- Se..., råbte han og pegede lige ud. - ...der er ugler i mosen.
Alle drejede de hovederne og stirrede ud over sletten, men ingen kunne se ugler. Kun græs, siv og mudder. Ingen ugler og de så spørgende, forvirrede tilbage på ham. Han tænkte lidt og kneb irriteret øjnene sammen.
- Ugler i mosen betyder at der er problemer i luften.
Nu så de op, men alt de kunne se i luften var solen, skyerne og nogle fugle. Ingen ugler og heller ikke noget problem. Han sukkede utålmodigt og satte hænderne i siderne.
- Der er røg i køkkenet.
De snurrede rundt og så straks op imod huset, men ingen røg. Derimod kunne de se lillemor ælte dej igennem de nypudsede vinduer. Han mumlede lavt, lod hænderne falde ned langs siderne og sagde opgivende:
- Vi har problemer.
Igen så de på ham og den ældste i gruppen trådte frem med rullende øjne.
- Hvorfor sagde du ikke bare det med det samme?