden for at fjerne dem fra de få, lyse hår, der var tilbage. Han skuttede sig end ikke, da en kold, pludselig vind gled hen over ham, og det var på trods af hans tynde jakkesæt. Han burde fryse. Burde opfatte kulden, men den lukkede sig om ham uden at blive genkendt.
   Hans dag var startet elendigt. For det første havde den lille tæppetisser til Vims pisset på hans tøfler. Ikke ved siden af eller i dem. Nej. Hunden havde pisset på dem. Direkte på dem og derefter var det faktisk kun gået ned ad en stejl, stejl bakke.
   Hans dejlige kone, hende han havde været gift med i 37 år, ville skilles. Hvorfor? Den klassiske af dem alle. Hun havde mødt en anden. Hans bror og kollega.
   Selvfølgelig var han blevet overrasket. Hvem ville ikke være blevet det? Et kort øjeblik havde han faktisk troet, at hun var ude på at gøre ham jaloux, for han måtte jo indrømme, at hospitalet havde krævet ham i nogen tid nu. Tid, han måske skulle have brugt derhjemme, men det var for sent nu. Hun ville skilles og giftes med hans bror. Om de så prøvede, ville de aldrig kunne lappe den skade, der var opstået. Han ville aldrig kunne tilgive hende eller sin bror.
   Hans bror.. Manden der altid havde været der lige meget hvad. Manden han elskede. Ham der havde stået ved hans side, den dag han blev gift. Ham, der var gudfar til de 3 børn, der var kommet ud af det lange ægteskab. Nu skulle den mand giftes. Med hans kone. Kvinden, han elskede og den tanke havde hele dagen fået ham til at skære nogle forpinte grimasser. Hvor ironisk der vat ikke? Han elskede dem begge forfærdeligt højt, og han hadede dem. Inderligt og dybt.
   Skænderiet mellem ham og hans bror var blevet overhørt af størstedelen af deres kollegaer. Det havde ikke kun været pinligt, men også pinefuldt, og han burde være kørt hjem. Skulle have forladt stedet. I stedet havde han mekanisk gjort sig klar til operationen. Han havde endda snakket med kvinden. Havde smilet. Beroliget hende med, at alt nok skulle gå. At det var rutine, og at han havde foretaget tusindvis af kejsersnit i sine mange år som kirurg. Han havde aldrig lavet en fejl. Var en af de bedste på området.
   Han havde taget fejl. Grusomt fejl, og lægen, der aldrig lavede fejl, begik den værste af dem alle. Han tog for hårdt ved. Manden, der var kendt for sin blidhed og varme, tog for hårdt ved, og drengen, den lille nyfødte dreng, kom til verden med en brækket nakke. Han døde ikke, men hans liv ville for altid være ødelagt. Han ville skulle tilbringe hele sit liv i en kørestol. Han ville aldrig komme til at mærke det bløde græs under sine nøgne fødder.
   En tåre gled fra hans tomme blik og blandede sig med de hvide, rene snefnug.
   I 12 år havde han ikke rørt alkohol. Det kunne han ikke længere prale af. Han havde forladt sin arbejdsplads med medlidende blikke i nakken og var kørt direkte på værtshus. Han havde drukket sig mod til, før han igen havde fundet sin bil. Som den mand, han var, sikrede han sig, at alt det sikkerhedsmæssige var i orden, før han drejede den blanke nøgle og fik motoren i den dyre bil til at spinde.
   Længe. Han havde kørt længe, før det skete. Det var blevet mørkt, men det betød intet for ham. Han havde beholdt foden på speederen. Indimellem drejede han på rattet, men foden forlod aldrig speederen. Aldrig. End ikke efter ulykken, og det var i betragtning af, at han ikke længere opholdt sig i sin egen bil. Den havde han forladt, men ikke igennem døren.
   Det gik stærkt. For stærkt til, at nogen af dem kunne nå at reagere. Farten var imod dem og den smalle vej. Det var dømt til at gå galt, og alt, hvad han egentligt havde oplevet af ulykken, var lys, larm og skrig.
   En bil med livsglade, unge mennesker. Den var dukket op i det blå, og han havde end ikke haft tid til at undgå dem. Det betød et frontalt sammenstød. Metal mod metal, og på trods af alle hans fine, dyre sikkerhedsudstyr, så var det lykkedes ham at blive slynget ud af forruden, ind igennem de unges forrude og om på deres bagsæde.
   Der hang han så. Hans fødder var stadigvæk på speederen. Han var revet over ved livet og ville sikkert være fortsat ind i bjergvæggen, hvis ikke det var, fordi de 2 døde, unge mænds kroppe var mast sammen om hans overkrop. Hovedet, hans hoved, var fortsat ud igennem bagruden, og det blev det. Lige over det krøllede metal, og mens sneen tog til og langsomt, men sikkert begravede de 2 sammenkrøllede biler, gled en tanke igennem hans hoved. Den sidste tanke. Noget hans far altid havde sagt: Man får altid, hvad man fortjener.